Debat

Professor om Nordsøolien: Hvad gør vi nu? Vi satser da på bio-råolie

DEBAT: Uanset hvem der betaler for renoveringen af platformene i Nordsøen, er det en kortsigtet investering. Derfor skal der nu satses på bio-råolie, der kan dække en stor del af vores forbrug på transportområdet. Det skriver Lasse Rosendahl fra Aalborg Universitet.

Der er andre løsninger end at bore efter olie, skriver Lasse Rosendahl, der gerne ser, at man fokusere på bio-råolie.
Der er andre løsninger end at bore efter olie, skriver Lasse Rosendahl, der gerne ser, at man fokusere på bio-råolie.Foto: Maersk
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lasse Rosendahl

Professor ved Institut for Energiteknik ved Aalborg Universitet

Der var engang, hvor Nordsøolie var noget, man drak – tiden og mere moderne konkurrenter overhalede dog denne drik, og nu tror jeg ikke længere, den findes som andet end et – mere eller mindre – godt minde.

Tilsvarende kan man sige med hensyn til den Nordsøolie, som repræsenterer Danmarks fossile energieventyr med store indtægter til staten i form af skatter. Og ja, bevares, vel nok også et relativt godt afkast til de selskaber, der driver indvindingen, selvom det ikke er noget, der tales om.

Nu står vi ved en skillevej – olieprisen er nede, skatteindtægterne under det forventede, og der er pres på fortsat indvinding i form af nødvendige renovationer og vedligehold på platformene i Nordsøen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Og en fremtid, der tegner sort og kort for den fossile energi. Så uanset hvem der tager regningen for det nødvendige vedligehold – 30 milliarder kroner er nævnt som et bud – er det en meget kortsigtet investering. Det samme kan siges om det resterende skatteprovenu på cirka 10 milliarder kroner om året.

Det kan blive dyrt

Det er kortsigtet, og den velfærd, som vi kan købe for pengene, risikerer meget vel at blive udhulet af nødvendige klimatilpasninger som resultat af den fortsatte brug af fossile energiformer (ja, jeg ved godt, at den danske udledning kun er en dråbe i havet – men er det en undskyldning?).


Med indenlandske ressourcer (10 millioner tons-planen) kan vi, konservativt estimeret, producere omkring 50.000 tønder bio-råolie om dagen – cirka halvdelen af det danske forbrug på transportområdet.

Lasse Rosendahl, professor på Aalborg Universitet

Og så er vi vel egentlig lige vidt, for i mellemtiden har vi skruet helt ned for vores ambitioner om en grøn omstilling på energiområdet (fra cirka en milliard kroner i 2010 til cirka 440 millioner kroner i år, og forventet under 200 mio kroner i 2019), som både skal bære os ind i en bæredygtig æra, men så sandelig også være med til at skabe en erstatning for de indtægter og arbejdspladser, som vi – under alle omstændigheder og uundgåeligt – kommer til at miste, når olieeventyret stopper.

Så når det sker, har vi ikke et alternativ klar, og derfor må vi forlade os på at købe denne teknologi af andre. Det bliver dyrt, og som land vil vi ikke være med blandt de førende med grøn teknologi og derfor heller ikke en del af den grønne økonomi.

Så hvad gør vi så? Ja, vi satser da grønt og med overbevisning – estimater på forholdet mellem fossile arbejdspladser og arbejdspladser inden for bioenergi for den samme energimængde svinger mellem 4-10:1. Så alene her er der et incitament til at gøre noget ved det.

Denne slags arbejdspladser vil også i høj grad komme Danmark uden for de store byer til gode, så her er også en gevinst. På teknologiområdet har jeg tidligere slået til lyd for, at vi faktisk er ret godt på vej: der er en lang række områder inden for bioenergi, hvor Danmark har såvel stærke forskningsmiljøer som erhvervsmæssige interesser.

Det kræver forskning

Med indenlandske ressourcer (10 millioner tons-planen) kan vi, konservativt estimeret, producere omkring 50.000 tønder bio-råolie om dagen – cirka halvdelen af det danske forbrug på transportområdet.

Råolien kan derefter raffineres, stort set som det gøres i dag med fossil råolie, og levere bæredygtig benzin, diesel og jetfuel til forbrugerne – og infrastrukturen har vi allerede. I takt med elektrificering af transportsektoren vil dette levere et enestående bidrag til bæredygtighedsmålene – og med det følger jobskabelse og store teknologieksportpotentialer.

Det kræver selvfølgelig investeringer og fortsat fokus på forskning, og her er der brug for politisk vilje. Der er også brug for at inddrage de virksomheder, der i dag agerer inden for den fossile udvinding, og identificere mekanismer, der gør det attraktivt for dem at tage medejerskab for den grønne omstilling. Samtidig med at nye, innovative virksomheder supporteres og stimuleres forbi dødens dal – den store investering, der løfter teknologien ud af laboratoriet og op i demonstrationsskala.

Helt oplagt ville det være at inddrage DHRTC – Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre – der som en del af Nordsøaftalen har til formål at øge konkurrencedygtigheden og oliemængden fra den danske Nordsø: lad også den grønne omstilling blive en del af DHRTC’s mission.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00