Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Peter Skov-Jakobsen: Sæt lys i alle vinduerne 4.maj

KOMMENTAR: De fleste af os har aldrig bøjet nakken for nogen tyran og kender ikke til frygten for soldater, kampvogne og kanoner. Det danske demokratis største svaghed er, at vi tager det for givet. Men meget har ændret sig med coronakrisen.

Siden nedlukningen midt i marts har biskop Peter Skov-Jakobsen stillet lys i vinduerne.
Siden nedlukningen midt i marts har biskop Peter Skov-Jakobsen stillet lys i vinduerne.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mandag 4. maj, når mørket falder på, kan vi sende vores naboer, genboer og dem, der går forbi vores vinduer en hilsen med et tændt lys.

Lyset er et tegn på glæde og håb, og det strækker tilbage i historien. Hvis vi sender hinanden denne hilsen, vil den forhåbentlig også langt ind i fremtiden blive en flamme for fred, frihed, demokrati, glæde, omtanke og omsorg!

Fjorten år efter Anden Verdenskrig sluttede, blev jeg født. Jeg har altid fornemmet en kløft mellem mig og krigen. Det var en helt anden tid, jeg voksede op i. Men der var en bro hen over kløften: mine forældres og bedsteforældres erindring. Det blev nemlig hverken 9. april eller 4. og 5. maj uden min fars fortælling om dengang hans mor grædende havde vækket ham. Hun havde slæbt ham med ud i gården i Skagen, da flyvemaskinerne tordnede hen over hovederne på vej til Norge. Min farmor var utrøstelig den dag. ”De tager vores land!”, sagde hun til den 12-årige dreng.

Med til historien hørte også, at min far havde set en ung tysk soldat oppe ved havnen. Han stod og græd. Nogle, der kunne tysk fortalte, at han savnede sin mor. Han var 17 år. Han troede ikke på nogensinde at komme hjem igen.

Fakta
Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Så var der alle historierne om, hvordan de drillede tyskerne, latterliggjorde dem, og man mærkede en dyb foragt i hvert et ord. Indimellem var der så også fortællingen om, at da min far og nogle kammerater ville bygge et hus, sparkede nogle soldater lejlighedsvis en sæk cement af vognen, når de var på vej til deres bunker-byggeri. De hjalp nogle store drenge og så et hus rejse sig. Historien blev altid rundet af med, hvor ynkeligt de alle tog sig ud, da tyskerne forlod Skagen i maj måned. Min far udtrykte altid medfølelse, for, som han sagde: de anede ikke, hvad og hvem de kom hjem til.

Men vreden og modstanden mod et tyrannisk styre sad godt fast, og jeg var ikke nogen stor dreng, da det gik op for mig, at der ikke kunne begås et frispark mod en tysker på en fodboldbane eller noget andet sted. Der var et regnskab, der skulle gøres op. Ingen skulle tage fejl af det.

Hele verden er blevet lagt ned af en pandemi, og jeg håber inderligt, at når vi har delt en fælles fjende, at vi også kan skabe fremtid sammen.

Peter Skov-Jakobsen

Jeg har aldrig levet i et besat land. Jeg har aldrig bøjet nakke for nogen tyran og kender ikke til frygten for soldater, kampvogne, kanoner, våben, tortur og henrettelser.

Det er en anden tid, vi lever i. Vi har et stabilt samfund og et stærkt demokrati, hvis største svaghed er, at vi tager det for givet. Vi har lært, at ulighed skaber frygtelige modsætninger. Men også vi kender til frygt. Den hjerteløse politiske og religiøse fanatisme har lært os ondskaben at kende igen i de senere år. Og meget har ændret sig med de seneste måneders coronakrise.

Lige nu går vi, sammen og hver for sig, rundt og undrer på, hvad det er med den smitte? Hele verden er blevet lagt ned af en pandemi, og jeg håber inderligt, at når vi har delt en fælles fjende, at vi også kan skabe fremtid sammen. Nogle har frygtet for deres allerkæreste. Nogle har haft døden tæt inde på livet. Mange mister deres arbejde eller virksomheden, som møjsommeligt er bygget op.

Vi har forstået, at vi kan bringe andre i fare, fordi vi kommer med smitte. Vi ser pludselig med frygt på verden. Vi lægger mærke til dem, der omfavner og kysser. Hvornår kan vi mon være tætte igen? Hvordan kommer vi af med bekymringen - er der en mistillid, eller frygt, der sætter sig fast og forkrøbler os? Sender vi vores teenagere ud i livet med endnu en frygt, som de også skal slide af og frigøre sig fra?

Jeg glæder mig til, at folk i omsorg ikke viger uden om mig, som var jeg Moses, der skilte vandene, når jeg med mit hvide hår og tydelige alder ligner en særlig udsat. Omsorgen er påskønnet, men den dag, hvor den ikke er nødvendig, må godt snart komme.

Siden vi lukkede ned midt i marts og trak os tilbage i vores hjem, tror jeg kun, at jeg har glemt at stille levende lys i vinduet tre aftener. De står der for at hygge, og de er en hilsen til dem, der går forbi.

4. maj vil jeg sætte lys i alle vinduerne her i min lejlighed i Indre København. Jeg vil tænde lys for mine nærmeste, dem jeg elsker - også for dem, der for længst er døde, men som lærte mig livet at kende og gav mig erindring.

Jeg vil tænde lys for dem, der lider under krigens gru, for hver en flygtning, for de politiske fanger, for alle de trosfæller, der må tåle forfølgelse, for alle der bliver forfulgt på grund af deres politiske, religiøse, nationale eller seksuelle tilhørsforhold.

Jeg vil tænde et lys for ham, der går og råber i sit vanvid ind i bortvendte blikke og for ham, der hænger på bænken med øldåsen og hunden.

Jeg vil tænde lys for den ensomme, for de forelskede, for de lykkelige, for de fjantede og de overmodige. Jeg vil tænde lys for teenageren, som har fået nok af min verden og vil have en ny.

Jeg vil tænde lys for klarsynet og for modet. Jeg vil tænde lys for kværulanterne og de mugne, og dem der altid synes at de skal sige “sandheden”. De har det ikke nemt.

Jeg vil tænde lys for dem, der kun kan finde gamle spørgsmål selvom situationen er ny og en helt anden. Jeg vil tænde lys for dem, der ikke magter andet end at tale med kursiv, hævde klichéerne og som bruger sproget som et panser og ikke som en bro.

Jeg vil tænde lys for visdommen, for de frække, de modige og de nysgerrige. Jeg vil tænde lys for dem, der tør trække grænser, og for dem der ikke kan lade være med at gå over grænser. Tænde lys for det hjemlige og det fremmede.

Når jeg til sidst har tændt alle lys for tro, håb, kærlighed, retfærdighed, visdom og mod og mådehold vil jeg se efter jeres lys og lade dem skinne for mig, og jeg vil håbe, at jeres håb må blive belønnet med liv. Halfdan Rasmussen skrev det smukt og klart:

Skal livet ånde frit må det fornyes.

Tænd lys! Tænd lys!

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

0:000:00