Rune Engelbreth: Kære statsminister, kommer naturen endelig på finansloven?

Kære statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og miljøminister Lea Wermelin

I februar 2019 skrev Mette Frederiksen en kronik til en række dagblade: "Jeg vil slå et slag for, at naturen kommer til at spille en større rolle i den grønne diskussion. Det er, som om klimaet er det eneste vigtige, når vi taler grøn omstilling og grøn ansvarlighed."

Det er vist nok første gang, en dansk politiker har været opmærksom på det misforhold, at vi i den nok så vigtige debat om klimakrisen desværre ofte synes at glemme biodiversitetskrisen – til trods for at naturen forarmes med så voldsom hastighed, at forskere placerer klodens artsuddøen og ødelæggelsen af naturlige levesteder i kategorien "masseuddøen".

Også nationalt oplever vi en eskalerende naturkrise. Ifølge den seneste EU-indrapportering af de naturtyper og arter, vi er forpligtede til at gøre en indsats for i Danmark, har hele 95 procent af naturtyperne og 57 procent af arterne nu "ugunstig bevaringsstatus".

Genlæs lige de tal.

Mange tror imidlertid, at bare vi kalder en indsats for "grøn", er det godt for naturen, og bare vi "gør noget for klimaet", er det godt for naturen. Det er desværre ikke altid tilfældet. En klimaindsats gavner ikke nødvendigvis naturen – men en målrettet naturindsats gavner næsten altid klima og miljø. Lad os derfor gøre det, der gavner klima, miljø OG natur mest.

Mange tror imidlertid, at bare vi kalder en indsats for "grøn", er det godt for naturen, og bare vi "gør noget for klimaet", er det godt for naturen. Det er desværre ikke altid tilfældet.

Rune Engelbreth Larsen

Et relateret problem er derfor den måde, vi i flæng italesætter "den grønne dagsorden", der ofte bliver en lidt for tilfældigt sammenkogt ret af natur, miljø og klima. Som regel serveres den temmelig udkogt, når det farverige naturindhold er så godt som fordampet, og kun den grønne suppe af klima og miljø er tilbage i gryden.

Det ender derfor let med "naturpakker" og "grønne tiltag", der ikke er øremærket en effektiv naturindsats, men snarere er slet skjult produktionsstøtte med alt for perifere naturhensyn.

Mange politikere har således tidligere talt højt og varmt om "den grønne dagsorden", men hvis noget kendetegner naturrigdom, er det ikke "grøn", men faktisk dens farverigdom.

Forskellige mosaikguldsmede flyver omkring som glitrende ædelstene, sommerfugle drysser eventyrstemning over skovlysninger og enge i alskens farveglimt. Engblomme, djævelsbid og purpur-gøgeurt er solgule, dybblå og purpurrøde malerpletter i vegetationens tableau. En isfugl skyder forbi vandløbet som en lille lyseblå raket, og en rustrød glente med kløftet hale krydser luftrummet. Naturen er i farver. Mange farver.

Det er til gengæld dér, hvor naturen er mest ensformig, at et tykt grønt tæppe dækker landskabet og kvæler en varieret vegetation. Det er denne tykke grønne førne-måtte og de tætte mørkegrønne nåleplantager, der fodrer vores biologiske ørken og gør den myldrende farverigdom af sommerfugle og blomster til en saga blot.

Og det er selv samme grønne ørken, som illustrerer, hvorfor vi mangler de store nøglearter, der historisk har varieret økosystemerne, for eksempel vildheste, bisoner og elge. Store dyr, som træder huller i den ensformige grød af førne, og som sultent æder og fortrænger tilgroningen, så farverne atter får plads. Til glæde for menneskeøjne og gavn for de øvrige arters livsvilkår.

Derfor haster virkeliggørelsen af den naturvision, som Mette Frederiksen fremlagde i en stribe dagblade i februar 2019: "Vi vil også etablere 15 nye vilde naturparker på statens og kommunernes arealer rundtom i hele landet. Det vil give den sammenhængende og vilde natur et massivt løft, da vi med de nye naturparker bringer dele af den danske natur tættere på sit oprindelige udgangspunkt."

Det er lige præcis dét, det handler om. Store sammenhængende naturområder, hvor naturen får lov til at udfolde sig som natur. Den foregående regering tog hul på vildere natur ved at søsætte et stort og vildt naturprojekt i Randers Kommune og desuden udlægge 10.000 hektar urørt skov spredt ud over landet.

Og Jakob Ellemann-Jensen, den daværende miljøminister og nuværende formand for Venstre, fastslog gentagne gange den foregående regerings "målsætning om, at vi skal have mere natur, større natur og vildere natur".

Heller ikke politisk er naturen kun grøn, men både rød og blå.

I et fællesudspil fra Socialdemokratiet og SF planlægges 15 vilde naturområder med et samlet areal på cirka 60.000 hektar – svarende til Bornholm. Alt sammen på offentlige områder, som derfor hverken involverer private lodsejere eller kræver én eneste skattekrone til opkøb af jord.

En klar forudsætning for at komme tættere på et naturligere udgangspunkt er at udsætte flere af de store planteædere, indstille træproduktion på de pågældende arealer og så vidt muligt sløjfe grøfter, så naturlige søer og moser også genopstår dér, hvor de ikke får negative konsekvenser for private nabo-arealer.

Alt sammen med adgang for naturgæster – for de store farverige naturværdier i landskaber med bisoner og vildheste rummer jo også store farverige oplevelsesværdier. Og alt sammen rørende billigt, fordi arealerne allerede er der.

Stat og kommuner råder over sammenlagt cirka 300.000 hektar natur (omtrent samme areal som hele Fyn), hvorfor der er et vidtstrakt grundlag for at komme i gang med en ambitiøs udvælgelsesproces og specifikke forslag med inddragelse af biodiversitetsforskere fra universiteterne.

Det afgørende er jo, at vi anvender de virkemidler, der anbefales af biodiversitetsforskere, hvis vi skal fremme biodiversiteten.