Sager til Bagmandspolitiet om mulig finansiering af terror er næsten tredoblet på fem år

TERRORFINANSIERING: De seneste fem år er underretningerne til Bagmandspolitiet om mulig finansiering af terror næsten tredoblet. Langt størstedelen af alle 3368 sager, som sidste år blev videregivet til PET, vurderes også at omhandle mulig understøttelse af terror. 

I 2016 modtog Bagmandspolitiet 169 underretninger om mulig finansiering af terror. Sidste år lød tallet på 494. 
I 2016 modtog Bagmandspolitiet 169 underretninger om mulig finansiering af terror. Sidste år lød tallet på 494. Foto: Colourbox
Karl Emil Frost

Antallet af underretninger om pengestrømme med mulig forbindelse til terror har været støt stigende de seneste fem år.

Sidste år blev der således underrettet om knap tre gange så mange tilfælde af mulig terrorfinansiering gennem pengeoverførelser til og fra såkaldte høj-risiko-lande sammenlignet med i 2016.

Det viser en opgørelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet – også kaldet Bagmandspolitiet – som justitsminister Nick Hækkerup (S) har oversendt til Retsudvalget.

Udviklingen afspejler en generel stigning i antallet af underretninger fra eksempelvis pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber til Bagmandspolitiet. 

"Det er virkelig gode underretninger, hvor mistankegrundlaget i langt de fleste tilfælde er velkvalificeret og velunderbygget."

Jørgen Andersen
Vicepolitiinspektør og leder af Hvidvasksekretariatet

Det fortæller vicepolitiinspektør og leder af Hvidvasksekretariatet Jørgen Andersen.

”Generelt er de underretningspligtige ved at være særdeles dygtige til at afdække mistænkelige forhold både vedrørende hvidvask, men også mulig terrorfinansiering,” siger han.

Toppen af isbjerget
De underretningspligtige virksomhederne har mulighed for at inddele mistænkelige forhold i forskellige kategorier.

Og sidste år modtag Bagmandspolitiet 494 underretninger, hvor mistanken lød på finansiering af terror. I 2016 var antallet af underretninger i den kategori 169.

Bliver der generelt set underrettet om forhold, som Bagmandspolitiet finder relevant at undersøge nærmere?

”Det er virkelig gode underretninger, hvor mistankegrundlaget i langt de fleste tilfælde er velkvalificeret og velunderbygget," Siger Jørgen Andersen og tilføjer:

"Og er der tvivl om et mistankegrundlag, som ikke definitivt kan afkræftes, så skal der sendes en underretning. Herefter er det op til os som myndighed at vurdere, hvorvidt oplysningerne er relevante."

Men underretningerne, som virksomhederne selv har stemplet som mulig finansiering af terror, er kun toppen af isbjerget.

I Bagmandspolitiets opgørelse fremgår det nemlig, at man sidste år valgte at videregive 3368 underretninger til Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Heriblandt er også sager om ”potentielle brud på en handelsembargo eller andre internationale sanktioner”. Men det er Bagmandspolitiets vurdering, ”at langt størstedelen af de videregivne underretninger til PET omhandler mulig terrorfinansiering", lyder det.

Det tilføjes, at tallet kan være hæftet med en vis usikkerhed. Underretninger, der er videregivet til PET flere gange, indgår nemlig kun en enkelt gang i opgørelsen.

Screener alle underretninger
Dermed videregiver Bagmandspolitiet langt flere sager til PET om mulig terrorfinansiering, end virksomhederne indberetter om.

Det skyldes, at virksomhederne ikke altid er i stand til at vurdere, hvorvidt mistænkelige forhold af forskellig karakter også trækker tråde til terror.

Derfor screener Bagmandspolitiet også selv pengestrømmene uanset virksomhedernes valg af kategorisering, fortæller Jørgen Andersen.

Han vil dog hverken komme ind på, hvordan virksomhederne eller Bagmandspolitiet konkret vurderer mistankegrundlaget for terrorfinansiering.

”Vi undersøger naturligvis alle underretninger på kryds og tværs. Og der er derfor flere sager, som de underretningspligtige virksomheder ikke selv har døbt som mulig terrorfinansiering, men hvor vi på baggrund af vores arbejde har begrundet mistanke om, at det alligevel er tilfældet og derfor kan have interesse for PET," siger Jørgen Andersen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00