Salgstaler: Støjberg afviser alle tanker om en midterregering, og Trane vil have fokus på klima og ”lovsind”

VALG I VENSTRE: De to kandidater til posten som næstformand i Venstre har skrevet hver sin salgstale op til valget i weekenden. Inger Støjberg afviser, at Venstre skal gå efter at danne regering på socialdemokratiske eller radikale mandater.

Når Venstres delegerede mødes i den kommende weekend for at vælge ny formand og næstformand, får de to kvinder med meget forskellige profiler at vælge imellem på post nummer to.

Hvis man ikke vidste det i forvejen, bliver det understreget med de to indlæg, Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby i dag har i Berlingske.

Her fokuserer Støjberg meget på sit makkerskab med Ellemann-Jensen. At de to supplerer hinanden og kan vinde regeringsmagten tilbage.

Ellen Tranes hovedbudskaber er, at hun vil inddrage baglandet mere, for eksempel med politiske camps, hvor kreativiteten kan blive ”sat fri”. Og at Venstre efter mange år i regering skal finde tilbage til sine gamle dyder om frihed og lovsind.

Nej til midterregering
Inger Støjberg vil stå for tre hovedprioriteter, skriver hun i sit indlæg. Den mest opsigtsvækkende er, at alle tanker om en SV-regering eller andre konstellationer hen over midten skal lægges i graven.

Der må aldrig være tvivl om Venstres politiske placering, skriver hun.

”Venstre skal naturligvis være en konstruktiv opposition, der trækker regeringens politik i den rigtige retning, når vi kan. Men på længere sigt må og skal Venstres mål være selv at genvinde regeringsmagten og gøre vores nye formand til statsminister. Det kan vi aldrig nogensinde gøre på socialdemokratiske eller radikale mandater. Det kan vi kun sammen med resten af den borgerlige familie,” lyder det i indlægget.

Under valgkampen meldte daværende formand Lars Løkke Rasmussen pludselig ud, at han drømte om en SV-regering. Og dagen før valget gjorde han det til partiets førsteprioritet.

Den strategi var næstformand Kristian Jensen meget uenig i, og spørgsmålet var med til at udløse hele opgøret om magten i Venstre, der endte med Løkkes og Jensens afgang. Den nye formandskandidat Jakob Ellemann-Jensen har afvist selve ideen om en SV-regering, men her går Støjberg altså skridtet videre og udelukker også, at Venstre kan sidde i regering på radikale mandater.

Støjbergs to andre hovedprioriteter er:

1) at Venstre ikke skal være ”en topstyret kampagneorganisation”, men have fokus på medlemmerne: ”Vi skal sikre, at vi ikke får flere processer som med sundhedsreformen, hvor en stor del af vores bagland følte sig ignoreret og kørt over. Christiansborg-Venstre skal være mere lydhørt,” skriver hun. Det kræver en modernisering af Venstres organisation, mener Inger Støjberg, som lover at sætte det arbejde i gang, hvis hun bliver valgt.

2) at Venstre fremover skal stå samlet bag formanden. ”Det skal være slut med fløjdannelser én gang for alle,” skriver Støjberg.

Trane: Vi skal tale pænt
Ellen Trane Nørby forholder sig i sit indlæg i Berlingske ikke direkte til SV-spørgsmålet. Men med sine prioriteter lægger hun tilsyneladende an til en kurs, som peger mere mod midten end Inger Støjberg.

Det har slidt på Venstre at være i regering i 14 ud af de seneste 18 år, fordi der er blevet indgået mange kompromiser, skriver Ellen Trane. Derfor skal Venstre skærpe sin profil, så det gamle slogan ”Venstre ved du, hvor du har” holder.

”Frihed. Frisind. Lovsind. Troen på det enkelte menneske. Lighed for loven. Ansvar for helheden og fællesskabet. Gennem snart 150 år har vores liberale kompas vist vej. Vi har givet det enkelte menneske plads og frihed til at udleve sine drømme, og vi har skabt stærke fællesskaber i Danmark. Det skal vi også gøre fremover, og vi skal gøre det på en ordentlig måde, hvor vi også taler pænt om dem, vi er uenige med,” skriver Ellen Trane.

Bemærkningerne om lovsind kan fortolkes som en kontrast til Inger Støjberg, der som udlændinge- og integrationsminister nærmest gjorde det til en mærkesag at gå til kanten af de internationale konventioner, når det gjaldt den danske udlændingelovgivning.

Venstre skal trække vælgere over midten
Hun nævner klimaindsatsen som en mærkesag. Og også en stram udlændingepolitik, men én, hvor antallet at stramninger ikke er et mål i sig selv.

Og så er det fortsat en hovedopgave for Venstre at trække vælgere over midten.

”Ved sidste folketingsvalg vandrede 200.000 vælgere fra blå til rød blok. Venstre skal gøre det naturligt for dem at vende hjem til et sagligt og konstruktivt Venstre, der kerer sig om vores fælles land og har de bedste svar på de problemer, de møder i dagligdagen,” skriver Ellen Trane Nørby.

Ligesom Inger Støjberg er det en vigtig prioritet for Ellen Trane at inddrage baglandet mere i udviklingen af Venstres politik. Det skal ske ”gennem formelle politiske udvalg og mere uformelle politiske camps, hvor medlemmer og folkevalgte mødes og sætter ideerne og kreativiteten fri,” skriver hun.

Venstres delegerede stemmer om ny formand og næstformand ved det ekstraordinære landsmøde i Herning på lørdag 21. september fra klokken 9.30 til cirka 13.

Forrige artikel Højere priser og neutrale pakker: Sådan vil regeringen få unge til at stoppe med at ryge Højere priser og neutrale pakker: Sådan vil regeringen få unge til at stoppe med at ryge Næste artikel Bredt flertal vil lukke ned for betalingstjenesters gebyrfest Bredt flertal vil lukke ned for betalingstjenesters gebyrfest
Regeringen forventer at støtte oliejagten med 20 milliarder

Regeringen forventer at støtte oliejagten med 20 milliarder

PROGNOSE: Frem til 2042 forventer den danske stat at bruge knap 20 milliarder skattekroner på olie- og gasproduktionen i Nordsøen i form af investeringer og skatterabatter. "Ufatteligt", mener Alternativet før samråd torsdag.