Se kortet: Kommunerne har hævet skatten med fem milliarder siden 2007

OPGØRELSE: Kommunerne har samlet hævet skatten med over fem milliarder kroner. Nogle steder er skatten i gennemsnit steget med over 3.000 kroner, andre steder er den faldet næste tilsvarende.

Skattestigninger siden 2007 betyder, at borgerne i Hjørring Kommune skal betale godt 3.000 kroner mere i skat i 2020.
Skattestigninger siden 2007 betyder, at borgerne i Hjørring Kommune skal betale godt 3.000 kroner mere i skat i 2020.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Bor du i Guldborgsund eller Skanderborg Kommune betyder lokale skattestigninger, at du som gennemsnitsborger skal betale godt 3.500 kroner mere i skat til kommunen i 2020.

Omvendt er skattebetalingen faldet med mellem 3.000 og små 3.500 kroner i kommuner som Billund og Allerød.

Det viser en opgørelse, Altinget har lavet, og som søger at afdække effekten af udviklingen af den lokale skatteudskrivning siden 2007, set i sammenhæng med det kommunale skatteloft og VK-reringens skattestop.

Opgørelsen viser, hvor meget en gennemsnitlig borger, der er 15 år eller derover, skal betale mere eller mindre i skat i 2020 sammenlignet med, hvis skatteudskrivningen i 2007 var fastholdt uændret.

I 84 ud af landets 98 kommuner er kommuneskatten steget siden 2007.

Mere i kommuneskat, mindre i statsskat
De største stigninger skete med budgetterne for 2008 og 2010, hvor den kommunale skatteudskrivning steg med omkring tre milliarder kroner.

Det var langt mere, end kommunerne havde fået lov til i økonomiaftalerne med staten, og for at kompensere for de lokale skattestigninger er bundskatten blevet sænket med et nogenlunde tilsvarende beløb.

Det skal sikre, at skattestoppet overholdes samlet set. Og det betyder, at det i praksis kun er i 58 af kommunerne, at de kommunale skattestigninger er ført til reelle skattestigninger for borgerne.

Samlet set er kommuneskatten forøget med omkring 5,5 milliarder kroner i 2020 sammenlignet med skatteudskrviningen i 2007. Bundskatten er tilsvarende reduceret med omkring 5,2 milliarder kroner.

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Kommunal. Her får du mere perspektiv og flere kommentarer. Du kan tegne et prøveabonnement her

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00