Portræt: I Justitsministeriet blev Barbara Bertelsen til en embedsmand efter Mette Frederiksens hoved

PARLØB: Med Barbara Bertelsen ved sin side har statsministeren genoptaget samarbejdet med en loyal hjælper, der deler visionen om et embedsapparat, der kan forvandle store visioner til benhård realpolitik. Altinget tegner et portræt af Statsministeriets nye departementschef.  

I forbindelse med regeringsskiftetet måtte Søren Pape Poulsen (K) sige farvel til Barabara Bertelsen og Justitsministeriet. Efterfølgende har han ikke holdt igen med roserne. 
I forbindelse med regeringsskiftetet måtte Søren Pape Poulsen (K) sige farvel til Barabara Bertelsen og Justitsministeriet. Efterfølgende har han ikke holdt igen med roserne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Barbara Bertelsen havde egentlig tænkt sig at bruge sin lørdag på at pakke flyttekasser ud i sin nye lejlighed i det indre København.

Men pludselig fik hun en uventet opringning, der ikke bare ændrede hendes weekendplaner, men også hendes fremtidige arbejdsliv dramatisk.

Hun skulle egentlig først starte i sit nye job som departementschef i Justitsministeriet om mandagen. Men på grund af terrorangrebet mod Krudttønden og Københavns Synagoge 14. februar 2015 blev Barbara Bertelsen nødt til at smide alt, hvad hun havde i hænderne, og tage på arbejde. 

Der gik mere end et år, før hun fik pakket sine flyttekasser ud.

Fakta
Barbara Beatrice Bertelsen (født 1973 i København)

Da hun var et år, flyttede familien til Esbjerg, hvor faren arbejdede som familielæge.

Uddannelse:
Cand.jur. fra Aarhus Universitet (1998)

Karriere:
2020- : Departementschef i Statsministeriet
2015-2020: Departementschef i Justitsministeriet
2012-2015: Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen
2010-2012: Kontorchef i Økonomikontoret i Justitsministeriet
2009-2010: Kontorchef i Planlægnings- og Udviklingskontoret i Justitsministeriet
2008-2009: Kontorchef i Politikontoret i Justitsministeriet
2007-2008: Souschef i Politikontoret i Justitsministeriet
2004-2006: Fuldmægtig i Justitsministeriet
2003-2005: Sekretær for Visionsudvalget vedrørende fremtidens politi
2001-2003: Fuldmægtig i Statsministeriet
1998-2000: Fuldmægtig i Justitsministeriet

Kilde: Justitsministeriet og JydskeVestkysten

For sammen med sin nye chef, Mette Frederiksen, havde hun i den efterfølgende periode ansvaret for at gennemgå og efterprøve samtlige dele af Danmarks terrorberedskab.

Oven i hatten satte hun gang i et større oprydningsarbejde, hvor store dele af cheflaget i ministeriet blev skiftet ud. Samtidig skulle det blakkede ry genetableres efter en række dårlige sager med Morten Bødskovs nødløgn som kronen på værket.

Barbara Bertelsen var selv blevet hevet ind som erstatning for den tidligere departementschef Anne Kristine Axelsson, der også havde en finger med i nødløgnsspillet.

Den dramatiske start i det notorisk besværlige, men prestigefyldte ministerium var ikke kun med til at hærde Barbara Bertelsen, der allerede dengang blev set som en af centraladministrationens mest lysende stjerner.

Tiden i det urolige Justitsministerium lagde også kimen til en af dansk politiks vigtigste alliancer anno 2020. 

Torsdag kom det nemlig frem, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen genoptager deres parløb i Statsministeriet, hvor den 46-årige esbjergenser skal være ny departementschef efter Christian Kettel Thomsen, der efter mere end ni på posten skal være vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank.

Læs også

Blåstempler Rossen  
Barbara Bertelsen er blevet valgt som ny departementschef af flere årsager.

For det første har hun en arbejdskapacitet og et talent ud over det sædvanlige. Hun har ikke noget imod at blive på kontoret til langt ud på aftenen, og så er alle enige om, at hun er en eminent dygtig embedsmand på både det faglige og ledelsesmæssige plan. I et sjældent interview med JydskeVestkysten har hun sagt, at hun "lever og ånder" for sit job, og at hendes antal af arbejdstimer ikke kan opgøres. 

For det andet har hun en god personlig kemi med Mette Frederiksen. Sammen har de gennemgået en sårbar og hektisk periode i Justitsministeriet, og det har skabt et unikt tillidsbånd, som Frederiksen ikke har glemt. 

For det tredje har hun et glimrende forhold til Martin Rossen, der også var særlig rådgiver for Mette Frederiksen i Justitsministeriet. I forbindelse med ansættelsen i Statsministeriet har hun blåstemplet den nye konstruktion, hvor Martin Rossen nu fungerer som magtfuld stabschef.

På det generelle plan er hun tillige kendt for at sætte stor pris på samarbejdet med ministrenes særlige rådgivere. Efter sigende bruger hun dem tit og ofte til sparring om både politiske, faglige og kommunikative spørgsmål.

Men den allervigtigste grund til, at Barbara Bertelsen har fået tildelt den mest magtfulde embedsmandsstilling i Danmark, er, at hun deler Mette Frederiksens syn på forholdet mellem politikere og embedsmænd.

Mette Frederiksen vil have embedsmænd, der kan spille med, tænke politisk og strategisk og sige ja, når de folkevalgte politikere udpeger deres mål og deres visioner, som ellers umiddelbart synes besværlige og urealistiske.

Den indstilling stemmer overens med Barbara Bertelsens mantra om, at embedsmænd skal strække sig så langt som overhovedet muligt for at indfri politikernes ønsker og drømme. I Justitsministeriet skete det ofte, at hun eksplicit italesatte ambitionen som en selvstændig pointe over for for sine underordnede.

Og for at minde medarbejderne i Justitsministeriet om magtforholdet mellem politikere og embedsmænd har hun efter sigende fået hængt portrætter op af en række tidligere ministre.

Ministrene repræsenterer vælgerne, og derfor skal vi underordne os deres ønsker, lyder Barbara Bertelsens rationale. 

Hjalp med burka og udlændingestramninger 
I praksis har Barbara Bertelsen selv levet op til sit eget mantra ved flere lejligheder.

For eksempel var det på hendes vagt, at den daværende VLAK-regeringen fandt en måde, hvorpå Folketinget – med grundloven i hånden – kunne forbyde burkaer i det offentlige rum.

Generelt var hun ganske behjælpelig og kreativ, da den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti skulle have hjælp til at lave en række udlændingestramninger, hvoraf nogle bevidst gik lige til kanten af de internationale konventioner. I den slags processer fungerede hun snarere som en turguide end en grænsevagt. 

Og som en del af en større modernisering af Justitsministeriet har hun med et vist held forsøgt at tage et opgør med rollen som bagstopper for de andre ministeriers ideer og tiltag.

Sagen er, at alle potentielle lovforslag og udspil skal godkendes af Justitsministeriet, inden de kan komme videre i lovprocessen.

Men i stedet for bare at sige blankt nej til de af forslagene, der ikke klarer den juridiske test, har hun forsøgt at gøre ministeriet mere konstruktivt, samarbejdsvilligt og imødekommende, så der altid følger et par alternative løsningsmodeller med, når ministeriet må forkaste ellers gode ideer.

Ud fra samme devise skal Barbara Bertelsen nu forsøge at hjælpe Mette Frederiksen med at indfri hendes erklærede ambition om at styrke ministrene over for embedsværket. Og samtidig skal Statsministeriet spille en langt vigtigere og mere strategisk rolle i dagligdagen på Slotsholmen.

Og med Barbara Bertelsen og Martin Rossen i Statsministeriet og Peter Stensgaard Mørch i Finansministeriet ser det ud til, at Mette Frederiksen nu har fundet sin idealopstilling i regeringstoppen.

Intense diskussioner med Søren Pind  
Uantastet at Barbara Bertelsen har en stærk fornemmelse og interesse for politik, er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved hendes professionalisme og faglige integritet som neutral og objektiv embedsmand.

Hun er uddannet jurist fra Aarhus Universitet, og efter studierne blev hun oplært i Justitsministeriet, hvor hun har arbejdet i det meste af sin karriere.

Undervejs har hun haft et par enkelte afstikkere til både Statsministeriet og Moderniseringsstyrelsen, hvor hun var vicedirektør for den såkaldte arbejdsgiversøjle.

Her spillede hun en angiveligt en nøglerolle, da regeringen i 2013 greb ind i lærerkonflikten. 

Hun nåede at være i Moderniseringsstyrelsen i godt tre år, inden Mette Frederiksen hev hende tilbage til Justitsministeriet, hvor hun fik sin debut som departementschef.

Samarbejdet mellem Frederiksen og Bertelsen (og Rossen) i Justitsministeriet blev intenst, men kortvarigt. For efter mindre end fem måneder skiftede regeringsmagten, og så var der ny sherif i Justitsen.

Da Søren Pind var justitsminister, hændte det, at man kunne opleve de to jurister i lange, dybdegående (og højlydte) diskussioner om for eksempel grundlovens muligheder og begrænsninger. Især var flygtningekrisen i 2015 en katalysator for omfattende principielle, juridiske og substantielle diskussioner mellem Pind og Bertelsen.

Søren Pind holdt dog ikke igen med lovprisninger af sin tidligere kompagnon, da nyheden om hendes karriereskifte blev offentligt: 

Paranoid og overkontrollerende  
Selvom især Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, har været ude med riven efter udskiftningen i Statsministeriet, hersker der ingen tvivl om, at Barbara Bertelsen generelt er meget højt agtet i det borgerlige Danmark.

Så hvis magten skifter efter næste folketingsvalg, forventes det, at Barbara Bertelsen kommer til at fortsætte i Statsministeriet.

Faktisk bliver Bertelsen rost til skyerne næsten lige meget, hvor man spørger.

Kilder, der arbejder sammen med hende, beskriver hende gennemgående som hårdtarbejdende, grundig, lynende intelligent, fagligt funderet, lyttende og løsningsorienteret.

Hun er god til at redegøre for kompliceret og teknisk stof på en let forståelig måde, og det kommer hende især til gode, når hun skal fremlægge besværlige sager over for forligskredse, retsordførere og organisationer, der ikke har den samme juridiske og embedsmandsfaglige baggrund som hende selv. 

Desuden fortæller kilder, at hun bliver opfattet som ekspert i at opfange selv små sager, der kan udvikle sig til problemer i fremtiden. Den evne har ved flere lejligheder fået hende til at fremstå paranoid og overkontrollerende, men oftest må hendes kollegaer bøje sig for hendes evner til at forudsige, hvilke sager der bliver politisk betændte.

Om det politiske boldøje svigtede i forbindelse med teledatasagen, hvor Barbara Bertelsen var tre måneder om at informere den daværende minister Søren Pape om de alvorlige problemer, er der delte meninger om. 

På et samråd i retsudvalget 16. januar indrømmede Nick Hækkerup, at der var blevet begået graverende fejl, men at han ikke vil klandre sin nu tidligere departemenschef for hendes ageren i sagen. 

Køber selv fødselsdagsgaver
På minussiden bliver det tillige fremhævet, at Barbara Bertelsens passionerede stil har det med at gå ud over hendes kollegaer.

I ikke få situationer, hvor hendes embedsmænd ikke lever op til det høje ambitionsniveau, har Barbara Bertelsen i hvert fald sørget for, at de fik det at vide på en måde, så alle, der var til stede, forstod situationens alvor.

Omvendt bliver hun også beskrevet som en hjertevarm, opmærksom og kærlig chef, der altid selv sørger for at købe fødselsdagsgaver og blomster til sine nærmeste medarbejdere, når de har fødselsdag eller jubilæum.

Til firmafesterne er hun altid godt selskab, og ligesom på arbejdspladsen formår hun at holde længere end de fleste, når timerne bliver små. 

Når hun en sjælden gang imellem holder fri, sørger hun for at komme på behørig afstand af hverdagens stress og jag.

Hun kobler bedst af i familiens sommerhus i Sønderho på Fanø. Og når hun kommer tilbage til København, har hun altid mejet sig igennem mindst to fuldfede romaner.

Hun har ingen børn, så i sommerferierne har hun tid til at tage på store rygsæksrejser. I de senere år har hun blandt andet været i Indien, Sri Lanka og på Papua Ny Guinea.

Barbara Bertelsen havde første dag i Statsministeriet mandag. 

Altinget har til dette portræt talt med et par håndfulde kilder, der særligt kender Barbara Bertelsen fra hendes professionelle virke. Alle kilder har talt til baggrund. Barbara Bertelsen har ikke haft lyst til at deltage i dette portræt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet, statsrådssekretær
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Martin Rossen

Afgående senior vice president, Danfoss, konsulent
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), MCC (Handelshøjskolen i København 2007)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00