Rasmus Nielsen: Bliver Sverige politisk som Danmark?

KOMMENTAR: Danmark lukker trist grænsen til det svenske broderfolk, som dog er ved at erstatte fortidens tabu og konsensus med en ny, spændende debatkultur. Harmoniseres broderlandene? spørger udgiver Rasmus Nielsen.

Foto: Altinget.se
Rasmus Nielsen

STOCKHOLM: Arbejder Sverige og Danmark sig længere fra hinanden − eller kommer vi tværtom til at minde mere om hinanden i den politiske debatkultur og i sidste ende i politiske løsninger?

Nu for tiden, som de bruger at sige på svensk, bevæger vi os med gensidig grænsekontrol væk fra hinanden. 

Efter eksplosionen ved Skattestyrelsen, der selvklart er et angreb på staten under ét, sagde statsministeren:

"Det skal ikke være sådan, at man kan rejse fra Sverige til Danmark og placere dynamit i København."

Siden flygtningekrisen i 2015 har de svenske myndigheder ført grænsekontrol med rejsende til Sverige, men nu vil regeringen derfor indføre samme kontrol i den modsatte retning.

I sig selv ulykkeligt, at den fine nordiske pasunion helt tilbage fra 1954 − altså tre år før Rom-traktaten skabte Det europæiske Fællesskab − nu sættes ud af kraft. Det tager personlig frihed fra den enkelte nordboer og styrker staternes overvågning af og kontrol med individet.

Det konsensus-søgende, tålmodige svenske samfund har længe haft historisk åbne grænser kombineret med åbne kasser. Formentlig verdensrekord i generøsitet? En umulig politisk konstruktion, de svenske skatteydere selv må finde ud af og betale for.

I Holland taler man om en ny afart af fortidens vilje til åbne kasser og åbne grænser: Indvandring = Udvandring. Det skal blive interessant at se de nærmeste år, om de stærke svenske industrifamilier og skovejere går i bevægelse for at positionere sig til den globale fremtid, hvor homogen befolkning, lav terrorrisiko, kontrolleret religiøsitet og optimale rammevilkår bliver helt afgørende for virkelysten og resultatevnen.

Med Altinget.se driver jeg på femte år virksomhed hinsidan, som indtil nu har kostet et tocifret millionbeløb i investering. Jeg skal ærligt sige, at jeg mere end én gang har overvejet, om der i fremtiden overhovedet vil være et sammenhængende svensk folkestyre, det giver mening at investere og udkomme i? Men det tror jeg nu nok. Der sker jo store ændringer i den svenske politiske debat i disse måneder, som kun kan hilses velkommen.

Efter mange års tabuisering, som igen siges at have ført til politikermord, trækkes fronterne op. Der diskuteres! Herligt. Altingets publicisitiske berettigelse både i Sverige og Danmark går "fra behov til lov", så vores finest hour er så afgjort, når argumenter og holdninger brydes i det fælles offentlige rum. Tabu og konsensus er dødens pølser.

Sverigedemokraterne, som jeg fra starten har krævet, at vores svenske chefredaktør tager alvorligt på linje med ethvert andet demokratisk valgt riksdagsparti og derfor loyalt refererer, vokser fortfarende. Det kan ende med at blive større end selv det stærke svenske socialdemokrati.

Dansk Folkepartis stiftere var som bekendt noget nær skattefornægtende. men lagde sig hurtigt på centrum-venstre i velfærdspolitikkens vilje til offentlige udgifter. Modsat Sverigedemokraterne, der for tiden ganske interessant bevæger sig mod højre i spørgsmålet om statens størrelse. 

Denne bevægelse til trods mister Socialdemokraternes fortsat mange af sine mest venstreorienterede vælgere til netop Sverigedemokraterne. Det sker i protest mod de mange liberale reformer, statsminister Stefan Löfven (S) er nødt til at indgå i flertallets navn.

Hvad er det, der sker i den svenske politiske debat og med det svenske samfund?

Det diskuterer vi selvsagt med de ansøgere som ny chefredaktør for Altinget.se, vi møder i denne uge hér i Stockholm. De er enige om, at svensken ser til Danmark, fordi vi har været henved 20 år foran i indvandringsdebatten. En af deres kolleger siger det sådan hér:

"Til sidst bliver vi alle danskere. En anelse mere deprimerede, fisefornemme danskere, men stadigvæk danskere."

Det er den karismatiske, grænsende til excentriske svenske debattør og forhenværende chefredaktør Johan Hakelius, der skriver klumme i den svenske avis Expressen. 

"Sverige har brugt Danmark som skrækeksempel, men svenskerne vil nærmest uundgåeligt slå ind på samme kurs i indvandringspolitikken," fortsætter han.

"Sverigedemokraterna er på vej mod samme rolle, som Dansk Folkeparti har haft i Danmark i årevis, fordi de øvrige svenske partier er nødt til at indrette sig efter virkeligheden. Det er bare et spørgsmål om tid, før svenskerne må opgive forestillingen om sig selv som "Nordens mest anstændige" og overgive sig fuldstændigt, når det gælder debatten om indvandring," skriver han.

Over for Berlingske kobler Johan Hakelius direkte den stigende svenske erkendelse af, at åbne grænser er de åbne kassers værste fjende:

"Det handler jo om migration og det, som følger af migrationen. Der er ganske mange problemer med kriminalitet, vi kan få problemer med pensionen, og vi kan få problemer med alt muligt, som kan kobles med den store migration. Så der kommer vi til at stå med konkrete problemer. Dem kan man ikke løse ved at være fine på den."

Tabutiden er forbi i Sverige. Svenske Dagbladet bringer eksempelvis en langstrakt artikelserie om, hvordan små drengebørn ulovligt omskæres i svenske hjem af uautoriseret, arabisk-talende arbejdskraft. En slet skjult islamkritik forklædt som hygiejnisk hensyn. Noget, der ville være uhørt for kort tid siden.

"Jeg planlægger rejser hver dag. Jeg sidder med to telefoner. Så snart jeg lægger på, ringer den anden," forklarer en mand i 50-årsalderen − stolt over, at omskæringsmarkedet blomstrer.

Børnekirurg Jakob Stenman, Astrid Lindgrens Barnsjukhus, anser på sin side denne ulovlige, usterile "køkkebordskirurgi" for stærkt risikabel. De små drenge kan ikke sige fra.

"Vi har set svære infektioner, som fører store huddefekter med sig. Vi har endda set amputering af penisskaftet."

Så meget for svensk konsensus og troen på, at "Med Lov Skal Land Bygges", for landet admininstreres altså på et vigtigt stræk efter religiøs kutyme.

For at sige det populært: I kampen om fremtidens svenske penis står islam reelt over loven. Af med forhuden på køkkenbordet.

Tilbage står, at et land må bygges på politisk debat og beslutning. Ikke fortielser, tabuisering og falsk konsensus tilsat mord på toppolitikere, som det svenske samfund hidtil har benyttet sig af.

Landet må og skal så omfatte de mennesker med hud, hår, penis og religiøs overbevisning, som fortidens politiske vilje og siden egen familievidereførelse har givet adgang til det svenske kongerige. Anderledes kan det ikke være i et udadtil lukket og indadtil åbent, frihedselskende Europa med personlig frihed til at bevæge sig og indrette sig.

Sverige bliver aldrig helt som Danmark. Men vi eksporterer gerne nogle af vores erfaringer over den p.t. dobbeltkontrollerede grænse til det svenske broderfolk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stefan Löfven

Fhv. statsminister (S), Sverige, fhv. partileder, Socialdemokraterna
svejser (AMU, Kramfors)

0:000:00