Rasmus Nielsen: Åbn Danmark efter påske

”Vi åbner igen, når vi må eller tør.” Sådan står der i et butiksvindue i København.
Den civile ulydighed lurer, hvis ikke regeringen får genåbnet Danmark i nær fremtid.

Under en tur på Charlottenlund Strand oplevede Uffe Ellemann-Jensen en nydelig mand på cykel. Når områdets pæne medborgere gjorde opmærksom på, at dér må man ikke cykle, råbte han i nærvær af tre små børn, også på cykel: ”Der er så meget, der er forbudt.”

Ja, det tør siges. Stort set alt er forbudt for tiden. En tredjedel af verdens befolkning skulle være omfattet af generelt udgangsforbud. Stat over individ.

Gid Danmark genåbner lige efter påske, som den tidligere sundhedsminister m.m. Bertel Haarder (V) for længst har forudset. Så vil vi historisk se tilbage på ”den onde måned” 12. marts-13. april 2020, der kostede Danmark, ja, hvor meget? 10-20-30 procents fald i ejendomspriserne? 100.000-200.000-300.000 flere arbejdsløse? 1-2-3 års højere generel pensionsalder? Danmark genåbner jo ikke på en gang med et trylleslag, så alvorlig og langvarig påvirkning af de tre parametre må påregnes.

En måneds stort set uimodsagt hensyn til lægerne og deres kapacitetsprognoser er historisk. Der er taget hensyn til hospitalerne og deres chance for at kunne akutbehandle de værst ramte, ældre medborgere. Hver dag har kostet ufattelige millionsummer. Nu må de økonomiske hensyn til den brede befolkning tilbage i førerhuset.

Regeringen ignorerer befolkningens og virksomhedernes naturlige behov for at få prognoser og indikationer på, hvornår Danmark genåbnes. Derfor er det også helt oplagt, at en række partiledere, som repræsenterer et flertal i Folketinget, i dag efterlyser, at regeringen fremlægger en plan, der kan danne grundlag for forhandlinger om, hvordan vi kan genåbne samfundet, når det er sundhedsfagligt forsvarligt.

Så: Hvornår? Hvornår! Ja, hvornår? Hvornår genåbner regeringen Kongeriget? Det er spørgsmålet, der koster i hvert fald et trecifret milliardbeløb, som danskerne i årene fremover skal betale af på med øget skat og/eller lavere velfærd. Måske sender vi endda en regning videre til en spirende, for en dels vedkommende endnu ufødt, generation. Et nyt generationstyveri?

Hvornår begynder et ansvarligt Danmark at lytte til økonomerne fremfor kun på lægerne i den tragiske corona-deroute, der martrer menneskeheden nationalt, europæisk og globalt?

Jamen, navnlig de seneste dage er der globalt og i Danmark faktisk kommet fuld fokus på, at regeringer står i et klassisk politisk dilemma mellem hensynet til at forebygge ældre medborgeres mulige dødsfald og hensynet til, at den erhvervsaktive befolkning kan komme i gang og fortsætte landenes velstand.

Mens fagbevægelsen larmer ved sin tavshed frem for at kræve af sin S-regering, at den varetager beskæftigelsen for de levende, er erhvervslederne heldigvis begyndt at skyde argumenter for genåbning af landet og Europa for sig.

Den tidligere topchef i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen foreslår i dagens Børsen kun at isolere syge og sårbare, mens andre går på arbejde og vender tilbage til livet:

”Så kan vi lade den mere produktive del af samfundet gå på arbejde og skabe et økonomisk grundlag for, at vi også har et samfund, der økonomisk kan fungere på lidt længere sigt,” som han alvorstungt udtrykker sig.

Økonomer, Dansk Industri og Dansk Erhverv har jo kun alt for makabert de sidste døgn betonet, hvor mange procent dansk produktion står til at falde bare i år.

På baggrund af mere end ugegamle tal – og et coronadøgn føles som bekendt som en evighed – anslog DI allerede dengang en dansk nedgang i BNP i år på astronomiske 6,7 procent.

Prøv lige at omsætte det i menneskelig smerte i det danske hjem og på den danske arbejdsplads. Under finanskriseårene 2008 og 2009 faldt BNP til sammenligning "kun" med 0,5 og 4,9 procent. Husker du krisen på ejendomsmarkedet dengang, eksempelvis? Og nu stiger renterne igen, fordi staterne på en gang gerne vil ud og låne penge til deres krisetiltag. Er det rigtig forstået blandt de hjemsendte med løn, at coronakrisen er værre end finanskrisen?

Andre økonomer vurderer endda, at den danske regning vil lyde på mindst 300 milliarder kroner. Hvis den – blandt andet af hensyn til kommende generationer – skal tilbagebetales over fem år, må bundskatten øges fra 12 til 17 procent. En for alle, alle for én. Man kan også gøre noget andet: halvere folkepensionen eller fuldstændig afskaffe kontanthjælpen, dagpengene, sygedagpengene og barselsdagpengene – ja, alle fire overførselsindkomster. Det er økonomen, fhv. KU-formand Robert Spliid, der har lavet det tankevækkende regnestykke.

Uha. Jeg har også som virksomhedsejer fået en personlig, økonomisk uppercut – formentlig langt værre, end risikoen ved at blive smittet med corona. Som den amerikanske præsident siger: ”We can't have the cure be worse than the problem.”

Nedlukningen af Danmark og den tilhørende nedgang i salg for stort set enhver virksomhed, også vores, betyder alt andet lige således, at min pensionsalder med et slag er forhøjet fem-seks år. Er det så alligevel stadig min jævnaldrende ”Arnes tur”? S-regeringen burde allerede nu fortælle ham, at han nu tværtom skal arbejde længere, før der er råd til pension.

Misforstå det ikke som klynk: Sådan en gang modstand giver kun en ejerleder mere virkelyst. Og iværksættere går alligevel aldrig på pension. Så glæd dig kun på iværksætternes vegne, at de nu skal arbejde så mange år længere for at nå det samme livsresultat. Også til tiltrængt gavn for fællesskabet.

Altinget påtager sig med glæde samfundsansvaret – men kan ikke få lov, når vi ikke kan afholde netværk, vores hotel er indespærret, dets personale standset – og vi kan ikke få svar på, om Folkemødet afholdes. Mennesker, der personligt har begrænset i klemme, tager ikke stilling og melder ud. Bare med et bud på, hvad der kan forventes, hvis og hvis. Salget lider. Hvem er på arbejde og kan tage stilling? Den af staten påtvungne nedlukning betyder, at vi desværre ikke kommer til at betale det millionbeløb alene i dansk selskabsskat, vi oprigtigt havde set frem til at bidrage med i år.

Coronasmitten er så grænseoverskridende som klimaet, og det er for dårligt, at den ikke behandles af EU, men af hvert medlemsland, der har hver sin strategi og i øvrigt som i Danmark vakler, mens den kostbare tid med økonomisk nedsmeltning pågår.

Nationalstaterne soler sig over for borgerne på Europa-sagens bekostning. Men det kan ikke gavne den fælles sag for folkesundheden, når hvert lands sundhedsmyndigheder og politikere skændes over hver sin strategi for at inddæmme smitten. Test eller ej? Uværdigt. Tiden går, og Europa taber jobs, i værste fald hurtigere end Kina og USA. Hvis det viser sig på den anden side af corona-tragedien, har både det fælles Europa og den enkelte europæer tabt meget på gulvet.

Nogen kritik af EU-Kommissionen for passivitet de første dage af coranaudbruddet er skudt forbi, al den stund klassisk sundhedspolitik er overladt til hver nationalstat. Anderledes i forslaget til EU-budget for årene 2021-27. Her står den store Socialfond til at få en vigtig rolle, når det gælder at ”styrke kriseberedskabet og ‑responsen i EU for at beskytte borgerne mod grænseoverskridende sundhedstrusler”. Mon ikke der bliver opbakning til det, så EU står klar på vegne af dens borgere, næste gang kontinentet hjemsøges af en grænseløs virus?

Medierne påtager sig i disse uger et stort ansvar for at oplyse borgerne om coronavirussens udbredelse og bekæmpelse, ligesom vi i stigende grad tager fat på den svære, men afgørende diskussion om hensyn til lægerne, hospitalskapaciteten og dødeligheden blandt de ældre over for beskæftigelsen, velstanden og væksten. Vores trafik er stor. Mange søger os for at få ordentlig besked.

Den svære diskussion om sundhed versus økonom må tages i de professionelle medier. Svaret på denne svære tid er derfor ikke at åbne butikken, ”når vi tør”, men når man må. Svaret er ikke at lære sine børn at køre på cykel, hvor det er forbudt. Svaret er at følge de fælles spilleregler og vise samfundssind.

Det ansvar påtager medier som vores og mange andre sig. Og i de næstkommende dage skal vi oplyse om og udfordre politikerne på, hvordan og især hvornår de åbner landet igen, så de allerede astronomiske, økonomiske skader ikke løber endnu mere løbsk til en endnu ufødt, intetanende generation.

Når Danmark og Europa forhåbentlig, ja, nødvendigvis, genåbnes efter påske, vil alle individer springe forårskåde ud og nyde den genvundne, personlige frihed. Og mon ikke staten gi’r en lille en? Det skylder den. For hvem er til for hvem? Sæt prisen på en dansk brygget påskeøl ind på enhver nem-konto tilhørende myndige. Det er samtidig sund erhvervsstøtte, som EU p.t. endda billiger. 

Nå, jeg løber, for jeg skal ud at gå med hunden. Det foregår først per statslig accept via sms hér i Cypern, hvor jeg gennem de senere år har haft kontor og fast base i et langt vinterhalvår. I tillid til de åbne grænser mellem de EU-lande, hvor jeg driver forretning. Straks får man fra big brothers årvågne stat et efter omstændighederne dejlig sydeuropæisk, liberalt svar, tilladelsen ”valid for reasonable amount of time”. Cyprus, you hate the Turks – and I love you. Du er så dejlig fleksibel. 

Hen til hjørnet og købe en trykt avis, bund-borgerlige og kirke- og præsidentkritiske Cyprus Mail til bare godt en euro. Trykte aviser er nu det bedste. Det minder om en svunden tid. Det er dagens højdepunkt i isolationen under solen. Hernede sænker den konservative præsident og regeringschef en i forvejen lav moms til gavn for både butikker og borgere, udskyder stigende sundhedsskatter og sænker prisen på elektricitet 10 procent. Det er rammeforbedringer, der vil noget.

Når det hele er forbi, vil vi borgere og virksomheder stille politikerne i hvert land og kontinent til ansvar – naturligvis på valgdagene, men også gennem personlige valg og for hver især og sammen med de nære at kunne klare os.

"Nej, vent lige, Molly, med at gå, vi skal da først lige nå at synge med DR's kordirigent, Phillip Faber." Denne søde og jordnære, fremragende formidler på dagens live-tv ser lige så uskyldig ud som sit pigekor og udgør et dejligt optimistisk samlingspunkt i en svær tid. I dag sang vi over det endnu grænseløse VPN-internet Grundtvigs ”Den signede dag med fryd vi ser”:

”Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale.” Tja, bom bom.
 
Men så da ”Kære Linedanser” af Per Krøis Kjærsgaard:

”Ud af sorgen vokser lykken og livet er påskens evige fest, de stærkeste rødder har træ’r i blæst.”