Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Peter Skov-Jakobsen: En hyldest til de unge fædre

KOMMENTAR: Jeg beundrer de unge mænd, at de er endnu mere med! Godt for dem. Vi kunne hjælpe det på vej med nogle håndfaste forventninger til, hvor længe de skal være på barselsorlov, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

Mere involverede og bedre til at sætte ord på. Bedre til at være en del af det huslige arbejde derhjemme. I det hele taget tættere på deres børn, end mange fædre før dem var. Sådan oplever jeg de unge mænd i dag, skriver Peter Skov-Jakobsen.
Mere involverede og bedre til at sætte ord på. Bedre til at være en del af det huslige arbejde derhjemme. I det hele taget tættere på deres børn, end mange fædre før dem var. Sådan oplever jeg de unge mænd i dag, skriver Peter Skov-Jakobsen.Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dengang for 32 år siden troede jeg egentlig, at vi var så tæt på, som vi kunne komme – altså vi, der skulle være fædre.

Vi talte meget om det. Vi blev inviteret med til jordemoderen. Selvfølgelig var vi med under fødslen, hvilket min egen far ikke havde været.

Da min hustru havde haft sine seks måneders barselsorlov, som var almindeligt på det tidspunkt, fik vi det arrangeret sådan, at jeg kunne tilrettelægge studier og arbejde på en måde, så jeg kunne være hjemme med vores ældste datter de næste seks måneder. Det var vist lidt usædvanligt på det tidspunkt, og jeg nød det.

Et par år efter prøvede jeg det modsatte. Da vores anden datter blev født, havde jeg fået nyt arbejde, studierne kom pludseligt på højtryk, noget skulle sættes på skaft, og andet gøres færdigt, og dagen blev fyldt med arbejde – og et dejligt nyt menneske; men det er sparsomt, hvad jeg husker af de første to år af hendes liv, andet end at hun var guddommeligt sød og dejlig. Det blev sådan, fordi det ikke kunne være anderledes; men jeg vil altid være ked af ikke at have prentet hendes to første år ind i mit liv på samme måde som den ældstes.

Fakta
Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I Sydhavn Sogn i København er kirken begyndt at invitere kommende fædre til gravidsamtaler og give rum til at reflektere over det, der forestår. Samme mulighed for kommende mødre har eksisteret i Sydhavn og i andre kirker gennem en årrække, og nu er turen kommet til, at fædrene også tænkes med. Responsen er god fra de første fædre, som har været igennem et gruppeforløb med samtaler. Der er nemlig meget at forberede sig på, glæde sig til og tænke over. Og meget man kan være bekymret for.

Det at være far er vel bare noget, man bliver, skal der nok være nogle, der siger. Men helt ærligt! Jeg beundrer de unge mænd. Jeg tog nemlig fejl, dengang jeg troede, at vi ikke kunne komme tættere på. Når man kaster et blik tilbage på verdenshistorien, er man som far i dag stadig i gang med et pionerarbejde.

Jeg har været en far med pudsede sko, slips, jakke, jeans, uniform, kjole! Jeg har vist også været sådan én, der ikke altid var helt nærværende. Min egen far kunne deltage i samtalerne om spisebordet med ti minutters forsinkelse. Jeg har selv udforsket den tradition og pludseligt hørt: "Far! Vi er videre!"

Peter Skov-Jakobsen

Mere involverede og bedre til at sætte ord på. Bedre til at være en del af det huslige arbejde derhjemme. I det hele taget tættere på deres børn, end mange fædre før dem var. Sådan oplever jeg de unge mænd i dag. I en moderne digital verden er der meget, man skal nå og kan nå – og så kan man nemt glemme at tænke på det selvfølgelige og være til stede midt imellem de liv, som man lever sammen med, ler sammen med, ønsker sammen med og græder sammen med.

Hvad er det så at være far? Jeg ved det godt og ved det ikke. Jeg øver mig stadig. Jeg har haft mange opgaver, men denne er den vigtigste og dejligste – også selvom mine døtre er voksne og slet ikke har brug for mig mere – andet altså end som én, der står bag dem, elsker dem, beundrer dem, opmuntrer dem, ler sammen med dem, og nu fortæller de også mig, hvad jeg skal læse, hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal opføre mig og klæde mig.

Min oplevelse af at være far begynder et andet sted. Noget af det første, jeg lagde mærke til, var blikket mellem deres mor og dem, når de lå ved hendes bryst. Det blik er der evighed i. Jeg bliver stadig bevæget, når jeg ser det, og det er mellem alle mødre og deres børn. Jeg blev klar over, at jeg spillede en helt anden rolle. I symfoniorkestret, som opdragelse og forældreskab er, spiller jeg en anden slags stemme. Det gør ikke noget. Det er ikke en stemme, der undtager mig fra madlavning, vask, hentning, rengøring eller noget andet i hverdagen.

Fra deres fødsel har jeg haft respekt for mine børn. Jeg så på deres udvikling med beundring og forundring. Der er så mange ting, som jeg synes, et menneske skal kunne, og derfor har de altid været omgivet af høje forventninger. Aldrig nogensinde har jeg dog troet, at jeg kunne bygge et menneske. Som præst har jeg talt med for mange mennesker, der havde forældre, som troede at de skulle "bygge" deres barn – og helst sat sammen af egne komponenter! Man kan elske et barn og gøre det frit. Man kan være omsorgsfuld, vise tillid, lære dem at agte sandheden. Man kan lære dem at bære over, fordi man selv gør det. Jeg har aldrig syntes, at det var et nederlag at måtte beklage min egen opførsel. Jeg har nemlig råbt, jeg har taget fejl, jeg har mistet besindelsen, og jeg har måttet beklage. Men de skal også lære dén menneskelige mulighed.

Jeg har været en far med pudsede sko, slips, jakke, jeans, uniform, kjole! Jeg har vist også været sådan én, der ikke altid var helt nærværende. Min egen far kunne deltage i samtalerne om spisebordet med ti minutters forsinkelse. Jeg har selv udforsket den tradition og pludseligt hørt: "Far! Vi er videre!" Det hjælper ikke at sige, at man havde hørt det alt sammen, men det skulle overvejes!

Da jeg som orlogspræst skulle i Middelhavet med krigsskibet Niels Juel i 2001, gjorde jeg mine døtre fortræd. Jeg glemmer aldrig, da jeg sad i taxaen, der skulle køre mig til stationen. Min ældste datter kunne ikke bære det mere, men forsvandt om bagved hoveddøren og græd sine modige tårer, mens den yngste bare lod det flyde ned af kinderne. Jeg gyser endnu. Hvad bildte jeg mig ind. Det gav mening at tage afsted, men ikke i deres verden. De frygtede for mit liv.

At være far er også at leve med et langt spejdende syn. Det kigger langt ud i horisonten. Det ser efter, om der er noget af det dumme, man fik sagt, om en uovervejet bemærkning, om et svigt eller en kærlighed, som man kom til at bule og skramme, måske alligevel skulle kunne tilgives og derfor kommer de tilbage, for de ved godt, at det var et øjebliks temperament, måske mastodontisk uvidenhed, der fik én til at sige eller gøre noget sårende. Bag ved viljen til at lytte, forstå og ønske at 'fikse deres liv', er der en grundlæggende beundring, der sommetider får nogle uheldige og skæve former og udtryk. Men beundring og kærlighed er der og en vilje til det gode liv.

Der er nok at tale om, når det handler om at være far. Jeg nyder det, og jeg forfærdes over de dage, hvor jeg forvoldte sorg, og håber bare, at det nok alt sammen går. Jeg ville ønske, jeg selv havde haft mange måneders orlov med begge mine døtre. For de, som har to forældre, er det en gevinst at være tæt på dem begge fra begyndelsen – selvom jeg er klar over, at det ikke altid er et regnestykke, som bare lige går op, hverken menneskeligt eller økonomisk.

Der findes ikke en far-manual. Man må gøre det, som man kan, men jeg vil nu håbe, at jeg stadig kan lære noget og blive bedre til det, selvom mine børn er blevet voksne.

Og igen: Jeg beundrer de unge mænd, at de er endnu mere med! Godt for dem. Vi kunne hjælpe det på vej med nogle håndfaste forventninger til, hvor længe de skal være på barselsorlov. Det tror jeg, ville gøre alle godt!

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

0:000:00