Peter Skov-Jakobsen: Lad os stå ved glæden i det nye årti

I det daglige forekommer det, at det plagsomme, det problemfyldte, er det raffinerede at tale om. Alvorlige mennesker taler om alvorlige ting. Derfor virker det nærmest overvældende letsindigt og på grænsen til det pjattede, når man kommer med glæde og håb.

Sortsyn er klarsyn, har Strindberg engang sagt, og nogen særlig munterhed har han da heller ikke formidlet. Derimod gav han indblik i det sørgelige, tragiske, formummede menneske, der lever i skyggen af meningsløshed og fortvivlelse.

Glæden forekommer ofte at være noget, man kun taler om i skåltaler, eller blandt spejdere, tosser, børn og naturfolk. Kan det virkelig give mening at tale om glæde, når verdensfreden trues af alvorlige konflikter i Mellemøsten, når klimakrisen er over os, når atomtruslen igen skal tages højtideligt, og når ikke mindst demokratikrisen trues af totalitarisme og det autoritære?

Jeg ved ikke noget mere vigtigt end glæde og håb i disse tider. Hvis vi lader os overmande af tristheden og angsten, overlader vi kun os selv til at bygge mure og hegn mellem vores fjender og os. Hvis vi overgiver os til livsleden og mistanken, udleverer vi os til krig og had. Angsten spærrer os inde i tristhed, i kedsomhed, i mishagsytringer og i vrede.

Vi overgiver os til et menneskesyn, hvor man blot ser på mennesket som en ormesæk, man kun kan vente sig egoisme og fortræd fra – et uhyggeligt påfund, og Vorherre må have sovet, da han fandt på det.

Martin Luther havde en klar fornemmelse af dette fandenskab, som tristheden er. At være udleveret til livsleden og til melankolien er at være placeret i et glædesløst helvede, hvor man ingen sans har for barmhjertighed, mildhed og godhed.

At være udleveret til livsleden og til melankolien er at være placeret i et glædesløst helvede, hvor man ingen sans har for barmhjertighed, mildhed og godhed.

Peter Skov-Jakobsen

Hvis ikke vi begynder at vende os mod glæden, risikerer vi at ende som et surmulende folk og en muggen menneskehed.

Glæden er altings begyndelse. Det er opmærksomheden, der er vendt mod naturen. Det er en taknemmelighed for verden. Hvis ikke skønheden allerede havde taget bolig i os fra tidernes morgen, ville her hverken være farver, lyde, former, lys og såmænd heller ikke mørke.

Glæden er en grundstemning, og derfor har vi pligt til at dyrke den, tage os af den, opelske den. Vi skal se den og erkende den, for det er denne skønhed, der fra tidernes morgen opmuntrede mennesker til tålmodigheden.

Glæden er et lyssyn i verden. Den kommer med åbenhed, frihed, lydhørhed, barmhjertighed. Glæden får os til at genkende den anden som et medmenneske, hvorimod kedsomheden får os til at mistænke den anden for at være et 'modmenneske', der skal nedkæmpes.

Den, der taler om glæde, kommer ikke uden om at tale om legen. Nogle præster anser mig vist for at være en ualvorlig biskop, fordi jeg altid spørger, om de morer sig.

Men legen bryder hele tiden selvopholdelsens og selvoptagethedens snævre cirkler og bringer en dimension af tidløshed og døds-ligegyldighed ind i livet. I legen giver man sig i kast med det umulige og finder veje. Hvis der ikke findes veje, er det "game over", og så begynder man forfra.

Nogle af legene her i verden hedder kunst, samtale, litteratur, venskab, musik, håndværk – det er menneskelige udtryk, der forsøger at nedkæmpe tristheden eller formidle sorgen på en måde, så det bliver en del af skønheden. Glæden og legen og håbet har vi ikke for at fornægte ondskaben, løgnen; men for at bekæmpe livsleden og det selvoptagede.

Glæden og håbet er åndsindstillinger. Hvis man vænner sig til at betragte verden med taknemmelighed, og hvis man pludselig aner, at det er denne taknemmelighed, der er livskraften og grundindstillingen, mærker man også, at det ikke nytter at overgive sig til brokkeriet, der skrutrygget og snerrende maser sig rundt med indadvendte og nedslåede blikke.

Når man betragter glæden og håbet, og mærker det spirer i ens sind, kommer man nemt til at tænke anderledes om verden, og man synger håbets sange.

Når jeg lytter til Bedsteforældre for Asyl, præsenteres der en menneskelighed, som jeg ikke finder naiv, men livgivende. Vi kan da ikke opgive de børn, som var så uheldige at have vanvittige forældre, der kæmpede for en brutal sag i Syrien.

Når jeg hører folkeskole- og gymnasielærere gøre opmærksomme på, at en lærer ikke bare skal lire det nationale curriculum af, men først og fremmest skal finde vejen ind hos eleven og formidle dannelsesgrundlaget i de enkelte fag, bliver jeg glad og tryg.

Men at lytte til glæden i dette tilfælde betyder også, at man må høre, at skolen, universitetet ikke bare er produktionsinstitutioner, der skal skabe resultater, men dannelsesinstitutioner, som skal give læreren mulighed for at tale med eleven, den studerende.