R: Ensporet fokus på kødproduktion gør livet usikkert for dansk landbrug

ALTERNATIVER: Radikale vil have dansk landbrug og fødevareindustri til at gå forrest i udviklingen af plantebaserede alternativer til kød. Landbrug & Fødevarer vil dog hellere imødekomme en stigende global lyst til kød.

Foto: colourbox
Andreas Krog

Skal dansk landbrug fortsat mætte verdens munde med okse-, svine- og kyllingekød? Eller bør danske landmænd og den danske fødevareindustri gå forrest og erstatte kødproduktion med planter og udvikle nye plantebaserede alternativer?

Det var der delte meninger om, da flere landbrugs- og klimaordførere og landbruget havde sat hinanden stævne torsdag formiddag i Altingets gård i København til en debat under overskriften ”Landbruget kan ikke være sort når vælgerne er grønne”.

Radikales klimaordfører, Ida Auken, var ikke i tvivl. Verdensmarkederne går i retning af efterspørgsel efter alternativer til kød. Og den vogn bør dansk landbrug være de første til at springe på ved blandt andet at investere i forskning og udvikling af endnu flere plantebaserede alternativer til kød.

”Den vej håber jeg landbruget vælger at gå i stedet for ligesom at holde sig selv fast i, at verden skal bare blive ved med at spise kød, og vi er de bedste til at producere det,” sagde Ida Auken og fortsatte:

Klimaudfordringen er global. Så nytter det ikke noget, at vi stopper produktionen i Danmark, for at den så blomstrer op i Polen.

Martin Merrild
Formand, Landbrug og Fødevarer

”Det øjeblik der er et plantebaseret alternativ til hakket kød, som smager lige så godt, så vælger folk bare det,” spåede Ida Auken.

Hun opfordrede dansk landbrug til at producere mindre kød og i stedet tænke i andre baner. Ikke kun for klimaets skyld, men også for landbrugets egen skyld.

”Det er usikkert for dansk landbrug at være så ensporet fokuseret på kødproduktion,” pointerede Ida Auken. 

Tåbeligt at producere færre fødevarer
Verdens befolkning vil have kød i dag og endnu mere kød i morgen, pointerede Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, på baggrund af tal fra FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO (The Food and Agriculture Organization). Og den efterspørgsel er det mest logisk, at det klimaeffektive danske landbrug imødekommer i stedet for at overlade det til mindre klimaeffektive landmænd i andre lande.

”Klimaudfordringen er global. Så nytter det ikke noget, at vi stopper produktionen i Danmark, for at den så blomstrer op i Polen,” påpegede Martin Merrild og fortsatte:

”Det hjælper altså ikke noget med vores 0,1 procent af klimabelastningen, at vi nedlægger tusindvis af arbejdspladser i den gode sags tjeneste, og det så medfører en øget produktion andre steder i verden på et langt lavere niveau end det, vi har herhjemme,” sagde Martin Merrild og kaldte det direkte tåbeligt at producere færre fødevarer i Danmark. 

Ud og missionere
Christian Poll, landbrugs- og miljøordfører i Alternativet, ser helst, at dansk landbrug satser mere på kål og mindre på kød. Han beskyldte direkte dansk landbrug og fødevareindustri for at forsøge at proppe kød ned i halsen på den voksende middelklasse i Indien.

”Danske og europæiske virksomheder i fødevaresektoren forsøger at skabe og manipulere et marked i Indien nu, fordi de kan se, at der er faldende interesse for kød i Europa og Vesten,” sagde Christian Poll.

Men sådan forholder det sig naturligvis ikke, understregede Martin Merrild. Landbruget vil bare udnytte en forretningsmulighed.

”Vi har ikke nogen ambition om, at vi skal ud og missionere for, at de fattige mennesker, som bliver rigere, absolut skal bruge deres penge på at spise kød. Overhovedet ikke. Vi forholder os bare til, at FAO, FN og Verdensbanken alle sammen har den forudsigelse, at kødforbruget vil komme til at stige,” sagde Martin Merrild og fortsatte:

”Så siger jeg bare, at skulle vi så ikke udnytte den forretningsmulighed, hvis vi kan gøre det på en anstændig og en forsvarlig måde her i Danmark i stedet for at overlade det til andre.”

Ida Auken havde ikke meget til overs for landbrugets fokus på forretningsmuligheder. Hun mente i stedet, at der er en fuldstændig eklatant mangel på lederskab i dansk landbrug.

”De har ingen visioner selv, og de vil ikke være med til at skabe nogle fødevarer, der ændrer verdensmarkedet. Man vil bare lave det, som bliver efterspurgt. Det er trist,” fastslog Ida Auken.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Poll

Specialkonsulent, DTU, afdelingen for Kvantitativ Bæredygtighedsvurdering
civilingeniør (DTU,1991)

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

Martin Merrild

Fhv. formand, Landbrug & Fødevarer, fhv. borgmester (V), Struer Kommune
agraøkonom (1977), merkonom

0:000:00