Ph.d.-studerende: Det koster 150 kroner per dansker at gøre energisystemet grønt

Af Anders Winther Mortensen og Kasper Dalgas Rasmussen
Ph.d.-studerende, Syddansk Universitet

Klimakamp! Hvor konfrontatorisk kan det lyde?

Udfordringen, vi prøver at løse, kommer til at virke enorm, voldsom og ja, næsten umulig. Det koster mange penge at begrænse klimaforandringerne, og de tekniske løsninger mangler. Derudover råber klimaforskerne op om et presserende behov for handling.

Kort sagt: Tiden er kort, løsningerne mangler, og det bliver dyrt. Mere deprimerende og svært bliver det ikke, hvis vi skal tro, hvad vi dagligt læser om klimaudfordringen.

Det passer ikke
Virkeligheden er heldigvis en anden. Tiden er godt nok knap, det er rigtigt, men at løsningerne mangler, og at det bliver dyrt – det passer ikke.

Vi har alle de tekniske løsninger, der skal til for at vinke farvel til de fossile brændsler. Også inden for energilagring og langdistancetransport. Og det koster praktisk talt ingenting.

Vi står altså over for en udfordring, som er en samfundsøkonomisk gevinst, har en privatøkonomisk lav omkostning, men som er en markedsmæssig umulighed.

Anders Winther Mortensen og Kasper Dalgas Rasmussen
Ph.d.-studerende, Syddansk Universitet

At tale om storstilet energilagring er tegn på manglende forståelse for fremtidens energisystem. Vi skal forestille os et energisystem, hvor vi har femdoblet vores vindmøllekapacitet og mangedoblet vores solcellekapacitet.

I et sådant energisystem er der meget stor overkapacitet i forhold til det klassiske elforbrug, og det betyder, at vi stort set altid har vind- eller solstrøm at tage af, selv når vinden kun blæser lidt. Når vinden så producerer for meget strøm i forhold til det klassiske forbrug, bruger vi det i de nye teknologier – elbiler og varmepumper samt elektrolyseanlæg til produktion af brint.

Der vil selvfølgelig være dage helt uden sol og vind, hvor vi har brug for en lagerbar energikilde. Men vi har allerede en velfungerende biogassektor, der dagligt lægger grøn gas ind på vores veludbyggede gasnet. Her har vi en enorm lagerkapacitet, der via gasturbiner kan levere el på vindstille dage. Gasturbiner er samtidig kendt og billig teknologi.

Teknologien er her
Så er der transportsektoren, hvor fly og oversøisk skibstrafik er to centrale udfordringer. Her kommer biogassen igen i spil, for ved at fjerne CO2’en kan vi opgradere biogassen til metan. Noget, vi allerede gør i dag.

Metan og naturgas er praktisk set næsten ens, og i dag findes der allerede omkring fem store anlæg i verden, der omdanner naturgas til blandt andet benzin, diesel og flybrændstof.

De tekniske løsninger er her altså.

Vi har ikke nok biogas til at producere alle de brændstoffer, vi skal bruge, men den store overkapacitet af vind- og solstrøm vil blandt andet blive brugt til at producere brint via elektrolyse. Brinten kan reageres med CO2’en i biogas eller CO2 fra cementproduktion, biomasse eller suget direkte ud af atmosfæren, noget de allerede gør i Schweiz og Canada. Ved at reagere brint og kulstof kan man danne metan, som så også kan gemmes på vores gasnet eller bruges til brændstofproduktion.

De tekniske løsninger findes altså, og det har de faktisk gjort længe.

0,5 procent af BNP
Så mangler vi prisen. Ekstraomkostningen for et energisystem som beskrevet ovenfor ligger på omkring 0,5 procent af vores BNP − eller hvad der svarer til 150 kroner om måneden per dansker.

Noget, som kan sammenlignes med, at luftforurening årligt er skyld i for tidlige dødsfald og tabte arbejdsdage til en værdi af cirka 1,5 procent af BNP, og at vi i Danmark i 2016 havde et madspild, der løb op i 190 kroner om måneden per dansker.

Vi står altså over for en udfordring, som er en samfundsøkonomisk gevinst, har en privatøkonomisk lav omkostning, men som er en markedsmæssig umulighed, da fossile brændstoffer til transportsektoren altid vil være billigere end deres grønne fætre. Og det kommer forskning og udvikling ikke til at ændre på, da vi højst sandsynligt skal bruge flydende brændstoffer til transportsektoren mange, mange år endnu.

Man skal altså vælge sine kampe med omhu. Så før man spørger, om ”klimakampen er i fare for at udvikle sig til en klassekamp”, er det værd at spørge sig selv, om 150 kroner er værd for ’samfundets klasser’ at slås for, eller om vi hellere skulle stå sammen og kæmpe for at få vores politikere til at lave den nødvendige intervention i markedet, for markedet klarer ikke den grønne omstilling alene og slet ikke i tide.

........

Læs specialet bag udregningerne her.