Regeringen indleder jagten på asylcentre uden for Europa

ASYL: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil drøfte oprettelsen af et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa med mulige værtslande og samarbejdslande. Støttepartier er splittede. 

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ønsker at rykke asylbehandlingen uden for Europas grænser, så færre mennesker sætter livet på spil i Middelhavet for at søge asyl i Danmark.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ønsker at rykke asylbehandlingen uden for Europas grænser, så færre mennesker sætter livet på spil i Middelhavet for at søge asyl i Danmark.Foto: /ritzau/Emilio Morenatti
Martin Mauricio

Regeringen vil nu undersøge mulighederne for i fremtiden at sende spontane asylansøgere, der kommer til Danmark og beder om asyl, til et modtagecenter uden for Europa, hvor de vil få deres sag behandlet.

Det bekræfter udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der i en mail til Altinget skriver, at regeringen i første omgang vil tage sagen op med ligesindede lande, der ønsker det samme.

"Regeringen ser frem til at drøfte med andre lande, herunder EU-lande og mulige værtslande, hvordan et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa kan oprettes og drives inden for rammerne af vores internationale forpligtigelser," lyder det.

Jeppe Kofod (S) skriver i et svar til Folketinget, at regeringen ikke vil udelukke muligheden for dansk enegang.

Svag opbakning fra R og SF
Forslaget om at oprette et modtagecenter uden for Europa præsenterede Mette Frederiksen (S) i 2018, men dengang mødte forslaget kritik fra rød blok, og det er heller ikke nævnt i forståelsespapiret fra regeringsforhandlingerne i juni.

Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, siger, at hun fortsat mener, at forslaget er "en sindssygt dårlig idé", og at hun har svært ved at forestille sig, at partiet vil støtte projektet, uanset hvordan det endelige forslag måtte se ud.

Men hverken Radikale eller SF afviser at støtte forslaget.

Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg, siger, at "det vil være fornuftigt, hvis Europa etablerer nogle steder i Nordafrika eller Mellemøsten, hvor man kan håndtere asylbehandlingen". Men han siger, at det er for tidligt at vurdere, om partiet kan støtte idéen. 

I SF mener udlændingeordfører Carl Valentin, at forslaget er et "fornuftigt våben i kampen mod menneskesmuglerne", så længe at internationale retningslinjer overholdes.

Forsker: S-model svær at realisere
Thomas Gammeltoft-Hansen, der er professor MSO i migrationsret ved Københavns Universitet, tvivler på, at regeringen får held med sine planer. 

"Det skaber erfaringsmæssigt juridiske udfordringer, når vi skal garantere, at de europæiske menneskerettigheder overholdes på et stykke jord i Nordafrika eller andetsteds. Jeg udelukker ikke, at man kan lave de nødvendige aftaler, men Socialdemokratiets model er svær at realisere," siger han.

Læs hele artiklen på Altinget: udvikling, hvor du får endnu mere baggrund og flere kommentarer i sagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Steenberg

Public affairs executive, Systematic, fhv. MF og politisk ordfører (R)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2011)

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00