Topøkonomer: Nej, coronagæld er ikke "gratis". Men Danmark er langt fra et kritisk niveau

Da covid-19 pandemien spredte sig i verdenssamfundet i foråret 2020, var der bred enighed blandt økonomer om, at gældsfinansierede hjælpepakker og målrettet ekspansiv finanspolitik var velvalgte instrumenter til at bære økonomien gennem krisen så nådigt som muligt.

Det grundlæggende økonomiske ræsonnement var således, at den øgede gældsætning var en investering i, at den fremtidige økonomiske situation efter covid-19 ville være sundere, og dermed at de langsigtede økonomiske omkostninger vil være mindre.

De enkelte landes statskasser har bredere skuldre end både virksomheder og arbejdstagere, og den offentlige sektor kan låne til en lavere rente. De store økonomiske konsekvenser af coronakrisen kan endvidere spredes over mange år. Derfor giver en sådan politik rigtig god mening.

Lav rente på statsgæld
Offentlig gældsætning adskiller sig fra privat gæld ved, at gælden ikke skal afvikles på et bestemt tidspunkt, da den i princippet kan ”rulles” frem i det uendelige. Det er således muligt at holde gælden på et konstant niveau i forhold til BNP.

Det kræver imidlertid, at der hele tiden er et overskud i den primære drift, så man kan dække de løbende renteudgifter. Da den økonomiske politik i sin tid blev omlagt for at bringe gælden ned, var et af argumenterne, at det ville være muligt at bruge de sparede renteudgifter på andre formål.

En tydelig illustration af denne problematik ses blandt andet i Italien, der gennem mange år har haft et højt gældsniveau. Renteudgifterne på denne gæld har været større end de offentlige investeringer i uddannelse.

Den økonomiske politik kan ikke ukritisk tilrettelægges baseret på en forventning om, at renten fortsat vil være lav og lavere end vækstraten i økonomien.

Torben M. Andersen og Michael Svarer
Hhv. professorer, Aarhus Universitet og senior fellow, Kraka

Et argument i den aktuelle debat er, at renten på statsgælden er så lav – faktisk negativ – at dette traditionelle forrentningsargument ikke holder. Det er korrekt, at det aktuelt er muligt at låne til meget favorable vilkår, og det gør det nemmere på tværs af lande at føre en aktiv politik i forhold til coronakrisen. Og mere end det, de offentlige budgetter tynges ikke af stigende renter på den eksisterende gæld.

Massive opkøbsprogrammer
Men det er vigtigt at se nærmere på, hvorfor renten på statsobligationer er så lav. Dette er særlig påfaldende, da de færreste lande har fået gælden væsentligt reduceret siden finanskrisen – Danmark er en af undtagelserne.

Her godt ti måneder inde i covid-19-krisen er statsgælden vokset markant i de fleste lande, uden at det har ført til en gentagelse af statsgældskrisen fra årene efter finanskrisen. Her havnede nogle lande i en situation, hvor den kraftigt stigende rente på deres statsobligationer reelt betød, at yderligere gældsætning ikke var muligt.

Det medførte som bekendt, at Mario Draghis berømte udtalelse: ”.. the ECB is ready to do whatever it takes to preserve the euro. And believe me, it will be enough”, blev startskuddet til massive opkøbsprogrammer, og det har været helt afgørende for faldet i statsobligationsrenterne.  

Samme opkøbsstrategi fulgte ECB og andre centralbanker meget tidligt i forløbet, da covid-19 ramte. Således igangsatte ECB allerede 18. marts 2020 et stort opkøbsprogram, der straks fik renterne på især sydeuropæiske landes statsobligationer til at falde brat.

Det oprindelige opkøbsprogram fra marts er siden blevet øget yderligere. Mens der under finanskrisen kom store stigninger på statsobligationsrenterne for lande med høj gæld og dyb økonomisk krise, så har det ikke været tilfældet under coronakrisen.

Det har stor betydning, at en statsgældskrise har kunnet undgås oven i alle de andre økonomiske problemer, der er skabt på grund af coronakrisen. Men det understreger også, at den aktuelle situation er særlig, og der vil nødvendigvis komme en tilpasning på et tidspunkt. Opkøbsprogrammerne kan ikke fortsætte i det uendelige.

Pres på renteniveauet
Danmark er i en særlig situation. Økonomien var i en god situation inden coronakrisen, de offentlige finanser er sunde, vi har en lav statsgæld, og kreditværdigheden er høj. Det har bevirket, at det danske rentespænd (forskellen i renten på danske statsobligationer til for eksempel tyske statsobligationer) er lavt og for alle praktiske formål nul.

Det afspejler en stor tillid til den danske fastkurspolitik, og dermed mere generelt den økonomiske politik i Danmark. Koblet med det generelt lave renteniveau har den danske stat kunnet låne et trecifret milliardbeløb til en meget lav rente. Faktisk er renten på den optagede gæld meget tæt på 0, og den umiddelbare rentebyrde af gælden er derfor tilsvarende lav.

For at vurdere udviklingen i gælden over tid, er det afgørende at se gælden i forhold til BNP. Derfor er gældsdynamikken bestemt af forskellen mellem renten og vækstraten i økonomien.