Peter Skov-Jakobsen: Kun på månen er vi i sikkerhed for antisemitismen

Det er en rå pøbeldannelse, en modbydelighedens erindring, at vælte gravsten på den jødiske gravplads i Randers og male dem over på en 9. november, på Rigspogromnatten, hvor synagogerne brændte i Tyskland i 1938.

Den aften, da vinduerne blev smadret, og jødiske borgere blev forhånet. Når man så tilmed sætter jødestjernen på jødiske borgeres postkasser, er der ikke nogen tvivl om hensigten.

Vi oplever det igen. Dét, som vi troede var historie. Det, som aldrig burde være sket. Det, som er et sår, ikke kun på Tysklands historie, men på hele Europas, og også på kirkens historie.

Den politiske tænker Hannah Arendt sagde engang, at det kun er på månen, man er i sikkerhed for antisemitisme. Mennesker har i mange år spurgt sig selv, hvad det egentlig er, der får den menneskelige forstand til at udtænke og udfolde et had som det, vi bliver vidner til i antisemitismen?

Nogle har gættet på, at ekstrem nationalisme var grunden. Andre taler om, at et mindretal altid kan blive udsat for flertallets ønske om at finde en syndebuk. Jeg aner det ikke; men der er noget i enhver demokratisk dannelse, der burde forhindre mennesker i sådan en opførsel.

Hans Fuglsang-Damgaard var biskop i Københavns Stift fra 1934 til 1960. Hans navn vil aldrig blive glemt i det jødiske samfund i dette land. Sønderjyden, der havde været i krig i Første Verdenskrig, havde en modets karakter af de sjældne. Allerede i 1938 talte han imod den behandling, jøderne fik i Tyskland. Det skete ved en kirkeindvielse i Lundehus Kirke i København, og synspunktet blev hurtigt kendt viden om.

Forfølgelsen af jøder er begyndelsen på, at andre mindretal også er i fare. Det begynder et sted, og så siver det ned og bliver til en generel modbydelighed over for anderledes troende og mindretal. 

Peter Skov-Jakobsen

Han fik ikke ros af hverken regering eller ministerium for sine udtalelser, men blev bedt om at betænke gavnligheden af udtalelserne i forhold til naboen mod syd. Ved den lejlighed blev der ikke dementeret noget fra biskoppens side. Det, verden var vidne til, var jo ikke i overensstemmelse med sandheden.

Da den danske regering gik af i august 1943, vidste alle, at det jødiske spørgsmål måtte komme op. Det gjorde det. Denne gang var det ikke til at komme uden om. Nu skulle danske jøder fængsles og sendes til kz-lejre, udryddes. Fuglsang-Damgaard gik selv i Udenrigsministeriet og fik det bekræftet.

Han betegner det som den værste dag i sit liv. Ikke noget i Første Verdenskrig kunne sammenlignes med denne dag. Danske jødiske borgere stod over for dette brølende bæst, som nazismen var og stadig er i dag. Fuglsang-Damgaard havde god kontakt til overrabbiner Friediger og mange ting blev iværksat hurtigt for at komme jøderne til undsætning.

Mod barbariet tog man heldigvis også til genmæle. Landets biskopper adresserede 29. september, gennem departementscheferne, de tyske myndigheder en skrivelse, som vi siden har kendt som biskoppernes hyrdebrev. Brevet er efter min mening et teologisk, folkeligt og dansk dokument med karakter, som vi kan være stolte af, at vores forfædre formåede at udforme.

Man protesterede imod forfølgelsen af jøderne og fremhævede tre ting: Jesus var jøde, født ind i den jødiske sammenhæng, og derfor var Det Gamle Testamente også en del af kirkens hellige skrift.

Desuden fremhævede de, at forfølgelse af jøder stred mod vores menneskesyn, som er præget af næstekærlighed. Denne næstekærlighed er kirkens opgave at minde menneskene om, og i særdeleshed, at ethvert menneskeliv er dyrebart, og at der ingen personsanseelse er. Alle er skabt i Guds billede.

Slutteligt gjorde Fuglsang-Damgaard opmærksom på, at der rådede en retsbevidsthed i det danske folk, "nedfældet i vor dansk-kristne Kultur gennem Aarhundreder". Derfor har alle statsborgere ret til fri religionsdyrkelse, og dette kan aldrig blive en grund til, at man berøves rettigheder, frihed eller ejendom. "Uanset afvigende religiøse Anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske Brødre og Søstre bevarer den samme Frihed, som vi selv sætter højere end Livet".

Fuglsang-Damgaard skrev brevet på biskoppernes vegne. Det blev omdelt i al hast til landets kirker og blev oplæst ved gudstjenesten i de fleste af landets kirker; nogle steder i sin helhed. Andre steder i brudstykker.

Det bør også erindres, at i hvert fald tre af de tyske præster, som siden Genforeningen havde været ansat i folkekirken i de fire sønderjyske købstæder, læste hyrdebrevet op (vi ved ikke, om det blev læst i Tønder; men man må formode det). Selvfølgelig forholdt det sig anderledes i de tyske såkaldte landmenigheder, som var gennemnazificerede.

Fuglsang-Damgaard vidste det minut, han underskrev, at han muligvis beseglede sin egen skæbne, og hvad værre var – også menighedens og sine præstelige kollegers skæbne. Vi ved, at hyrdebrevet blev modtaget godt. At danske statsborgere skulle gøres til fjender på den måde og udsættes for udryddelse, blev opfattet, som det barbari, det var. Mange steder rejste menigheden sig spontant under oplæsningen.

Nu bruger man igen angsten i antisemitiske kredse. Man spreder sine løgne om jøder i et væk. Igen er vi vidner til, at der bliver løjet om jøders loyalitet over for den stat, de bor i. De bliver beskyldt for, hvad der måtte passe ind i antisemittens kram. Det værste er, at der bliver gjort forsøg på at skabe væmmelse omkring jøder.

Man skal altid være på vagt, når der skabes væmmelse, for så spiller man virkelig på følelserne. Det har altid været propagandaens første og største trick at opfatte modstanderen med væmmelse og derefter ligne modstanderen med dyr og kryb. Når det er begyndt, er der ingen grænse for det det skidne sprog – alt skal trykkes ud af ordtarmen. 

Forfølgelsen af jøder er begyndelsen på, at andre mindretal også er i fare. Det begynder et sted, og så siver det ned og bliver til en generel modbydelighed over for anderledes troende og mindretal. Pludselig opstår denne sindssyge tanke om, at nogen er renere end andre, og derfor skal man rydde op i svineriet. 

Folkemordet på jøderne bør have lært os, at man ikke skal springe med i propagandaens hetz. Man skal ikke deltage i skabelsen af væmmelighed omkring anderledes troende. Man skal ikke finde sig i hverken hadets eller vredens tone.

Derimod skal man lægge sig det, som jeg har set nedladende omtalt som de fine franske principper, på sinde. De handler om frihed til at tro og mene, hvad man vil. De ligger i bunden af vores grundlov. Jeg vil vove at påstå, at det er dem, Fuglsang-Damgaard også henviser til ved begrebet "dansk-kristen Kultur".

Den politiske samtale, der åndsfrit og rummeligt giver plads, og hvor dialog og eftertænksomhed er i centrum, dén kan de ikke stille noget op med. Men vælte gravsten og klistre med jødestjerner, dét kan de. Der er kun ordet til genmæle, men det er også stærkt nok, når bare vi begynder i tide.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England.