René Christensen: "Det var det kursus, jeg fik: Ingen fingre foran højtryksspuleren, for så ryger de af"

BARNDOMMENS GADE: Dansk Folkepartis René Christensen voksede op i 1970’ernes og 1980’ernes Falster. Man var fattig uden at vide det og kørte bil uden at have kørekort. Det var godt, siger han.

René Christensen er automekaniker af hverv, og som andre håndværk består arbejdet også i uddannelse af lærlinge. "De bedste lærlinge var altså dem, hvor jeg måtte sige: 'Du må sgu ikke lave hjulspin i kundernes biler'," fortæller René Christensen.
René Christensen er automekaniker af hverv, og som andre håndværk består arbejdet også i uddannelse af lærlinge. "De bedste lærlinge var altså dem, hvor jeg måtte sige: 'Du må sgu ikke lave hjulspin i kundernes biler'," fortæller René Christensen.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Katrine Falk Lønstrup

Fortalt til Katrine Falk Lønstrup

Jeg er født og opvokset på Falster. I store dele af min barndom boede jeg i Hasselø i et parcelhus, hvor vi flyttede ind, da jeg var fire år gammel. Mit nok første minde fra det sted var, da vi var ude at kigge på huset, hvor jeg helt selv fik lov at vælge, hvilket værelse jeg ville have.

Jeg kan huske, at jeg kom ind på det lille værelse, hvor der stod en hel reol fyldt med Pixi-bøger. Og dét værelse skulle jeg bare have, men jeg kan så også mindst lige så tydeligt huske, hvor meget jeg følte mig snydt, da værelset viste sig at være helt tomt, da vi skulle flytte ind et par måneder efter.  

Vi boede i Hasselø, til jeg fyldte 13 år, og lige nede bag ved huset lå stranden. Dengang var vand jo ikke farligt, så vi måtte godt være dernede alene og lege. Vi badede, byggede huler, kastede med dolke og alt muligt andet i timevis. Og en af mine kammeraters far var erhvervsfisker, så allerede som 10-årige sejlede vi også indimellem ud med en af hans både. Det måtte vi selvfølgelig ikke, men det gjorde vi så alligevel.

Og vi lavede jo aldrig sådan rigtig ballade, for det var ikke en båd, vi havde stjålet; det var hans fars, som vi bare lånte uden at få lov.

René Christensen
MF (DF)

Det var jo den tid, hvor langt de fleste kvinder var kommet på arbejdsmarkedet – i hvert fald hernede, så når vi kom hjem fra skole, var vi som regel alene, og så fandt vi på noget at lave. Og vi lavede jo aldrig sådan rigtig ballade, for det var ikke en båd, vi havde stjålet; det var hans fars, som vi bare lånte uden at få lov.   

Jeg kan også huske, min far en overgang havde en gammel Folkevogn stående, som vi legede med i utallige timer. Den første lange tid forestillede vi os vist bare, at den kørte, men efterhånden som tiden gik, begyndte vi at lure lidt på, hvordan man mon kunne få den til at køre.

Som 11-12-årige fandt vi aldrig rigtig ud af det, men vi fandt dog ud af, at hvis vi skubbede bilen, satte den i første gear og drejede nøglen, så begyndte den at hoppe lidt for så at sætte i gang. Så kunne vi køre ned for enden af vejen, inden vi så måtte skubbe bilen rundt for at kunne køre tilbage samme vej.

Vi kunne ikke finde ud af det der med gear, og så vidt jeg husker, blev det vist kun til en enkelt dag frem og tilbage på vejen, for der var selvfølgelig nogen, der havde set os, og så fik vi vist lidt ballade for det. Derudover fik vi faktisk sjældent rigtig skældud, for vi var ikke som sådan uartige. Det var højst lidt drengestreger, og der var ikke nogen, der kom til skade. Det var godt at være barn i provinsen.

"Som barn levede jeg nok bare i den virkelighed, der var. Jeg kendte ikke til andet."

Da jeg blev født, ejede min forældre en Esso-tank i Maribo. De solgte den i 1975, hvorefter vi flyttede til parcelhuset i Hasselø. Det var dengang, hvor renten var en del højere, så i stedet for at køber skulle betale hele købssummen til mine forældre, blev der lavet et sælgerpantebrev. Desværre gik ham, der købte tanken, ret hurtigt konkurs, hvilket tog hårdt på mine forældre. De havde jo regnet med, at de skulle have haft en indtægt i ti år fra sælgerpantebrevet.  

Derfor begyndte min far at køre lastbil. Først kørte han med fisk, og senere begyndte han at køre til Østeuropa. Det var der mange penge i, så det betød, at mine forældre kunne betale regningerne. Min far var ofte væk i 10-12 dage ad gangen, så der var min storesøster og jeg så alene med min mor, der arbejdede som pædagog og gjorde rent om aftenen. Vi havde ikke så meget, men jeg har aldrig følt, at vi manglede noget.  

Det er nok først, efter jeg er blevet voksen, jeg har tænkt over, at vi fik en del Maizena-vælling og havregrød. Jeg arvede også langt det meste tøj. Og jeg havde aldrig prøvet at få en ny cykel. Men det spekulerede jeg heller ikke over, for jeg havde jo en cykel, og den var ikke dårlig; den var bare brugt, og det var jeg lige så glad for.

Som barn levede jeg nok bare i den virkelighed, der var. Jeg kendte ikke til andet.  

I dag kan jeg også godt se, at jeg var bedre stillet end flere af mine skolekammerater. Jeg kan huske, jeg en dag var hjemme ved en kammerat, hvor jeg fik lidt af et chok, da vi trådte ind i køkkenet, hvor der sad tre halvberusede mænd og hans mor, der også havde fået lidt meget at drikke.

Og det var vist ikke bare den ene dag; der blev drukket hver dag, kunne jeg forstå. Jeg var rystet, for jeg havde aldrig set sådan noget, og jeg havde aldrig tænkt over det i skolen.

I dag kan jeg godt se, at min kammerat gik i noget andet tøj end de fleste andre. For det kan godt være, jeg gik i brugt tøj, men han havde nok fået sit tøj på tredje eller fjerde led. Men det var ikke noget, vi tænkte over. Og heldigvis for det. 

Når jeg tænker tilbage, tror jeg faktisk, det især er mine forældres situation, der har gjort, at jeg aldrig er i tvivl om, at det hele nok skal gå. For jeg ved jo, at det hele var ved at vælte, da mine forældre solgte tankstationen og pludselig stod uden særlig mange penge, men med et meget dyrt hus. Selv på det tidspunkt var det aldrig en mulighed, at det ikke skulle gå. Min far måtte bare køre noget lastbil, og min mor måtte gøre rent om aftenen.

Og så gik det jo; mine forældre kom ovenpå igen. Min far kørte stadig lastbil, men min mor gjorde ikke længere rent om aftenen, vi kørte i nyere biler, fik et større hus – og måske lidt mindre Maizena-vælling og havregrød. 

“De bedste lærlinge var altså dem, hvor jeg måtte sige: ‘Du må sgu ikke lave hjulspin i kundernes bil’.” 

Interessen for biler kom tidligt. Og en del af den kom nok hjemmefra. I 1982 kørte vi til Italien i en gammel amerikanerbil fra 1955, og jeg kan huske, at min far rodede lidt med biler. Ikke noget særligt, men han skiftede olie på sin egen bil - sådan noget, som mange mennesker nok gjorde dengang, og som der er lidt færre, der gør i dag.

Flere år i streg købte mine kammerater og jeg også hver vores gamle bil, som vi kørte markræs i. Hele efteråret lå vi og kørte ræs mod hinanden, og det var fantastisk sjovt. De fleste af mine kammeraters fædre var gårdejere, så vi kunne jo uden problemer finde et sted at køre.  

Derfor vidste jeg også allerede, da jeg gik i skole, at jeg skulle være automekaniker. Jeg kom i lære som 16-årig, altså to år inden jeg fik mit kørekort. Og alligevel kan jeg huske, at den gamle deroppe på værkstedet insisterede på, at det altså var lærlingen, der skulle køre på lossepladsen og tømme trailer.

Det var opgaven, for sådan havde det altid været, og så var det fuldstændig ligegyldigt, at jeg ikke havde kørekort. Så jeg kørte ellers afsted på offentlig vej med traileren fyldt som 16-årig, og hvis jeg mødte nogen, var det helt fint, for det var jo bare drengen oppe fra værkstedet. Det var en anden tid.  

Jeg blev udlært i 1989 og fortsatte i autobranchen indtil midten af nullerne, hvor jeg så, at de søgte en efterskolelærer på Nysted Efterskole. Det var så meget arbejde, for alle håndværkere havde travlt og skulle bare have lavet deres biler uanset tidspunktet, så jeg tænkte, at det måske var et meget godt tidspunkt at skifte branche.

For når det gik så godt, kunne jeg altid komme tilbage. Derfor søgte jeg jobbet på Nysted Efterskole – og fik det endda, for de søgte netop en, der havde en faglig uddannelse, som kunne lave praktisk matematik på 5. til 8. klasseniveau. 

Nysted Efterskole er en efterskole, hvor mange børn har diagnoser eller er skoletrætte – og allerede hos Nissan og Toyota, hvor jeg havde haft ansvar for alle lærlingene, fik jeg nok en lyst til at hjælpe de lidt utilpassede drenge.

Vi havde flere drenge ansat, som havde gået i gymnasiet, men så havde fundet ud af, at de ville noget andet – og de var både søde og gode ved kunderne. Men de bedste lærlinge var altså dem, hvor jeg måtte sige: “Du må sgu ikke lave hjulspin i kundernes bil”.

De lå også og biksede lidt med biler derhjemme, og de havde bare lyst til at lave biler. Og dem kunne jeg godt lide at arbejde med, selvom de indimellem var lidt svære at have med at gøre i hverdagen. Jeg tror ofte, jeg har lidt sympati for dem, der får skældud; dem, der umiddelbart står på taberholdet. 

Læs også

“Jeg har en gang revet hele porten af værkstedet, fordi jeg skulle bakke en påhængsvogn ind.”  

Jeg er opdraget til, at man skal have et arbejde. Det var ikke noget, jeg som sådan fik at vide, men det var bare sådan, det var. Derfor fik jeg mit første job som 12-årig, hvor jeg hver weekend cyklede rundt med Berlingske Tidende. Jeg husker stadig, at jeg klokken fem om morgenen cyklede fem kilometer ind til Nykøbing Falster, hvor jeg omdelte aviserne.

Jeg sparede alle pengene op, og efter en hel sommer med avisomdeling fik jeg råd til en guldfarvet walkman med blå hørebøffer, som vi tog færgen over til Den Blå Container i Tyskland og købte. 

Jeg har haft job lige siden. Da jeg var 15 år, blev jeg vaskedreng i et lastvognsfirma. Jeg glemmer aldrig, da jeg blev ansat, hvor ejeren spurgte mig, om jeg kunne køre lastbil, hvortil jeg svarede: “Nej, selvfølgelig kan jeg da ikke køre lastbil. Hvad havde du regnet med?” Og så svarede han bare: “Nå, det må vi have lært dig.” 

Det var en anden tid, og det gik jo også – i hvert fald som oftest. Jeg har en gang revet hele porten af værkstedet, fordi jeg skulle bakke en påhængsvogn ind. Da jeg havde koblet af og skulle køre ud, drejede jeg så skarpt, at bagenden af lastbilen trak porten med af.

Så måtte jeg ind til chefen og fortælle, at jeg havde fået væltet det hele dernede, og da han kommer ned, siger han bare: “Det var jo ikke så godt, men hold kæft, den påhængsvogn holder flot”, og så var det ellers overstået. Det er i virkeligheden sådan en mentalitet, som jeg oplever hos mange hernede, og som jeg egentlig også har selv. Hvis det regner, bliver man våd, og det er der sgu ikke så meget at gøre ved. 

Lige efter jeg var færdig med 10. klasse, skulle jeg have lidt tid til at gå, inden jeg kunne komme i lære, så jeg begyndte at køre med som arbejdsdreng på en slamsuger. Det var helt udelukket, at jeg fik lov til bare at være derhjemme; jeg skulle have et job – også selvom jeg stadig trofast vaskede lastbiler. Og jeg har aldrig tjent så mange penge som i den periode, for der var tillæg for alt. Vi fik tillæg for at gå i gummistøvler, tillæg for at spise madpakke i bilen, tillæg for at gå i kloaker.

Jeg kan stadig huske min første dag, hvor ham, jeg kørte med, kom hen til mig og stak hånden frem og viste, at han manglede lillefingeren. Og så sagde han bare: “Du passer på den der højtryksrenser, min ven”. Det var det kursus, jeg fik: Ingen fingre foran højtryksspuleren, for så ryger de af.  

“Da der var gået 14 dage, ringede jeg til den daværende lokalformand og spurgte, om der ikke snart skete noget. For nu havde jeg jo meldt mig ind.” 

Jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti i 1999. Som man nok gør på mange arbejdspladser, sad jeg hver dag i frokoststuen sammen med mine kolleger og bladrede B.T. og Ekstra Bladet igennem. Og så brokkede vi os ellers over alt, hvad der var for dårligt. Hvor svært kan det være? Kunne man ikke bare lige?

Og dengang sagde Pia Kjærsgaard meget af det, som vi sad og diskuterede i frokoststuen. Hun talte det sprog, vi talte. Hun gjorde op med den politiske korrekthed. Og så sagde hun, hvad hun mente, også selvom andre politikere rullede med øjnene.

Og det er vigtigt at stå fast, også på de mere upopulære holdninger, så derfor meldte jeg mig ind i Dansk Folkeparti. Ikke fordi jeg selv ville være politiker, men derimod fordi jeg gerne ville tale med nogle politikere, så det måske kunne blive til mere end bare brok i frokoststuen.

Da der var gået 14 dage, fra jeg havde meldt mig ind, ringede jeg til den daværende lokalformand og spurgte, om der ikke snart skete noget. For nu havde jeg jo meldt mig ind. Han fortalte, at jeg kunne komme til den kommende generalforsamling. Derfor mødte jeg to uger efter op på Højmølle Kro, hvor der var dækket kaffebord til 50 mennesker, selvom vi ikke var mere end 15, og som 29-årig var jeg den absolut yngste.

Da mødet var ved at nå sin afslutning, og der skulle vælges folk til bestyrelsen, var der en af de ældre medlemmer, der råbte, om ikke ham den unge mand skulle være sekretær i bestyrelsen. Jeg anede jo ikke, hvad jeg sagde ja til, men fandt altså hurtigt ud af, at det er sekretæren, der laver alt. 

Et par måneder efter sagde jeg også ja til at stille op ved det kommende kommunevalg. Og selvom jeg ikke blev valgt, fik jeg blod på tanden, for jeg fik 111 stemmer. Derfor deltog jeg i alle byrådsmøder i de følgende fire år.  

Vi havde et enkelt byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti, Gert Kræsing, som var sådan en politiker af den gamle skole. Han tilbød, at jeg kunne komme med op på Rådhuset hver søndag, hvor alle sagerne var lagt frem. Så hver søndag troppede vi op med hver vores termokande, og så kiggede vi ellers sager igennem og diskuterede dem, inden byrådsmødet gik i gang.

Når mødet så var færdigt, skyndte jeg mig hjem, hvor jeg så skrev et læserbrev om, hvad der var sket på byrådsmødet. Læserbrevet blev afleveret i en konvolut hos Folketidende, og så kom det med i næste dags avis. Det var altså en god måde for sådan én som mig at lære en del af det politiske håndværk, og da jeg blev valgt ved det næste kommunalvalg, var der vitterligt nogle, der troede, at der var tale om et genvalg.

“Jeg ved stadig i dag ikke helt, om han mente, det var godt eller skidt.” 

Mens det nok lå ret meget i kortene, at jeg skulle være automekaniker, var der ikke meget, der pegede i retning af, at jeg skulle ende i politik. Jeg var nok mest af alt bare en ung mand, der gerne ville have det sjovt; en bonderøv med stort B.  

Jeg var hverken ungdomspolitiker eller medlem af elevrådet, og der blev heller ikke diskuteret politik over spisebordet derhjemme.

Jeg ved ikke, om det var, fordi min far var en del væk hjemmefra, men jeg tror, min mor havde rigeligt at se, for det var hende, der stod for alt. Hun gjorde rent og lavede mad – og hun sørgede også for, at strømperne kom ind i skuffen, at underbukserne blev lagt sammen, og at arbejdstøjet blev rent og kom ind at hænge på bøjlen.

Nogle gange, når jeg hører popmusik fra 1970’erne, har jeg sådan en fornemmelse af, at jeg ligger inde sofaen med et blad, og min mor render rundt og støvsuger. Jeg tror egentlig, hun hyggede sig med det. Eller det ved jeg ikke. Det er måske naivt at tro, men hun gjorde det i hvert fald. 

Selvom der ikke rigtig blev diskuteret politik i mit hjem, var jeg et diskussionslystent barn. I hvert fald, hvis man spørger lærerne i min folkeskole. Jeg var ikke sådan en, der fik eftersidninger eller kom på inspektørens kontor, men min lærer skrev engang i min meddelelsesbog til mine forældre: “René er god til at deltage i en diskussion. Og han står gerne fast på sit standpunkt”, og så tilføjede han med lidt større bogstaver: “ Også selvom han er den eneste, der har det.” 

Jeg ved stadig i dag ikke helt, om han mente, det var godt eller skidt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

René Christensen

MF (M), 1. viceborgmester, Guldborgsund
automekaniker (Horbelev Autoservice. 1989)

0:000:00