Peter Skov-Jakobsen: Et menneskeliv er alt værd

Hvordan Anne-Mette så ud, kan jeg ikke huske. Jeg husker kun en smuk lille pige, som led af en sygdom, hvis navn jeg ikke husker.

Hun ville aldrig komme til at kunne genkende sine forældre. Hun ville aldrig kunne hente ord ned for at fortælle om sig selv. Anne-Mettes mormor lærte mig noget om menneskelighed, og det vil forhåbentlig aldrig forlade mig.

En dag, vi stod og talte, og jeg forsigtigt havde spurgt til hendes barnebarn, fortalte hun stolt og oplivet om Anne-Mette, som åbenbart var en glad lille sjæl. Pludselig stoppede hun op, så på mig og sagde: "Peter, der er ikke andet at sige til det hele, end at Anne-Mette, hun er bare til kys!"

Siden har livet ladet mig møde mange mennesker. Det larmer i mit hoved, når jeg hører vendingen "almindelige mennesker". Ganske enkelt, fordi man som præst aldrig får lov til at møde andet end helt ualmindelige mennesker.

Jeg har mødt mennesker, der var syge og led det meste af deres liv, set dem, der tabte alt på gulvet, henslæbte dagene bagved en flaske og gemte sig bag ved råb af alt muligt svineri mod andre mennesker.

Jeg har mødt kværulanter af alle slags. Måtte Gud tilgive dem deres kedsommelighed og deres snæversyn! Jeg har i særdeleshed mødt elskværdighed, tænksomhed, godhed, glæde, grin og gråd. Der er dem, der er højt begavede, dem, der lever med store hjerter. Jeg har kendt dem, der husker alt, og dem, der ikke husker noget.

Det er i vores omgang med de magtesløse, vi viser vores sande karakter.

Peter Skov-Jakobsen
Københavns Biskop

Selv er jeg ikke et splitsekund i tvivl om, at jeg er biperson i mit eget liv. Rollen passer mig godt. Jeg er dybt taknemmelig for at være indfældet både i familie og fællesskab.

"Hvad er et menneskeliv værd?", lyder et tilbagevendende spørgsmål i debatten i denne tid. Det ved jeg virkelig ikke, og jeg kunne ikke drømme om at spørge om det. Ligesom en ægte demokrat aldrig ville finde på at indføre lovgivning ved dekret, men altid ville holde vejen åben for kritik og debat, selv i den værste situation, sådan vil et menneske heller ikke spørge om, hvad den anden er værd.

Jeg er klar over, at økonomi, ressourcer og menneskeliv hænger sammen, og at der er næsten umulige beslutninger, som i denne tid skal træffes af vores folkevalgte og af sundhedsmyndighederne. Må de holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Nogle vil sikkert kalde det naivt, men mit standpunkt er, at ethvert menneske er det hele værd.

Jeg er ydmyg over at leve i et samfund, hvor jeg aldrig er i tvivl om, at jeg kan have tillid til at blive indlagt og blive modtaget af læger, sygeplejersker, sundhedspersonale, der vil helbrede mig eller lindre min uhelbredelige sygdom efter bedste evne.

Når jeg sender mine børn i skole, vil jeg vide, at de bliver modtaget af lærere, der giver dem lige muligheder, og som ikke på forhånd dømmer nogen ude på grund af familiebaggrund eller en beskeden adresse.

Jeg vil ikke være i tvivl om, at jeg bliver set på som borger og en bærer af en menneskelig værdighed, og derfor skal jeg hverken dømmes på min herkomst, min religion, min nationalitet, seksualitet endsige hudfarve.

Jeg har aldrig forstået, hvordan der skulle være nogen modsætning mellem humanisme og kristendom.

Hvis I spørger mig, hvor jeg har fået tilliden til menneskets værdighed fra, må jeg indrømme, at den har jeg fra en dyb overbevisning om, at mennesket er skabt i Guds billede. Derfor har jeg heller aldrig haft svært ved at bukke for noget menneske. Jeg tror jo på, at inde i ethvert menneske er der en gudsbilledlighed på spil, og den skal jeg agte og ære.

Det er snart påske, og der sker noget påskedag: Mennesket betyder noget. Der er noget, der ikke står til forhandling. Det er menneskets værd. Medfølelsen overvandt døden på den dag, og det er derfor, vi fester.

Men er det nu så klogt at samle forslåede op og holde syge i live, og er det særligt klogt at tilgive forbrydere? Den forslåede kan jo rejse sig og vise sig at have en stærkere religion, et stærkere sprog, et stærkere familiesammenhold – og så kan det være enden på mig. Vi kan sikkert også spare mange penge ved at gøre kort proces i mange andre sammenhænge og opgive de småtbegavede og de livsuduelige.

Der er kun én ting at sige til det: Jeg tror ikke på det! Jeg vil aldrig leve i sådan et samfund. Jeg vil ikke have beregning som min livsgrund!

Og så havde jeg nær sagt glædelig påske. Vi er nemlig befriet fra angstens og egoismens fængsel og overladt til tilliden til, at vi kan blive forvandlet af vores gudbilledlighed og blive menneskelige. Det er ikke retfærdigheden, der er i centrum – det er medfølelsen. Den medfølelse mærker vi fra vores medmennesker lige nu, og fra vores politikere. Det gør godt i en vanskelig tid.

For nu at komme tilbage til den lille Anne-Mette. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende, men kun, at hun blev til kys. Ikke nogen ringe rolle at spille i tilværelsen, at være det menneske, der kalder andres menneskelighed frem. Det er i vores omgang med de magtesløse, vi viser vores sande karakter.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.