Pia Olsen Dyhr: Ny bog viser sandheden bag den sociale kontrols rædsler

Information-journalisterne Anton Geist, Lasse Skou Andersen og Sebastian Abrahamsens ’Genopdragelsen’ er en dokumentarisk fortælling om svigt. Forfatterne har givet bogens hovedperson det fiktive navn ’Samia’ for at beskytte hende.

Fra den dag, hun bliver født, og til den dag i dag, bliver hun svigtet af sin familie, sin omverden, og sit samfund. Det sidste er især det, der rammer en politiker som mig selv hårdt.

At Samia ender med at bruge mere end fem af sine vigtigste ungdomsår på slavearbejde i Pakistan, i stedet for at udleve sine drømme på en dansk ungdomsuddannelse, er fortidens svigt – men det er nutidens svigt, at hendes ophold i det land, hun er født og opvokset i, stadig er usikkert.

Man skal have et hjerte af sten for ikke at fælde en tåre, da man når kulminationen på Samias intense kamp for at undgå at blive kastet tilbage i den afgrund, hun omsider er kravlet ud fra.

Pia Olsen Dyhr (SF)

En politisk tragedie
Det virker måske paradoksalt at tage fat i bogens slutning først, men det er der, vi finder forfatternes største, selvstændige fodaftryk. Selvom de forsøger at skjule det bag et afdæmpet, journalistisk sprog, er det tydeligt, at de er motiveret af en forargelse, eller i hvert fald en undren, over, at Samia stadig lades i stikken af det samfund, der burde beskytte hende.

Dermed er det også der, vi finder kaldet til vækkelse til den nutidige læser: ’Genopdragelsen’ har på mange måder en lykkelig slutning, da Samia ender med at blive fri for årtiers social kontrol og ydmygende tortur.

Det er en politisk tragedie og ufattelig sørgeligt, at vi på trods af ti danske partier i Folketinget, der alle hævder at være optagede af bekæmpelsen af social kontrol, endnu ikke har mønstret en ordentlig beskyttelse af disse kvinder.

Pia Olsen Dyhr (SF)

Men hvis man som læser tillader sig selv at føle sig lettet og måske endda frydefuld over den slutning, så må man stille sig selv det spørgsmål, hvordan den lykkelige slutning kan have så ufattelig lidt at gøre med, at samfundet træder til og hjælper Samia med at løsne de bånd, der binder hende til jorden med afmagtens lænker.

Det er Samia selv, der tiltvinger sig retten til et frit liv i Danmark. Myndighederne og staten er ikke bare magtesløse til at hjælpe – mod slutningen kommer de snublende tæt på selv at blive en decideret del af truslen mod hendes frihed.

Det er en politisk tragedie og ufattelig sørgeligt, at vi på trods af ti danske partier i Folketinget, der alle hævder at være optagede af bekæmpelsen af social kontrol, endnu ikke har mønstret en ordentlig beskyttelse af disse kvinder.

Fra social kontrol til slavearbejde
’Genopdragelsen’ er som læsning simpelt opbygget – første del beskriver Samias opvækst i Danmark, defineret af daglig social kontrol og en angst for den far, der selv motiveres til sin voldelige adfærd og sociale kontrol af sin egen angst.

Angsten for at tabe ansigt overfor det komplekse netværk af æresbegreber og pakistansk rygtekultur, der er en evig, tungsindig tilstedeværelse i den lille familie. Patriarkatet er et allestedsnærværende og uhyre konkret monster, der tilintetgør bogens kvinder som selvstændige individer og gør mændene til fangevogtere for deres identitet.

Anden del beskriver kulminationen på rygtesamfundets konsekvenser for Samia, da hun bliver sendt på genopdragelsesrejse til Pakistan og ender med at bruge fem år med slavearbejde, daglige ydmygelser og til sidst tvangsægteskab og graviditet i en for hende perifer og ukendt familie i et udkantsområde i Pakistan.

Tredje del følger først hendes triumf, da hun efter årevis med mislykkede flugtforsøg og manipulation lykkedes med at indløse en flybillet til Danmark – og dernæst den knugende følelse af nederlag, da hendes frelse fra det levende helvede bliver mødt af en strammet udlændingepolitik, der truer med at sætte hendes frihed over styr.

Hvor mange svigter vi stadig?
Man skal have et hjerte af sten for ikke at fælde en tåre, da man når kulminationen på Samias intense kamp for at undgå at blive kastet tilbage i den afgrund, hun omsider er kravlet ud fra, af selvsamme samfund, som hun forventede sikkerhed hos.

Den tåre, jeg selv fældede, blev dog ledsaget af en knugende fornemmelse i maven. Hvor mange af Samias medsøstre svigter vi stadig, og hvor mange af dem udviser vi, fordi de efter en genopdragelsesrejse har mistet retten til ophold i Danmark, sådan som Samia havde? Kan man virkelig tillade sig at juble over Samias sejr, når den har så lidt at gøre med det samfund, vi er så stolte over, og i virkeligheden mest kan tilskrives hendes egen og få hjælpende, individuelle hænders kamp?

Æreskultur har slået rødder i Danmark
’Genopdragelsen’ har drabet på Ghazala Khan som gennemgående bagtæppe – et af Danmarks første vækkelses-øjeblikke til hvor dybe rødder æreskulturen allerede havde slået i det danske samfund i begyndelsen af 00’erne.

I 2005 stirrede Khan med vantro ind i enden af et pistolløb, før aftrækkeren blev trukket af hendes egen bror, der begik mordet, fordi Khan var blevet forelsket i den forkerte, og det truede familiens ære.

Men den kunne ligeså godt have brugt Huda som eksempel – kvinden, der i februar blev tvunget fra Danmark til Syrien af sin mand, og slået brutalt ihjel.

Især fordi mordet på Huda spejler det svigt, vi begik overfor Samia ved at afvise hendes ret til statsborgerskab: Hudas tvillingedøtre befinder sig stadig i Syrien, og Udlændingeministeriet afviser, at vi kan gøre noget som helst for at hente dem hjem, på trods af mit og SFs integrationsordfører Halime Oguz’ insisterende krav på det modsatte.

Forskellene på drabet på Huda og Khan er til at overse, og understreger hvor forsvindende lidt, der er sket, når det kommer til at hjælpe disse kvinder, på trods af de 15 år, der gået imellem mordene.

Uhyggeligt distanceret og neutral
’Genopdragelsen’ er skrevet i et næsten uhyggeligt, distanceret, neutralt toneleje, der omhyggeligt beskriver Samias hverdag i de tre afsnit af hendes liv, uden mange dramatiske gloser eller påtrængende tilstedeværelse fra forfatterne selv.

Den tilbagetrukne, dokumentariske stil ender med at være en gave til fortællingen, fordi indholdet i sig selv er hårrejsende. Ved at lade fortællingen stå alene bliver dens alvor kun mere kraftigt udpenslet for læseren.

Selvom ens hjerne har svært ved at begribe, at man ikke er i gang med en Sara Omar-roman, men rent faktisk sidder med den skinbarlige sandhed om de rædsler, den sociale kontrol forvolder Samia.

Den sociale kontrol, Samia udsættes for, er så voldsom, at den resulterer i alt fra PTSD til indlæggelser på en lukket, psykiatrisk afdeling. Tragedien er klassisk, men lige så gribende og foruroligende som den første gang, man bliver bekendt med en historie om social kontrol:

Samia er nysgerrig, åbenlyst intelligent og viljestærk. Det er disse inspirerende kvaliteter, der søges knust af de mænd, der omgiver Samia – ofte med andre, ligeså undertrykte kvinder som instrument. I Pakistan overhører Samia landsbyens kvinder tale om et æresdrab med den implikation, at kvinden selv har gjort sig fortjent til aflivningen som følge af hendes adfærd.

Når fodbold er forbudt
Men selvom Samias fem år i Pakistan er hårrejsende og byder på alt fra vold, til slaveri, til voldtægtsforsøg, så er et af bogens mest uhyggelige øjeblikke da Samia går til fodboldtræning og opdager, at hendes far befinder sig i publikum.

Samias angst over at faren ser hendes bare ben og arme, hendes lammelse i skræk over, at han tilsyneladende altid ved, hvad hun foretager sig, og hvor hun befinder sig, flyder ud af bogens sider.

Selv bliver man lamslået af den realitet, at det her foregår i det moderne Danmark. At vi på trods af frigørelsesoprøret i 60’erne stadig ikke er kommet længere end at en ung, pæredansk kvinde skal rammes af manisk rædsel over at hendes far ser hende spille fodbold i shorts og t-shirt.

En oplevelse, der for enhver ung pige burde være en kilde til følelsen af stolthed, eller måske bare pinlighed, hvis man som jeg selv bliver lidt for højlydt begejstret når ens barn laver en særlig flot aflevering.

Et svigt på alle niveauer 
’Genopdragelsen’ er dermed fortællingen om, hvordan man svigter et barn på alle niveauer.

Samias far svigter hende ved at veje hensynet til rygtesamfundet og en religion, han knap selv har sat sig ind i, tungere end sin egen datters trivsel. Samias mor svigter hende ved at forsøge at deeskalere konflikterne i hjemmet gennem tryglende instrukser til Samia om at underordne sig faren.

De danske myndigheder svigter hende, ved gennem hele fortællingen at være fuldt opmærksomme på Samias situation, men aldrig sætte foden tilstrækkeligt ned til, at hun bliver redet i tide.

Men ikke mindst svigter det politiske samfund, ved hverken at have givet myndighederne de nødvendige værktøjer til at hjælpe Samia, eller garantere Samias sikkerhed i det land, hun er født og opvokset i, da hun endelig – på trods af den manglende hjælp fra os – undslipper Pakistan.

De samme historier igen og igen
Det er dette sidste svigt, der bør efterlade det største mærke hos læseren. For det er det svigt, der stiller det største spørgsmål: hvis venstrefløjen, sådan som vi hævder, nu tager social kontrol alvorligt, hvorfor svigter vi så stadig så mange kvinder?

Hvis højrefløjen, som de konstant påstår, ønsker at hjælpe disse kvinder, hvorfor er det så deres udlændingestramninger, der truer med at fratage kvinderne deres opholdstilladelse, hvis de bliver sendt på genopdragelsesrejse?

Og hvis vi som samfund virkelig er så gode til at beskytte de svage, hvordan kan disse historier så udspille sig igen og igen, med de samme politiske reaktioner i medierne og befolkningen, ledsaget af den samme, manglende indsats i Folketinget?

Du hører fra mig, Tesfaye 
Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at fortsætte ’business as usual’. Første skridt på vejen mod at tage Samias historie alvorligt er at kæmpe for, at genopdragelsesrejser aldrig kan bruges af myndighederne som begrundelse for at afvise folks ansøgning om opholdstilladelse.

Tværtimod bør de være en begrundelse for, at kvinder som Samia kan få de opholdstilladelser tilbage. Jeg bilder mig ikke ind, at SF kan ændre den del af udlændingeloven alene, men jeg håber, at de partier, der afviser at hjælpe os med den lovændring, vi blive udstillet for deres hykleri.

Du hører fra mig, Mattias Tesfaye – jeg er sikker på, at du er enig. Til resten af jer, så kan jeg kun anbefale at bestille et eksemplar af ’Genopdragelsen’ hjem fra Informations Forlag. Det er en fortælling, der udspiller sig i danske hjem, lige nu, og har afgrundsdybe konsekvenser for unge, danske piger og drenge.

Og som vi stadig har til gode at sætte tilstrækkeligt ind overfor.