Se og læs statsministerens grundlovstale: "Vores håndtering har været politisk. Men ikke partipolitisk" 

GRUNDLOVSDAG: Mette Frederiksens holdt i år en optaget grundlovstale, som primært var et forsvar for de beslutninger regeringen tog under coronakrisen. Se eller læs hele talen her.

Mads Outzen

Tid er en underlig størrelse.
 
Der skrives tit om det. I sange og digte. Øjeblikket. Om lidt. Tiden der tager os. Alt det, der gik tid med. Benny Andersen har formuleret det, så man bliver en lille smule forpustet: ens datter kommer hjem fra skole, går ud for at hinke, kommer ind lidt efter, og spør’ om man vil passe den lille. 
 
Der er allerede sagt og skrevet så smukt om tiden, at det kan svært at tale om, uden at det også bliver en lille smule klichefyldt.
 
Den her tale for eksempel. Den varer nok lidt mere end 10 minutter. Og til de af jer, måske særligt journalisterne, der synes det er alt for lang tid. For hvad siger jeg egentlig? Hvad er nyheden?
 
Så kan jeg trøste jer med, at talen i hvert fald har taget det dobbelte at holde. Den er nemlig optaget på forhånd. Når jeg lige om lidt kløjes i et ord. Eller bytter rundt på to sætninger. Glemmer en vigtig pointe eller noget helt fjerde. Så stopper vi og tager den om igen.
 
Med andre ord – det du ser, er den færdige tale. Hvor fejlene er klippet ud – måske. 
 
Det har der været tid til.
 
Sådan har det ikke været i de sidste par måneder.
 
Jeg har holdt adskillige pressemøder i Statsministeriet. Alt sammen om corona. Ikke én generalprøve.
 
Vi var i kapløb med tiden.
 
Og derfor har alt i vores håndtering af den her krise selvfølgelig ikke været perfekt. Selvfølgelig er der ting, vi kunne have gjort bedre.
 
En af de diskussioner, vi har internt i Statsministeriet den onsdag den 11. marts, det er, om vi er klar til at holde et pressemøde om aftenen. Der er meget, vi ikke kan svare på. Er det mon bedre at vente til dagen efter?
 
Selve beslutningen. Altså den store beslutning. Den har vi først truffet endeligt om eftermiddagen. Og det er først fra om mandagen, at skolerne og daginstitutionerne skal lukke ned. Hvis vi venter med pressemødet, så kan vi nå at finde svar på endnu flere spørgsmål.
 
Men som samfund - der vil vi samtidig miste dyrebar tid. Tid som vi ikke har. Slet ikke de sårbare grupper. 

Konklusionen, den bliver derfor at sige tingene, som de er.
 
(Der vises klip fra pressemødet i Statsministeriet onsdag 11. marts 2020) 
 
Jeg har aldrig nogensinde i mit liv været så meget i tvivl, som i det her forår. Som i den her krise vi lige har været igennem. Dilemmaerne har været enorme. Det er de faktisk stadigvæk. 
 
Men at vi handlede så hurtigt. Det er – tror jeg – den vigtigste politiske beslutning, jeg nogensinde har truffet.
 
Det kunne have været gået galt i Danmark.
 
Stigningen var voldsom. Som vi havde set det f.eks. i Italien. 
 
Antallet af smittede danskere var mere end tidoblet bare på nogle få døgn. Fra 38 smittede om søndagen. Til 514 smittede om onsdagen. 
 
Det var alvor.
 
Vi så det i andre lande. Hvor personalet på hospitaler var tvunget til nogle fuldstændig umenneskelige valg: Hvem skal i respirator? Hvem skal ikke?
 
Og en snigende fornemmelse bredte sig også herhjemme. Var vi på vej det samme sted hen?
 
Der skete noget helt særligt med os danskere i de dage. Som land. Og som folk. Vi rykkede tæt sammen. 
 
Hvor var du, da corona’en ramte? Hvor var du, da Danmark lukkede ned? 
 
Ofte er vi mennesker tilskuere til verden. Denne gang der havde vi hver især en rolle. Måske er det en af de bedste påmindelser, som vi tager med os videre. At vores indsats. Hver især. Og sammen. Gør at vi kan tackle selv de allerstørste udfordringer.
 
Virksomheder - danske virksomheder har som noget af det mest naturlige udvist et kæmpe samfundssind og har haft blik for meget mere end bare bundlinjen. Medarbejdere har på rekordtid fundet nye løsninger og fået tingene til at fungere. Og arbejdsgivere og arbejdstagere og fagforeninger veg ikke tilbage for ansvaret, da det gjaldt. Men bidrog i stedet i fællesskab til at redde danske arbejdspladser. 
 
Et unikt sammenhold manifesterede sig over hele Danmark. Hvor du opgav noget af din hverdag. For at hjælpe andre, der var mere udsatte. Vi viste hinanden i de dage og i de uger, at i Danmark, der er man ikke alene.  
 
Nogen har sagt, at corona-krisen er blevet sådan et forstørrelsesglas på vores samfundsmodel. 
 
Et lille land. Men et stort fællesskab.
 
Og nu begynder alle spørgsmålene at melde sig.
 
Det er helt naturligt. Selvfølgelig skal vi lære af den her krise. Se på om noget kunne have været gjort anderledes.
 
Men vi skal også huske på proportionerne. For i modsætning til andre lande. Der kom for sent og nu betaler en høj pris. Markant overdødelighed. Mere omfattende nedlukninger. En langsommere genåbning end den vi er i gang med. Så er diskussionen herhjemme jo en helt anden: Reagerede vi for hurtigt? Hvem vidste hvad og hvornår?
 
Det kræves, at myndighederne må stå til regnskab! At der politisk skal gives svar!
 
De embedsmænd, der har knoklet dag og nat for vores land. De har gjort det, så godt de overhovedet kunne. Alle – hver og en – har de lod og del i, at den danske strategi faktisk er lykkedes. Det bør man huske, når man nu kigger tilbage. 
 
For det er altså som om, at sandheden også er blevet lidt ubekvem. Selvom at vi vel egentlig alle sammen kendte den:
 
Der var ikke en manual. Der var ikke evidens. Der var ikke ét korrekt svar. Der var ikke nogen at følge i fodsporene. 
 
Det var tværtimod et ubetrådt land. Der var tvivl. Det var bedste mands bedste bud. Og det var dig – og det var mig. Og summen af de beslutninger vi tog som samfund, enkeltvis og som familier. 
 
Beslutninger, som jeg synes, vi kan være stolte over. Uanset hvad nogen siger.
 
Og det er også beslutninger, der viser, at vi lever i et demokrati. Vi overlader det ikke til eksperter at træffe de svære valg. Vi lytter til deres rådgivning. Det gør beslutningsgrundlaget bedre. Det er klart. Men det ændrer ikke på, at det er os som politikere. Det er vores opgave at stille os forrest og dermed påtage os ansvaret. 
 
Det har alle Folketingets partier gjort. 
 
Det er unikt.
 
Mange hundrede møder er det blevet til. Både her i Folketinget og rundt omkring i ministerierne. Jeg har selv været en del af forhandlingerne. Og set hvordan 10 vidt forskellige partier har lagt ævl og kævl til side. 
 
Delt den samme bekymring om Danmark. Både hvad angår corona’en men også vores fremtid.
 
Og delt det præcis samme ønske om at få os så hurtigt og så godt som overhovedet muligt igennem krisen. 
 
Vores håndtering har været politisk. Men ikke partipolitisk. 
 
Og jeg har altså endnu til gode at møde en dansker udenfor Christiansborg, der savner de sædvanlige politiske skænderier. Alligevel fylder de langsomt – men sikkert mere og mere – ikke mindst i medierne.
 
De politiske forskelle – de vil selvfølgelig igen træde tydeligere frem, ikke mindst når vi går i gang med genopretningen af dansk økonomi. Vi kommer med hvert vores udgangspunkt. Meninger brydes. Og det er grundlæggende sundt. 
 
Men jeg vil gøre mit til, at vi stadigvæk efterstræber det brede politiske samarbejde. Jeg tror nemlig, at det gør resultaterne bedre. Og også mere holdbare. 
 
Politik behøver ikke kun at være konflikter. Eller falske modsætninger.
 
2020 skulle vise sig at blive et kriseår. Men det er jo Danmark, det handler om. Og vi klarer også den her krise.
 
For vi er et godt sted.
 
Og mere og mere i samfundslivet begynder at ligne sig selv. 
 
Mon ikke der er mange af jer, der er startet på arbejde eller i skole igen, der tænker, at tiden alligevel også gik hurtigt. Langsomt bliver tiden, hvor vi var derhjemme, et minde. Måske en tid der lærte os noget om os selv. De værdier, der for alvor betyder noget. Den måde, vi bruger vores tid på i hverdagen.
 
Nu kan det så også for nogen være svært at forstå, hvorfor vi skal blive ved med at leve med restriktioner. Når nu faren - og antallet er smittede er så lavt.
 
Men virussen, den er stadigvæk i vores samfund. Og den kan blusse op.
 
Og for andre føles tiden derfor også som en evighed, tror jeg. Er man sårbar. Ældre. Kronisk syg. Hvornår kan man så overhovedet få lov til at leve sit liv som dengang før corona’en?
 
Jeg tror for nogle af dem kan det engang imellem være svært at blive konfronteret med andres utålmodighed. Når det for en selv er med livet som indsats, hvis man bliver smittet.
 
Det er nu, hvor vi ikke helt på samme måde er i samme båd. At fællesskabet for alvor skal stå sin prøve. 
 
Vi bad de svageste om at være de stærkeste.
 
Nu er tiden inde til, at de stærkeste viser deres styrke.
 
Rigtig god grundlovsdag!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00