Ritt Bjerregaard: Løftebrud er præmissen for enhver politisk fornyelse

Af Ritt Bjerregaard (S)
Tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær

En ny regering er selvsagt også en ny mulighed, og det var lovende, at det lykkedes for Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale at blive enige om et ”forståelsespapir”. 

Dejligt, at det ikke var et regeringsgrundlag. Også det er en fornyelse og giver mere plads til de diskussioner partierne imellem, som er nødvendige, hvis centrum-venstre skal kunne præstere noget i fællesskab. Mistroen efter et valg, der altid vil trække forskelle op, er selvfølgelig stor.

Det er let at se, at der er store forskelle på partiernes politik, ikke mindst fordi Radikale Venstre står for en helt anden økonomisk politik, hvad der kostede SR regeringen dyrt under Helle Thornings samarbejde med Margrethe Vestager. 

Mon ikke Lars Løkke her ser nogle muligheder for at Venstre kan komme til at spille en rolle?

Medier elsker løftebrud
På flygtninge- og indvandrerområdet er Socialdemokratiet også forpligtet af den linje Mette Frederiksen har lagt i oppositionsperioden, og som Mattias Tesfaye nu som minister står i spidsen for. 

Historisk er der mange eksempler på, at centrum-venstre ikke kan håndtere realpolitikken og magten i fællesskab.

Ritt Bjerregaard (S)
Tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær

Der skal laves flertal med andre partier end med dem, der har sikret Socialdemokratiet regeringsmagten. Det er altid svært og en balancegang.

Med andre ord: Det bliver ikke let at få udstukket en ny politisk linje og meget afhænger af partiernes vilje til at give hinanden plads. Alle partier skal kunne vise deres vælgere, at de kan få noget af deres politik igennem. 

Det skal kunne ses, og så vil medierne råbe løftebrud mod nogle af de andre partier, og det må de leve med, for det er betingelsen for ethvert kompromis og dermed enhver fornyelse.

Her ser jeg et reelt problem, fordi medierne elsker historier om løftebrud. Hvor hurtigt medierne er gået i gang, kan dels ses af debatten om kvoteflygtninges hjemvenden, og især om pension til de nedslidte. 

Bare det, at regeringen ser i øjnene, at det udvalgsarbejde, der skal foregå for at finde en løsning med organisationerne, ikke kan finde sted samtidig med, at der forhandles løn, rejser løftebrudsdiskussionen. Her har flere af partierne bag forståelsespapiret haft travlt med at profilere en modstand.

Fastlåste embedsapparater skal modarbejdes
Det er der ikke brug for. I stedet må partierne bruge kræfter på – hvad forståelsespapiret er udtryk for – at de erkender, at der er forskelle, men at der skal findes løsninger, som alle partierne kan se sig selv i. 

Absolutter er skadelige, som Liberal Alliance fik anskueliggjort i VLAK regeringen.

På andre områder burde det være let at finde en centrum-venstre politik.

For eksempel for klima, miljø, fødevarer, kultur, uddannelse, forskning, trafik , boliger og sikkert flere. Det er i hvert fald her, jeg forventer, at der tydeligt kan ses en forskel. Med andre ord en ny politik. 

Men der er faldgruber, som miljøministeren viste i sommer ved at godkende den fortsatte dispensation for anvendelse af neonkontinoider. Her tiltrænges en hurtig ændring. I nogle ministerier vil der være et embedsapparat, der falder tilbage på den tidligere regerings politik. Det skal modarbejdes.

På forsvar, økonomi, integration og flygtninge og måske også på skat, selvom det er indlysende, at der skal ske noget, kan det blive svært at opnå enighed. 

Udenrigspolitik plejer at kunne handles af i store brede flertal, men det kan ikke være en centrum- venstre politik at øge forsvarsudgifterne. Der er mange andre steder, de penge kan bruges mere fornuftigt.

Risiko for manglende vilje
Velfærdspolitikken er der i store linjer enighed om, for det er her, alle centrum-venstre-partierne har lovet forbedringer, og hvor de er ventet med længsel. 

Om sundhed kommer med her er ikke helt til at vide. I hvert fald er der ikke flertal for at nedlægge regionerne.

Der er masser af politikområder, hvor en fornyelse af den hidtidige fastlåste politik er tiltrængt, og hvor Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten nu har chancen for at vise, at det er muligt. 

Men der er også en fare for, at centrum-venstre ikke kan præstere noget, selvom de nu fik chancen, fordi det hele går op i hver enkelt partis manglende vilje og evne til at give plads til de andre. 

Historisk er der mange eksempler på, at centrum-venstre ikke kan håndtere realpolitikken og magten i fællesskab.