Roger Buch: Politikere og medier er skyld i irrationelle EU-vælgere

Af Roger Buch
Forskningschef, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)

Vælgerne i Danmark stemmer lige så meget – eller rettere lige så lidt – som de altid har gjort ved valgene til Europa-Parlamentet: 50 procent valgdeltagelse. Den lidt højere stemmeprocent i 2009 og 2014, som ses i figuren længere nede, skyldes ikke en europapolitisk vækkelse.

Forklaringen er ganske enkelt, at der oven i europaparlamentsvalget var placeret en folkeafstemning om tronfølgeloven (2009) og en folkeafstemning om Patentdomstolen (2014).

Da der hverken er folkeafstemning eller folketingsvalg oven i europaparlamentsvalget 2019, er det bedste bud på valgdeltagelsen derfor 50 procent +/- 3 procentpoint. Den konstant lave stemmeprocent på 50 procent er umiddelbart ulogisk og irrationel, fordi Europa-Parlamentet er gået fra et ligegyldigt pseudoparlament uden reel magt til at være en magtfuld og ligeværdig medspiller i EU's beslutningsprocesser.

Hvorfor stemte 46 procent ved europaparlamentsvalget i 1979, når parlamentet ingen reel magt havde? Og hvorfor er stemmeprocenten ikke steget, i takt med at Europa-Parlamentet har øget sin magt?

Partierne prioriterer ikke valget til Europa-Parlamentet
Er vælgerne virkelig irrationelle? Hvordan kan det være, at vi øjensynligt ikke bliver påvirket af Europa-Parlamentets øgede magt? En del af forklaringen er, at partierne også signalerer til vælgerne, at europaparlamentsvalg ikke skal tages lige så alvorligt som folketingsvalg.

Den konstant lave stemmeprocent på 50 procent er umiddelbart ulogisk og irrationel, fordi Europa-Parlamentet er gået fra et ligegyldigt pseudoparlament uden reel magt til at være en magtfuld og ligeværdig medspiller i EU's beslutningsprocesser.

Roger Buch
Forskningschef, DMJX

Partierne viser med deres valgbudgetter, valgkampagnerne og vægten af kandidaterne tydeligt, at europaparlamentsvalget ikke er lige så vigtigt som folketingsvalg. Valgkampagnerne er ikke nær så intensive, valgbudgetterne er langt mindre. Prøv at sammenligne partilederrunder og Europa-Parlaments-spidskandidatrunder – hvad er vægten og kvaliteten af kandidaterne?

Europa-Parlamentet er dog ikke så meget som tidligere et parlament for politikere på vej på pension og en øvelsesplads for yngre politikere på vej ind i politik. Men tendensen er der stadig, som også den radikale spidskandidat ved europaparlamentsvalget, Morten Helveg Petersen, har peget på:

 »Vi bruger for eksempel for meget tid på at diskutere udenrigspolitik, hvilket vi overhovedet ikke har indflydelse på. Vi er et politisk hus, der skal kunne diskutere alt, men vi er blevet en tumleplads for tidligere udenrigsministre, der skal rejse kloden tynd i fine holdninger. Det dur ikke.« 

(Debatindlægget fortsætter under grafen)

Figur: Valgdeltagelsen ved diverse valg 1970-2017. Kilde: Statistiske Efterretninger, diverse årgange.

Partierne vælger altså ikke europaparlamentskandidater fra hylde 1: de stærkeste, mest magtfulde eller mest kendte politikere. Politikerne i Folketinget, regionsråd, byråd og kommunalbestyrelser gør heller ikke meget for at synliggøre EU's magt og betydning i hverdagen. Ministre og borgmestre fremhæver ikke EU's betydning for deres politiske dagsorden – måske fordi det kan skabe et billede af mindre selvstændige og visionære politikere – og knapt så magtfulde ministre og borgmestre.

Mediernes store ansvar
Medierne bærer selvfølgelig også et ansvar. På den ene side er den dedikerede dækning af EU fremragende. Dybt kompetente korrespondenter og journalister med speciale i europæisk og international politik følger udviklingen i EU og de europæiske lande.

Kriserne i Europa – den økonomiske krise, flygtningekrisen, klimakrisen – har også medvirket til at øge de landsdækkende mediers fokus på betydningen af EU og fælles løsninger. Kriserne har på den måde været gode for EU, men har også afdækket EU's problem med at lave fælles løsninger. 

EU's rolle er imidlertid langt mindre synlig i mediernes dækningen af folketing og regering – samt regioner/kommuner. Men opgaven er også svær, når ministre, regionsrådsformænd og borgmestre ikke fremhæver EU's rolle. Og prøv igen at sammenligne partilederrunder og Europa-Parlament-spidskandidatrunder – kan man forestille sig, at holde sidste partilederrunde fire og fem dage før et folketingsvalg?

Det er det TV 2 og DR byder europaparlamentsvalget. TV 2 sender ikke engang Europa-Parlaments-spidskandidatrunden på hovedkanalen, men alene på TV 2 NEWS. Hvor TV 2 står for 24 procent af danskernes tv-forbrug, så står TV 2 NEWS for godt 4 procent – mange vælgere har jo slet ikke adgang til TV 2 NEWS, så med den beslutning minimerer TV 2 vælgernes adgang til Europa-Parlament-spidskandidatrunden.

Så medier og partier må – selvom det er bedre end for 10-15 år siden – også tage deres del af ansvaret for den lave interesse for europaparlamentsvalg. Men det må vælgerne også – vi kunne jo bare tage os sammen på søndag! 

Skal vi være flove?
Skal vi så være kollektivt flove over den danske valgdeltagelse ved europaparlamantsvalgene? Desværre kan vi i europæisk sammenligning være mere og mere stolte. Som det ses i tabellen i bunden af indlægget, lå Danmark ved de fire første europaparlamentsvalg klart under EU-gennemsnittet på 62-57 procent valgdeltagelse. Ved valget i 1999 lå vi på linje med de øvrige EU lande, men ved de tre seneste valg har EU's gennemsnit ligget langt lavere end den danske stemmeprocent.

Udviklingen skyldes dels faldende valgdeltagelse i de gamle EU lande og dels en klart lavere valgdeltagelse i de fleste nyere medlemslande. Den danske stemmeprocent på 50 procent er imponerende flot, når den holdes op imod 13 procent i Slovakiet eller 24 procent i Polen, som er et af de største lande i Europa.