Røde Kors afviser Sjælsmark-ansat: Nej, børnene bør ikke blive på Sjælsmark

SJÆLSMARK: Røde Kors afviser anbefalingen fra en medarbejder på Udrejsecenter Sjælsmark, der ønsker at lade børnefamilierne blive på udrejsecenteret. Organisationen afviser også kritikken af omdiskuteret rapport.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Udrejsecenter Sjælsmark tilbyder beboerne en tryg hverdag og en stabilitet, som de har manglet i flere år. Derfor vil børnefamilierne ikke have gavn af at flytte ud af Sjælsmark.

Sådan lyder det overordnede budskab i et åbent brev, som Michael Høegh, en institutionsmedarbejder på udrejsecenteret, har skrevet til til statsminister Mette Frederiksen (S) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Debatten er ifølge ham "unuanceret og udelukkende med negativt fokus på Sjælsmark".

"Når jeg taler med børnefamilierne, her efter beslutningen er truffet om at etablere et nyt udrejsecenter, møder jeg modstand. Langt de fleste familier på Sjælsmark ønsker ikke at flytte fra Sjælsmark. De ønsker ophold i Danmark," skriver Michael Høegh, der er ansat hos Kriminalforsorgen Hovedstaden.

Læs også

Men dén holdning deler man ikke ligefrem hos Røde Kors, der blandt andet driver en sundhedsklinik og står for børnehaver og skolegang for børnene.

”Vi er ikke enige i, at børnene vil have gavn af at blive på Sjælsmark,” siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl.

Rød blok vil have børnene ud
Både før og under valgkampen havde Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet presset hårdt på for at få børnene ud af Sjælsmark. Socialdemokratiet var mere tilbageholdende, men understregede dog, at forholdene skulle forbedres.

I Hørsholm Kommune, som modtager underretninger fra Udrejsecenter Sjælsmark, har K-borgmester Morten Slotved ved flere lejligheder sagt, at udrejsecenteret bør lukkes.

Som en del af den politiske forståelse, som blev indgået i slutningen af juni, besluttede S-regeringen og dens støttepartier sig for, at børnefamilierne på Udrejsecenter Sjælsmark skal flyttes til et nyt center med en mere ”hensigtsmæssig lokalitet”.

Og det tiltag bakker Anders Ladekarl op om og tilføjer, at det selvfølgelig ikke er ligegyldigt, hvordan udflytningen af familierne kommer til at ske, og at det er vigtigt, at man sikrer børnene en ”fortsat god hverdag”.

”Udflytningen skal ske med hensyn til børnenes tarv. Det vil vi gerne bidrage til. Men vores holdning er fortsat, at børnene skal ud af Sjælsmark,” siger generalsekretæren.

Røde Kors er bekymrede for børnenes trivsel
I april 2019 offentliggjorde Røde Kors en rapport om forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark. Rapporten konkluderede blandt andet, at ”der er grund til alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling.”

På baggrund af rapportens konklusioner anbefalede Røde Kors, at ”ingen familier bør flyttes til Udrejsecenter Sjælsmark, før end udrejse er umiddelbart forestående.”

I sit debatindlæg argumenterer Michael Høegh for, at Udrejsecenter Sjælsmark giver børnefamilierne en tiltrængt ro i deres liv, efter at de i mange år er blevet flyttet ”fra center til center”.

I forhold til de konklusioner, som fremgår af Røde Kors-rapporten, mener Michael Høegh ikke, at beboernes mistrivsel nødvendigvis skyldes dårlige forhold på udrejsecenteret. Han mener snarere, at det kan tilskrives, at familierne har fået afslag på at få opholdstilladelse i Danmark.

Han håber, at politikerne vil arbejde for at skabe forhold på Sjælsmark, der ”imødekommer børnenes behov”, og at der bliver oprettet skole- og fritidstilbud, som også har åbent i ferie- og helligdage.

Kritik af Røde Kors-rapport
Samtidig retter Michael Høegh en kritik mod Røde Kors-rapporten, som ifølge ham ikke kan stå alene i forhold til at tegne et retvisende billede af forholdene på Sjælsmark.

”Er rapporten fra Røde Kors tilstrækkelig, og kan den stå alene i forhold til konklusionen vedrørende børnenes trivsel, når ikke alle familier deltager grundet begrænset adgang til tolke? Forældrene har udfyldt spørgeskemaer og er interviewet én gang, men psykologerne har ikke talt med eller tilset børnene,” skriver Michael Høegh.

Derudover kritiserer han undersøgelsen for ikke at have taget forbehold for, hvor længe børnene har opholdt sig på Sjælsmark.

Anders Ladekarl afviser dog, at rapporten fra Røde Kors er misvisende og lavet på et usikkert grundlag.

”Jeg mener, at den rapport er lavet på en solid og grundig baggrund,” siger generalsekretæren.

Så mener du, at rapporten godt kan stå alene i forhold til at vurdere, hvorvidt børnene skal ud af Sjælsmark?

"Der er ingenting, der kan stå alene. Alt skal på en eller anden måde holdes op mod alt muligt andet. Den rapport er ét element i en undersøgelse af alle vilkårene, og som sådan er det en solid, grundig og god rapport.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Ladekarl

Generalsekretær, Dansk Røde Kors
cand.polit. (Københavns Uni. 1989), ba.mag. i historie (Aarhus Uni. 1984)









0:000:00