Rasmus Nielsen: Hvor blev væksten af?

Godt nytår 2020, selv om det bliver endnu et år, hvor Danmark og Europa mister en bid af sin økonomiske føring, fordi vores vækst bliver lavere end verden under ét.

Vækst, som engang var et mantra for vigtige talerør som ikke bare Dansk Industri og Dansk Erhverv, men også fagforbund som Dansk Metal, er ikke længere et nøgleord på lige fod med klima og velfærd. Vækst diskuteres sjældent i medierne, på nær på særlige erhvervssider. Og vækstdagsordenen er væk i tv. Til trods for at netop vækst er forudsætningen for at have råd til både klimahensyn og stor (læs: offentlig) velfærd.

Vækst er det livssalt, der holder iværksættere, erhvervslivet, arbejdspladser og hele samfund i gang og giver troen på morgendagen. At den bliver bedre end i går.

Danmarks første næstformand for EU-Kommissionen, det afdøde Venstre-koryfæ Henning Christophersen, formulerede det engang lettere halvresigneret som, at Europa kunne ende med at være kendt som stedet, der vidste, hvordan man tempererer vinen. Altså som et sted med kulturel dannelse – men implicit måske også et sted, der lever over evne og nyder, før man yder.

Skal Skandinavien have sine gule veste? Sydeuropa? Østeuropa? Slemme gnidninger mellem befolkningsgrupper, stadiet før borgerkrig ... kun fordi der er for lidt vand i truget til alle? Nej, hvis borgerne stiller krav til deres politikere om vækst i Europa som i resten af verden - så får vi det. Vækst kan besluttes politisk. 

Rasmus Nielsen, udgiver

Får han ret? Et panel på 34 økonomer forventer i Financial Times, at væksten vil blive mindre end én procent hér i det nye år 2020 – den svageste i syv år. Den Europæiske Centralbank er næsten lige så pessimistisk: ECB forventer kun 1,1 procent vækst i år og 1,2 næste år.

Som Storbritannien er Europas tid som stormagt stækket. Se bare på verden under ét: For et år siden forventede OECD, at verdensøkonomien i 2020 ville vokse med 3,5 procent, men den vurdering er siden reduceret til "kun" 2,9 procent, hvilket dog er tre gange mere end den, vi selv hér i Europa ventes at kunne levere.

For Tyskland – Danmarks vigtigste eksportmarked – er den seks uger gamle OECD-rapport særlig dyster læsning; ikke mindst omstillingen i bilindustrien trækker Europas største økonomi ned i vækst. Den tyske vækst vil falde fra 2,8 procent i 2017 til bare 0,4 procent næste år. Uha.

Næsten lige så slemt ser det ud i Danmark: Det Økonomiske Råd venter i sin seneste vurdering en økonomisk vækst i år på kun 1,25 procent. 

Dronningens nytårstale handlede om værdier – ensomhed og antisemitisme. Særlige hilsner til grupper af offentligt ansatte, men som sædvanlig ingen til de privat ansatte og erhvervslivet. Ikke et ord om vækst. Til trods for at dette ord vel ikke er for politisk til et statsoverhoved. Vækst er et plusord for stort set alle samfundsaktører.

Statsministerens debut som nytårstaler? Vækst ikke nævnt med et ord ... det vil sige: Opvækst nævnt to gange. Mette Frederiksens egen i Aalborg – og så betydningen af børns gode opvækst. Der var ellers mange ord i den tale – ordet ″børn″ alene nævnt 24 gange.

Som bekendt har et dansk flertal med den – også globalt set – historiske klimalov støbt kuglerne til en samfundsændring, der kræver megen snuhed og ressourcer af os. At flytte produktionen og levevisen i en markant mere klimavenlig retning. Samtidig erkender alle, at der også skal være råd til at forebygge følgerne af klimaændringerne. Bedre afløb og kloakker, kystsikring osv. Hvor skal pengene komme fra: vækst.

Den stigende levealder, befolkningens sundshedsforventninger og klimakravet burde få alarmklokkerne til at ringe, når de 34 økonomer tror på under én procents vækst i Europa i år. På vores kontinent mellem de selvkørende briter samt vækstdygtige amerikanere og vækststækkede kinesere i mere eller mindre handelskrig med hinanden.

Vi, herunder alle de nye politikere i EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Folketinget og den danske regering, burde gå sammen om et nytårsforsæt: under én procent vækst? Duer ikke: Den skal være mindst det dobbelte, helst tredobbelte. Som i verden under ét. Ellers indhentes vi jo på sigt. Det kan den danske og europæiske selvopfattelse slet ikke holde til. Så lad os begynde forebyggelsen mod nedtur i dag.

Hvilken bestyrelse i en privat virksomhed ville godkende et budget, direktionen kom med for næste år, der kun viser én procent fremgang i omsætning, beskæftigelse og overskud? Utænkeligt. Man ville føle, man svigtede. Samfundet og sig selv. Hvorfor accepterer den danske og europæiske offentlighed så udsigten til et samfund, der økonomisk går i tomgang?

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) og FH-formand Lizette Risgaard tog rent faktisk ordet ″vækst″ i deres mund, da de i en ganske diskuteret kronik i Berlingske op til nytåret skrev:

″Stræben efter det gode liv står ikke i modsætning til vækst. Men den fordrer en bæredygtig vækst. Hvis vi går foran – som vi har gjort før – bliver udfordringer til muligheder. Knap 70.000 danskere arbejder i dag i et grønt erhvervsliv, som vi ikke havde for bare 30 år siden. Og den grønne eksport står for omkring ti pct. af vores eksport. Tænk, hvad det ikke kan blive til.″

Betyder størrelsen noget? Ja, den gør. Stor vækst er bedre end lille vækst. Men det er ikke budskabet i kronikken, der da heller ikke anviser metoder til at få gang i Danmarks og Europas vækst igen. De to top-socialdemokrater understreger derimod:

″Erhvervspolitik skal ikke kun handle om at rydde sten af vejen for erhvervslivet. Det skal også handle om, hvordan virksomheder kan hjælpe med at rydde sten af vejen for resten af samfundet.″

Fagbevægelsens førstedame er ellers normalt nok optaget af, hvad der bliver tilbage til det enkelte FH-medlem, når alt er betalt. Høj vækst = større lønpose til de ansatte. Men den gennemsnitlige vækst i danskerens privatforbrug var kun sølle 0,8 procent gennem det årti, vi lige har skudt af. Det er det ringeste årti siden Anden Verdenskrig.

Der er meget, der kan holde Danmark og Europa fra at øge kravet til egen vækst: frygten for klimaforandringer – der desværre nu ser ud til at have deres eget liv – og frygten for recession, der næsten kan blive selvopfyldende. Brexit. Terror. En global handelskrig, for ikke at fortie rigtig krig i Mellemøsten eller hvor nu. 

Men – kan vi ikke gøre det lidt bedre? Enhver decimal for mere vækst tæller. Klogt udnyttet til gavn for klimaet, og fair fordelt under alle omstændigheder til gavn for alle.

Skal Skandinavien have sine gule veste? Sydeuropa? Østeuropa? Slemme gnidninger mellem befolkningsgrupper, stadiet før borgerkrig ... kun fordi der er for lidt vand i truget til alle? Nej, hvis borgerne stiller krav til deres politikere om vækst i Europa som i resten af verden - så får vi det. Vækst kan besluttes politisk.