Pres på Joy Mogensen fortsætter efter samråd, der høvlede ned på både radionævn og Radio Loud

SAMRÅD: Tilliden til kulturminister Joy Mogensen (S) hænger fortsat i en tynd tråd efter samråd om den kontroversielle afgørelse om dab-udbud, som Radio- og TV-nævnet afviser at give politikerne indsigt i.

Andreas WindPeter Pagh-Schlegel

Det lykkedes ikke for kulturminister Joy Mogensen (S) at stille sine politiske kollegaer i Folketingets Kulturudvalg tilfreds under onsdagens samråd om forløbet omkring dab-udbuddet, som Radio Loud vandt i efteråret.

Efter samrådet lød det fra De Radikales medieordfører, Jens Rohde, da han blev spurgt til, om sagen bør få konsekvenser for kulturministeren:

”Mit blodtryk er i øjeblikket et sted, hvor jeg gør bedst i ikke at svare på det. Jeg er virkelig indigneret over, at vi kommer ud af endnu et samråd med ministeren, uden at vi overhovedet er kommet nogen vegne.”

Samme oplevelse havde også politikerne fra blå blok, der tidligere på ugen havde erklæret sig parat til at vælte ministeren.

Jeg har svært ved at opfatte det her som andet end en hel række politikere, der prøver at presse mig til at gøre noget ulovligt.

Joy Mogensen (S)
Kulturminister

Men inden vi måler blodtrykket på Jens Rohde, og hvad det i sidste ende kan betyde for kulturministerens fremtid, skal vi lige runde samrådet.

Radionævn mere lukket end PET
Her var Joy Mogensen blandt andet blevet bedt om at indhente dokumenter fra den interne kommunikation mellem Radio- og TV-nævnet og Slots- og Kulturstyrelsen for at gøre kulturudvalget klogere på processen, der ledte frem til nævnets afgørelse.

Men disse dokumenter ønskede nævnet ikke at udlevere, hvilket de ifølge ministeren oplyste hende om i mandags.

”Det er deres ret som uafhængigt udvalg. En ret, som netop skal sikre imod politisk indblanding,” lød forklaringen fra Joy Mogensen.

Men den forklaring gav initiativtagerne til samrådet ikke meget for.

”Kan du ikke bede om dokumenter fra dit eget embedsapparat? Selvfølgelig kan du det som minister,” lød det skeptisk fra Morten Messerschmidt (DF), mens også De Konservatives medieordfører, Naser Khader, var forundret.

”Jeg har fået oplysninger om Islamisk Stat, Taliban, 5G, PET og FE. Og så har man et nævn, der er mere lukket end PET. Det er helt vildt.”

Armslængdebrud er stråmandsargument
Joy Mogensen henviste dog flere gange i løbet af samrådet til armslængdeprincippet, og sagde, at hun havde ”svært ved at opfatte det her som andet end en hel række politikere, der prøver at presse mig til at gøre noget ulovligt”.

Ministeren vil dog undersøge, om nævnet kan give partierne mulighed for at se dokumenterne i fortrolighed, uden at de bliver udleveret.

Det har partierne nu valgt at afvente. Og særligt Morten Messerschmidt (DF) og Jens Rohde (R) kommer ikke til at acceptere et nej.

"Vi er fuldstændigt fast besluttede på, at vi skal have adgang til den kommunikation, der har været mellem styrelsen og nævnet. Om vi så skal sætte en kommissionsundersøgelse i gang, så kommer det til at ske. Og det har vi et stort flertal uden om regeringen til," forklarer Jens Rohde.

Han afviser samtidig det alternative forslag fra kulturministeren, som lød på en uafhængig advokatundersøgelse.

"Vi tror simpelthen ikke på, at en advokatundersøgelse vil føre til, at alle oplysningerne kommer frem. Derfor vil vi have oplysningerne først. Derefter kan vi træffe beslutninger om, hvad der så skal ske," siger Jens Rohde, der generelt var fortørnet over de stråmandsargumenter, som han mener at være blevet mødt med fra Joy Mogensen og Socialdemokratiets kulturordfører, Jan Johansen, under samrådet.

Og så er vi tilbage til, hvorfor blodtrykket var højt hos De Radikales medieordfører efter samrådet.

"Det er simpelthen så uforskammet at sige, at fordi vi gerne vil have at vide, hvad der er sket, så undergraver vi retssamfundet og armslængden. Det er der ingen, der skal beskylde mig for. Derfor er jeg også færdig med at snakke med S og SF. Vi kan klare os uden at skulle diskutere med dem."

Fælles fjende: Loud kastes under bussen
En ting lod alle dog til at kunne enes om på onsdagens samråd. Der var nemlig ingen forsvarstaler for den nystartede ungdomskanal Radio Loud.

Morten Messerschmidt brugte i sine indledende bemærkninger flere minutter på at remse problematiske forhold omkring Radio Loud op, hvor de efter sigende ikke lever op til de krav, de selv har stillet i udsigt i deres ansøgning.

Heriblandt at kanalen kun dækker 81 procent af landet, at ingen korrespondenter er ansat, selvom der blev stillet fem i udsigt, og at den ansvarshavende chefredaktør ikke figurerer på kanalens hjemmeside. Primært gik kritikken dog på, at indholdet var "ringe", hvilket selv landets kulturminister ikke ville modsige sig.

"Jeg kan heller ikke sige andet, end at jeg er utroligt skuffet og forundret over det, som Radio Loud sender, på baggrund af det, som de bød ind med," sagde Joy Mogensen.

Du kan se hele det to timer lange samråd her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Britt Bager

Fhv. MF (K), fhv. politisk ordfører 2018-19 (V), fhv. statsrevisor 2018-21
master i journalistik (SDU 2011), cand.jur. (Aarhus Uni. 2012), cand.soc. (CBS 2013)

Jens Rohde

Fhv. MF
student (Viborg Katedralskole 1989)

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

0:000:00