Pia Kjærsgaard: Om blå blok er død for tid og evighed, vil tiden vise

DEBAT: Blå blok led et stort nederlag ved valget, men borgerligheden lever stadig – og den handler kort sagt om alle de gamle Emma Gad-dyder, der får et fællesskab til at fungere, skriver Pia Kjærsgaard.

Af Pia Kjærsgaard (DF)
MF, fhv. formand for Folketinget samt formand for Dansk Folkeparti

En del har talt om valgresultatet 5. juni som et ”systemskifte”.

Ja, et flertal af danskerne valgte ganske vist at stemme på partier til venstre for midten – også når man ser bort fra, at der var et historisk stort stemmespild på partierne til højre for midten på omkring fire procent. Men betegnelsen systemskifte er alligevel ikke helt dækkende.

Da Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vandt valget 20. november 2001 var betegnelsen systemskifte træffende, fordi det var historisk, at Radikale Venstre for første gang i en menneskealder blev sat uden for indflydelse efter i årtier at have sat sit præg på den til enhver tid siddende regering. Det var en borgerlig revolution – selv om borgerligheden netop har med alt andet end revolution at gøre.

Radikale Venstres magt blev tidligere indirekte leveret af et anarkistisk Fremskridtsparti, som kun glimtvis var parlamentarisk dueligt, og dermed afspejlede den på Christiansborg førte politik ikke ønskerne hos et flertal af danskerne. Hele Dansk Folkepartis parlamentariske virke har handlet om et opgør med denne alt-eller-intet-politik – og om at placere borgerligheden i midten af dansk politik.

Var danskernes valg 5. juni så udtryk for et opgør med borgerlig politik? Nej, det eneste, der døde, var den blå blok, som vi kender den. En række partier med vidt forskellige ideologiske udgangspunkter og en grundlæggende uenighed om, hvad borgerlighed overhovedet er. Om den blå blok er død for tid og evighed, vil tiden vise. Men borgerligheden lever stadig. Alt andet er ren mediesnak.

Borgerlighed er meget mere end bare ”blå og rød”
Dansk politik er præget af ideologierne liberalisme og socialisme. I deres ekstreme udgave er de antiborgerlige. De lover et ”jordisk paradis”, hvis en række ”videnskabelige” love følges til punkt og prikke. Men nationen og de folkelige fællesskaber handler derimod om en kontrakt mellem borgeren og samfundet, om at ”gøre sin pligt og kræve sin ret” i nævnte rækkefølge.

Rendyrket liberalisme og socialisme handler mere om frihed fra pligter over for fællesskabet. Socialister lover frihed fra ansvar for sig selv, mens liberalisterne kræver frihed fra ansvar over for andre. Begge ønsker et opgør med grænser – fysiske såvel som åndelige. De siger, at ”den globale landsby” er en kendsgerning, vi ikke kan bekæmpe. De taler om ”nødvendighedens politik”.

Begge ideologier reducerer desuden – igen i deres rendyrkede form – mennesket til et slags økonomisk dyr med udelukkende materialistiske behov.

Nationerne er fjenden. De traditionelle familier er fjenden. Den fælles historie er fjenden. Det enkelte menneske kan kun frigøres gennem en adskillelse fra alle historiske og religiøse sammenhænge. I de kommunistiske lande forsøgte man at gennemtvinge det ved vold. I den liberalistiske verden er tvangen fraværende, men markedsøkonomien i kombination med befolkningsudskiftning med mennesker fra fremmede kulturer ødelægger den sammenhængskraft og følelse af fællesskab, der er forudsætningen for eksistensen af et folk, en nation.

Modsætningen findes hos for eksempel det store flertal af danskerne, som ønsker en stram udlændingepolitik. Som elsker Dannebrog, Kongehuset, den danske kultur og historie. Som ønsker at bevare den tillid, der præger vores land, men som er fortvivlede over indvandringen af fremmede kulturer, der ikke deler forståelsen af vores historiske fællesskab, endsige har noget ønske om at forstå det.

Emma Gad-dyder
Borgerligheden er virkeligheden for de fleste. Den er ikke bare en diskussion om klimaskatter eller minimumsnormeringer. Borgerligheden er den overordnede ramme for, at det overhovedet giver mening af diskutere disse emner – for uden et Danmark og et fællesskab smuldrer også fundamentet for velfærdssamfundet.

Borgerlighed handler om anstændighed, om omsorg for de svage i samfundet. Om noget så simpelt som at hjælpe en ældre dame over gaden. Om noget så indlysende som at give de ældre en plads i toget eller bussen. Om at vi har et effektivt sikkerhedsnet for medmennesker i nød – hvilket kun lader sig gøre i en sammenhængende nation.

Borgerligheden handler om god opførsel. Om faglig disciplin i folkeskolen, så også de elever, der ikke råber højt, får en chance for at tilegne sig viden. Borgerligheden handler om ikke altid at sætte sine egne behov først. Kort sagt om alle de gamle Emma Gad- dyder, der får et fællesskab til at fungere. Borgerligheden handler om, at vi tager vare på hinanden. At vi kan blive ældre i forvisningen om en tryg og værdig alderdom. At vi ikke skal frygte sygdom eller arbejdsløshed.

Om man kalder det nationalkonservatisme eller borgerlighed, ligger jeg ikke søvnløs over.

For mig handler borgerligheden om anstændighed og omsorg. Det er i dette spændingsfelt, Dansk Folkeparti befinder sig – og fortsat har en afgørende rolle at spille i dansk politik. Fordi Dansk Folkeparti handler om meget mere end øjeblikkets Christiansborg-fnidder, men har borgerligheden med sig i bagagen.

Forrige artikel Ung efterkommer: Krarup og Hussein befinder sig i hvert sit ekkokammer Ung efterkommer: Krarup og Hussein befinder sig i hvert sit ekkokammer Næste artikel Jeppe Kofod: Hvis klimakampen skal rykke, skal resten af EU med Jeppe Kofod: Hvis klimakampen skal rykke, skal resten af EU med
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.