Debat

S: Danske journalister fjerner fokus fra vigtig EU-politik

DEBAT: En sag om sommertid fik EU på dagsordenen i danske medier. Desværre er sagen langtfra vigtig og er dermed med til at fjerne fokus fra mere alvorlige EU-sager. Sammen må journalister og politikere bringe EU-debatten på rette spor, skriver Ole Christensen (S).

Journalister og politikere må sammen sørge for at få EU-debatten på rette spor, mener Ole Christensen (S).
Journalister og politikere må sammen sørge for at få EU-debatten på rette spor, mener Ole Christensen (S).Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det skal være slut med at stille på urene hvert halve år, lyder det fra EU-Parlamentet, der sætter sommertid til afstemning i næste uge.

Sådan lød underrubrikken på en artikel, jeg læste på Altinget for et par uger siden. Jeg ved ikke med jer, men i mit hoved giver teksten det helt klare indtryk, at vi skulle stemme om at gøre det af med sommertiden. Det skulle vi bare ikke. Historien blev samlet op af mange danske medier, der altså alle løb med mere eller mindre halve vinde.

Sommertid var rigtigt nok på dagsordenen under den seneste plenarforsamling i Strasbourg. Der var debat i salen, og så skulle vi stemme om en resolution, hvor Parlamentet udtrykker sin holdning, som EU-Kommissionen så kan vælge at tage til efterretning. Det var altså ikke en afstemning af lovgivende karakter, og Parlamentet endte med at opfordre Kommissionen til at lave en videnskabelig undersøgelse med argumenter for eller imod sommertiden, hvorefter man så igen kan overveje sommertiden.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Alt det skrev Altinget også i deres artikel, men det stod først ret langt nede i teksten. Jeg bliver lidt skuffet, når medierne bliver lidt for sensationslystne og strammer historierne fra EU på den måde. Det giver et helt forkert billede af, hvad det egentlig er vi arbejder med.

Ærgerlig medieprioritering
Hver eneste dag arbejder vi med sager, som har en stor betydning for de danske borgeres hverdag. Det er bare, som om disse sager ikke altid når frem til danskerne på trods af deres betydning. Her tænker jeg på den lovgivning, som har en direkte indflydelse på for eksempel beskæftigelsen eller fiskeriet hjemme Danmark. Medierne dækker dem ikke i så stort et omfang, og det synes jeg er godt gammeldags træls.

Mediebilledet drukner i EU-sager, der rent faktisk ikke har den store påvirkning. De har i hvert fald ikke lige så stor betydning som andre politiske udspil, der slet ikke får den samme mediedækning, men til gengæld virkelig fortjener det.

Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

I stedet føler jeg, at mediebilledet drukner i EU-sager, der rent faktisk ikke har den store påvirkning. De har i hvert fald ikke lige så stor betydning som andre politiske udspil, der slet ikke får den samme mediedækning, men til gengæld virkelig fortjener det.

Lad os se nærmere på hele affæren med sommertiden. En sag, der ingen som helst lovgivningsmæssig konsekvens ville have. Alligevel viser en simpel søgning i de danske medier, at der er skrevet artikler om sommertidafstemningen mere end hundrede gange hen over en periode på fjorten dage. Det giver stof til eftertanke.

Det gav også stof til eftertanke, da en meget vigtig sag var til afstemning under selvsamme plenar. Her blev der vedtaget en lov, der skal styrke EU’s indsats for at nedbringe CO2-udledningen fra industrien. Der er her tale om tiltag, der vil opfordre til bæredygtige investeringer og indfri EU’s løfter fra den såkaldte Paris-aftale.

Det er en særdeles vigtig sag, der til sammenligning kun fik medieomtale i under ti artikler i den samme tidsperiode.

Her synes jeg, at der er noget galt med prioriteringen. Prioriteringen er ærgerlig, da det fjerner fokus fra det alvorlige og vigtige, og jeg tror, at mange tænker, om vi dog ikke har noget bedre at tage os til.

EU-debat på rette spor
Jeg har nemlig en drøm om, at afstanden mellem EU og de danske hjem bliver mindre. Selvom det til tider kan være svært for danskerne at få overblik over, hvad der sker lovgivningsmæssigt i det, vi foretager os nede i EU, så skal vi simpelthen kunne formidle de vigtige ting, der foregår.

Det er noget, som både vi politikere og journalister skal gøre sammen. Vi skal have formidlet de ting hjem til Danmark, som rent faktisk har en betydning af lovgivningsmæssig karakter. Det tror jeg er i alles interesse.

Derfor mener jeg, at vi sammen skal bringe EU-debatten tilbage på rette spor. Det håber jeg, at medierne vil hjælpe med, så alle danske borgere kan få oplysninger om den lovgivning, der direkte går ind og påvirker deres dagligdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Christensen

Fhv. MEP (S), fhv. viceborgmester, Brovst Kommune
butiksuddannet, merkonom

0:000:00