Debat

S: Vi har ikke overtaget højrefløjens værdipolitik

DEBAT: Debattør Nikolaj Sadaat kommer med en række voldsomme beskyldninger mod Socialdemokratiet, som vidner om, at han misforstår både partiets historie og nuværende politik, skriver Socialdemokratiets næstformand, Mogens Jensen.

I Socialdemokratiet har der aldrig været en modsætning mellem et stærkt nationalt udgangspunkt og at støtte op om forpligtende internationalt samarbejde, mener Mogens Jensen.
I Socialdemokratiet har der aldrig været en modsætning mellem et stærkt nationalt udgangspunkt og at støtte op om forpligtende internationalt samarbejde, mener Mogens Jensen.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Jensen
Næstformand og kulturordfører i Socialdemokratiet

Det er nogle voldsomme beskyldninger, Nikolaj Sadaat retter mod Socialdemokratiet på Altinget 27. april. Han skriver blandet, at dele af vores nuværende politik er en ”afstandtagen til den socialdemokratiske identitet”, og nævner blandt andet internationalt samarbejde, udlændinge og kultur som eksempler.

Desværre underbygger han kun sine argumenter med nogle løsrevne citater og afslører nok mest af alt, at Sadaat på nogle områder har misforstået både Socialdemokratiets historie og vores nuværende politik.

Ikke mindst når han skriver, at Socialdemokratiet skulle være imod internationalt samarbejde.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

For i Socialdemokratiet har der aldrig været nogen modsætning mellem at have et stærkt nationalt udgangspunkt og samtidig støtte op om forpligtende internationalt samarbejde.

Staunings ord holder stadig
Socialdemokratiets første statsminister, Thorvald Stauning, skrev partiprogrammet ”Danmark for Folket”, hvor han talte om Danmark som et ”folkefællesskab”.

Socialdemokratiet er det eneste parti, der har fremlagt en samlet plan for sin udlændingepolitik. Højrefløjen er primært optaget af at begrænse tilstrømningen til Danmark, mens venstrefløjen primært er optaget af at tale om hjælp til Afrika. 

Mogens Jensen
Næstformand og kulturordfører i Socialdemokratiet

Men samtidig var han glødende tilhænger af et stærkt, internationalt samarbejde. Sådan er det stadig.

Det kom til udtryk så sent som i sidste uge, hvor vi fremlagde vores oplæg til EU-valget.

Her beskriver vi netop, hvordan udfordringer som migration, klima og skattesnyd kræver forpligtende, internationalt samarbejde.

Men vi siger også, at der er områder, hvor EU skal respektere, at de enkelte lande kan træffe deres egne beslutninger.

Eksempelvis når det kommer til vores danske arbejdsmarkedsmodel.

Udlændingepolitik med to dimensioner
Når det kommer til udlændingepolitikken, så anklager Sadaat Socialdemokratiet for at have overtaget ”højrefløjens værdipolitiske portefølje”, som han kalder det. Men vores udlændingepolitik rummer jo netop både den nationale og den internationale dimension.

På den ene side siger vi, at der skal være styr på antallet, der kommer til Danmark. Derfor må vi føre en stram udlændingepolitik. På den anden side, at det er vigtigt, at vi gør langt mere end i dag for at hjælpe flygtninge i nærområderne, og at vi skal sikre et langsigtet løft til Afrika, så færre migranter begiver sig ud på den farlige vej over Middelhavet.

Læs også

For selvfølgelig skal vi være solidariske med mennesker i nød. Men at den socialdemokratiske forståelse af international solidaritet skulle bygge på åbne grænser, er en åbenlys vildfarelse.

Derfor vil vi oprette modtagecentre i nærområderne. Og derfor har vi foreslået – som en del af et internationalt samarbejde i EU – at iværksætte en Marshallplan for Afrika. Det mener vi faktisk er en langt mere humanistisk løsning end det nuværende asylsystem, der har spillet fallit.

Socialdemokratiet er det eneste parti, der har fremlagt en samlet plan for sin udlændingepolitik. Højrefløjen er primært optaget af at begrænse tilstrømningen til Danmark, mens venstrefløjen primært er optaget af at tale om hjælp til Afrika. Socialdemokratiet anerkender, at indsatsen må gå på to ben.

Imod nedskæringerne på public service
Også når det gælder kulturen, fremturer Nikolaj Saadat med en række løse og urigtige påstande om Socialdemokratiets politik.

Blandt andet at vi systematik svækker både public service og kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater og biblioteker. Det er noget vrøvl.

Faktum er, at Socialdemokratiet var imod det medieforlig, regeringen indgik med Dansk Folkeparti, og som indeholder store nedskæringer på public service. Vi har samtidig foreslået, at der indføres stærkere regulering af techgiganter som Facebook, Google og Amazon.

De skal pålægges ansvar for det indhold, de formidler via deres platforme. Og vi vil sikre fair konkurrence mellem techgiganterne og danske medier.

Faktum er også, at Socialdemokratiet sammen med et bredt flertal i Folketinget står bag aftalen, der sikrer omkring en halv milliard kroner årligt til Det Kongelige Teater, ligesom vi selvfølgelig støtter op om teatre i andre dele af Danmark.

Både bingo og biblioteker
Socialdemokratiet har i øvrigt – modsat regeringen – fremlagt en plan for at stoppe besparelserne på kulturområdet.

Det er også et faktum, at socialdemokratiske borgmestre og byrådspolitikere landet over har været med til at sikre, at vores biblioteker hele tiden udvikles og dermed er med til at sikre fri adgang til viden og oplysning.

Men Nikolaj Sadaat har helt ret i, at vi i Socialdemokratiet også er tilhængere af, at vi har sportshaller, hvor man kan spille håndbold, eller forsamlingshuse, hvor man kan gå til bingo.

Det er for os en lige så vigtig del af det at have et levende kultur- og foreningsliv. Og det står vi gerne på mål for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00