Retssag i Randers kan ramme balladeramt byråd i Slagelse

OMKONSTITUERING: Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen, beskyldes for forsøg på politisk udrensning i forbindelse med nedlægning af udvalg. I Randers vil byretten snart afgøre en lignende sag.

Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen (S), og flertallet bag ham har droppet en samarbejdsaftale, som betød borgerligt flertal i flere af kommunens udvalg.
Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen (S), og flertallet bag ham har droppet en samarbejdsaftale, som betød borgerligt flertal i flere af kommunens udvalg.Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Netop som en omlægning af udvalgsstrukturen i Slagelse Byråd har kastet de lokale politikere ud i endnu et slag i kampen om magten i kommunen, så er Randers Byret ved at lægge sidste hånd på en afgørelse i en lignende sag.

I Slagelse Kommune har borgmester John Dyrby Paulsen (S) og flertallet bag ham besluttet at opsige den samarbejdsaftale med oppositionspartierne Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale, som ellers har sikret borgerligt flertal i flere af byrådets udvalg.

Det sker kun to måneder efter, at aftalen blev indgået efter en dramatisk konstituering i kølvandet på kommunalvalget i november.

Beslutningen har blandt andet fået Venstre til at beskylde borgmesteren for forsøg på 'politisk udrensning'. Og man venter med spænding på, hvordan sagen fra Randers ender med at falde ud.

Også her var der nemlig tale om et snævert flertal bag en borgmester, som et godt stykke inde i en balladefyldt valgperiode besluttede sig for at omlægge udvalgene, så tre oppositionspolitikere mistede deres formandsposter.

"Vores borgmester har tidligt været ude og sige, at det er på grund af dårligt samarbejde, at man gør det her. Så det er klart, at vi med interesse kigger til den afgørelse, som kommer om netop det her fra Randers," siger Slagelses tidligere borgmester Stén Knuth (V), der i dag er formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg.

Højere vederlag til Villum Christensen
Med omlægningen af udvalgene vil John Dyrby Paulsen og flertallet bag ham blandt andet nedlægge det seniorudvalg, hvor Dansk Folkepartis Ann Sibbern er formand, og erhvervs- og turismeudvalget, hvor Venstres gruppeformand, Knud Vincents, er formand. Hertil kommer en omlægning af et landdistriktsudvalg, hvor Radikale Troels Brandt er formand.

Samtidig med at 10 udvalg reduceres til syv, vil vederlagene for de kommende udvalgsformænd blive hævet, mens vederlaget til Dansk Folkepartis 2. viceborgmester sløjfes. Det betyder til gengæld, at Villum Christensen (LA) som 1. viceborgmester får øget sit årlige vederlag med 30.000 kroner.

Omlægningen er af en karakter, så flertallet mener, at der samtidig er behov for at indgå en helt ny konstituering på tværs af udvalgene.

John Dyrby Paulsen har selv begrundet beslutningen om at opsige samarbejdsaftalen med, at oppositionen er "gået over grænsen" med "urimelige personangreb."

Men først og fremmest er afsættet for omlægningen ifølge ham, at der er "snitfladeudfordringer" mellem de forskellige udvalg.

"Vi startede med at sige, at vi er nødt til at lave om på de her strukturer, fordi der er snitfladeproblemer. Og det skal man ikke vente med, til udvalgene for alvor er kommet i gang med at arbejde," siger John Dyrby Paulsen til Altinget.

I praksis skal den nye udvalgsstruktur gennemføres ved at ændre kommunens styrelsesvedtægter. De nye vedtægter blev førstebehandlet mandag og skal andenbehandles næste mandag, hvor en ny konstituering også forventes at være på plads.

Opfundet til lejligheden
Netop spørgsmålet om snitfladeudfordringer var også det formelle afsæt for en omlægning af udvalgsstrutkuren, som blev gennemført i Randers i 2015, og som nu prøves ved domstolene.

Men heller ikke der lagde flertallet skjul på, at et dårligt klima mellem oppositionspartierne og flertallet også spillede ind.

Ifølge en af de tre udvalgsformænd, som blev afsat i 2015, er der helt åbenlyse paralleller mellem sagen fra Randers og den aktuelle situation i Slagelse.

"Det handler dybest set om, hvorvidt man går ind og ændrer udvalgsstrukturen med det formål at få et grundlag for at smide nogle folk ud. For mig at se er sagen i Slagelse helt parallel. Det ligner nærmest copy-paste fra Randers Kommune," siger Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten i Randers.

Han mener, at argumentet om snitfladeproblemer blev opfundet til lejligheden.

"Det er usagligt og dermed ulovligt, hvis man ændrer i styrelsesvedtægterne og opgavefordelingen mellem udvalgene med det formål at komme af med nogle udvalgsformænd, som man ellers ikke kan komme af med, fordi der er flertal for dem i udvalget," siger Kasper Fuhr Christensen.

Usaglige motiver
Sagen fra Randers er efterfølgende blevet behandlet af det kommunale tilsyn ved Statsforvaltningen, der dog ikke fandt omkonstitueringen ulovlig. Indenrigsministeriet har siden afvist at tage sagen op af egen drift med henvisning til, at man ikke forventede at nå frem til en anden vurdering end Statsforvaltningen.

Men trods afvisningerne i klagesystemet mener Kasper Fuhr Kristensen fortsat, at der er grund til at forvente, at domstolene kan komme frem til en anden afgørelse.

"Klagemyndighederne tager først og fremmest stilling ud fra det foreliggende skriftlige beslutningsgrundlag. De vurderer ikke nødvendigvis, om der er oplagte grunde til at tro, at der kan ligge andre motiver bag end det, der er nedskrevet. Det er domstolene meget bedre til, og så kan man føre vidner," siger Kasper Fuhr Christensen.

Sagen i Randers er ikke første gang, at argumentet om snitfladeproblemer er blevet brugt som argumentet for en ændring af udvalgsstrukturen i en kommune, hvilket efterfølgende har ført til en omkonstituering.

En velafprøvet argumentation
Også i en sag fra Sønderborg Kommune i 2012 endte Statsforvaltningen med at vurdere, at såvel ændringerne af styrelsesvedtægterne som den efterfølgende omkonstituering var inden for lovens rammer.

Det ligner på den måde en velbevandret sti, John Dyrby Paulsen betræder, når han med afsæt i en snitfladeproblematik mellem udvalgene udløser en omkonstituering.

Det juridiske spørgsmål, der kan rejse sig, er, hvorvidt beslutningen reelt er baseret på saglige hensyn, og om der er tilstrækkelig dokumentation for behovet for en omlægning af udvalget.

Eller om det kan godtgøres, at en omlægning først og fremmest er drevet frem af personlige og politiske ønsker om at sætte bestemte personer uden for politisk indflydelse.

"En ændring vil ikke være lovlig, hvis den alene gennemføres med henblik på at omgå reglen (…) om gyldighedsperioden for valg af kommunalbestyrelsens udvalg ved at reducere et eller flere bestemte kommunalbestyrelsesmedlemmers politiske indflydelse," lyder det blandt andet i et juridisk notat omkring sagen fra Randers.

V håber på forbrødring
John Dyrby Paulsen holder fast i, at beslutningen om at omlægge udvalgene ikke er drevet ud fra betragtninger om, hvem der besidder hvilke poster. Men først og fremmest ud fra de snitfladeproblematikker, han mener er blevet bekræftet i de seneste måneders politiske arbejde.

Samarbejdsproblemer er ifølge ham først kommet ind i overvejelserne i anden række.

"Da vi var blevet enige om, at der på grund af snitfladeproblemerne skulle laves en ændring i styrelsevedtægterne, satte vi os ned i flertalsgruppen og spurgte hinanden, hvordan det egentlig gik med den her samarbejdsaftale. Og da var meldingen hele vejen rundt om bordet, at det gik faktisk overhovedet ikke særlig godt," siger John Dyrby Paulsen.

I Venstre håber man fortsat på, at man i løbet af de kommende dage kan få talt sig til rette med borgmesteren og flertalspartierne om en ny konstituering, hvor der også bliver formandsposter til oppositionspartierne.

"Lad os nu se, hvad forhandlingerne de næste par dage viser. Men vi stiller da også spørgsmål ved, om det med snitfladeproblemerne er den reelle baggrund for de ændringer. Det skal vi have undersøgt," siger Stén Knuth.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Dyrby Paulsen

Direktør, Dansk e-Mobilitet, fhv. MF og borgmester i Slagelse (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 1990), hd i udenrigshandel (Handelshøjskolen i København 1992)

Stén Knuth

Politisk konsulent, Dansk Firmaidræt, byrådsmedlem (V), Slagelse Kommune
bankuddannet

Kasper Fuhr Christensen

Byrådsmedlem (Velfærdslisten), Randers Kommune
Gymnasiel uddannelse (Paderup Gymnasium. 2007), ba. i jura

0:000:00