Servicetjek klar: Naturstyrelsen får kritik for at mangle viden om naturbeskyttelse

EFTERSYN: Naturstyrelsen mangler viden om og evne til at passe på naturen, lyder det i en rapport bestilt af daværende minister Jakob Ellemann-Jensen (V). Den nye miljøminister vil drøfte sagen, men understreger, at styrelsens opgaver er et politisk ansvar.

Servicetjekket af Naturstyrelsen er udarbejdet af en ekstern konsulentvirksomhed. Rapporten er en gennemgang af bemærkninger, som centrale aktører på miljøområdet - blandt andet universiteter - har givet til styrelsen.
Servicetjekket af Naturstyrelsen er udarbejdet af en ekstern konsulentvirksomhed. Rapporten er en gennemgang af bemærkninger, som centrale aktører på miljøområdet - blandt andet universiteter - har givet til styrelsen.Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Naturstyrelsens medarbejdere mangler viden om naturbeskyttelse.

Sådan lyder en opsigtsvækkende konklusion i et nyt servicetjek af Naturstyrelsen, hvor det fremgår, ”at der er behov for at opgradere kvalifikationerne i Naturstyrelsen i forhold til viden om sikring af biodiversitet”.

Servicetjekket af Naturstyrelsens forvaltning af naturen er udført af konsulentvirksomheden Orbicon, som har gennemgået en række bemærkninger og forslag, der er givet til Naturstyrelsen på en række møder med aktører i foråret. Og her er det altså blevet fremført, at styrelsen mangler faglighed.

Man kan se af rapporten, at den hårde kritik ikke kommer fra hvem som helst, men fra to af landets førende universiteter.

Naturstyrelsen udfører de opgaver, som de får fra politisk side, og derfor er mulige ændringer selvfølgelig også en politisk beslutning.

Lea Wermelin (S)
Miljøminister

Biologisk Institut på Københavns Universitet peger i servicetjekket på, at ”der er brug for en grundlæggende opkvalificering af Naturstyrelsen på alle niveauer”.

Og fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet er anbefalingen stort set den samme. Herfra lyder det, at Naturstyrelsen godt nok har stor viden om skovbrug og landbrug, men hvis man skal satse på naturforbedringer, så er der ”brug for en meget omfattende opkvalificering af kompetencerne i styrelsen, så de matcher målene. Hvis det skal lykkes, vil det kræve nye stillingskategorier og stillingsbeskrivelser, efteruddannelse og nyansættelser. Hele vejen fra bund til top.”

Mangler biologisk tankegang
Professor Carsten Rahbek har været med til at levere de kritiske bemærkninger fra Københavns Universitet.

”Der er en gennemgående tendens til, at vores alle sammens naturarealer bliver driftet ud fra produktionstankegang. Det handler eksempelvis om, at der drives landbrug og skovbrug, som er til skade for biodiversiteten,” uddyber Carsten Rahbek over for Altinget.

Han fortsætter:

”Når vi igen kan konstatere, at naturen bliver ringere og ringere, så skyldes det i høj grad, at der mangler en biologisk tankegang i forvaltningen af naturarealerne.”

Carsten Rahbek nævner sager om Naturstyrelsens hårdhændede pleje af Gudenåens kilder med maskiner i stedet for med græssende dyr, og at der produceres dyrefoder i særligt beskyttede naturområder. 

Kritikken af Naturstyrelsens faglighed har også været fremført for nylig af en række grønne organisationer, og i øvrigt blevet afvist af tillidsrepræsentanter fra Naturstyrelsen.

Minister vil drøfte rapport
Servicetjekket blev bestilt i foråret af daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V). Det skete efter flere sager med kritik af Naturstyrelsens drift af egne naturarealer. Naturstyrelsen har ikke ønsket at kommentere den hårde kritik og henviser i stedet til miljøminister Lea Wermelin (S), der nu skal tage stilling til rapporten.

I et skriftligt svar til Altinget lægger ministeren ikke op til konkrete ændringer her og nu. Men hun varsler en politisk drøftelse af rapporten.

”Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at dykke langt ned i rapporten. I forbindelse med at vi skal lave en biodiversitetspakke, vil det være naturligt at se på, hvordan vi kan bringe statens arealer i spil, og her vil servicetjekket være et godt indspil,” lyder det i et skriftligt svar.

Hun understreger samtidig, at eventuel kritik af Naturstyrelsen skal rettes mod politikerne.

”Naturstyrelsen udfører de opgaver, som de får fra politisk side, og derfor er mulige ændringer selvfølgelig også en politisk beslutning,” lyder det fra Lea Wermelin.

Se konkrete kritikpunkter fra rapporten i den fulde artikel på Altinget Miljø

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Rahbek

Professor, centerleder, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet, professor, Imperial College, London, Professor, Peking Universitet, medlem, det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, medlem, Biodiversitetsrådet
ph.d. i biologi (Københavns Uni. 1995)

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00