SF-kandidat: Centrum-venstre har svigtet i udlændingedebatten

Af Niels Christian Barkholt (SF)
Folketingskandidat i Københavns Omegn

I Danmark er det især lykkedes ét parti at få skabt en præmis om, at indvandringen er vor tids største trussel. Først blev det afvist, men nu 20 år senere bekræfter et flertal af partierne denne præmis.

Personligt synes jeg, det er helt ude i hampen at mene, at indvandrere udgøre en større trussel mod Danmark og danskheden end for eksempel klimaændringerne eller den voksende ulighed i vort samfund.

Den amerikanske ledelsestænker J.P. Kotter er en af fadderne til teorier om forandringsledelse. Hans første regel ud af otte for at skabe grobund for forandringer er, at der skal være en brændende platform, "a sense of urgency". Dette er en følelse af overhængende fare.

Med Nye Borgerlige er vi havnet i en situation, hvor der ikke længere findes legitim modstand mod den underliggende ideologi om kulturel overlegenhed og dermed en forkvaklet moral, hvor det at udstøde, undertrykke, udgrænse pludseligt kan retfærdiggøres som værende i de udsattes egen bedste interesse.

Niels Christian Barkholt (SF)
Folketingskandidat i Københavns Omegn

Med Kotter i baghovedet kan vi konstatere, at Dansk Folkeparti er lykkedes med at skabe en brændende platform i forhold til indvandringen og islam i særdeleshed. Der er skabt en frygt, som bliver næret og vokser frem gennem det politiske sprog. Det er blevet nærmest umuligt at få politisk indflydelse, uden at man i et eller andet omfang bekender sig til præmissen om, at indvandringen er den største trussel mod vores nationale og kulturelle eksistens.

Venstrefløjen er fikseret på DF
Når man først har accepteret denne præmis, kommer man, om man ønsker det eller ej, til at bekræfte den brændende platform. På den måde kan mere og mere ekstrem politik glide gennem Folketinget, grænserne for, hvad der anses for at være normalt, bliver hele tiden flyttet, fordi man hver gang bekræfter præmissen om at, ja, vi er truet. Enhver modstand fremstår svag, naiv eller virkelighedsfjern. Pladderhumanistisk.

Missionen er lykkedes. Frygten for islam og de fremmede er blevet total. Banen er fri til at komme med mere og mere kreative og detaljerede regler, der udgrænser de fremmede.

Niels Christian Barkholt (SF)
Folketingskandidat i Københavns Omegn

Det er også grunden til, at centrum-venstre er så fikseret på DF, for vi kan ikke ignorere deres synspunkter, da de har enorm indflydelse på vores egne muligheder for at gennemføre politik. Sprogligt folder det sig ud i politiske termer, der kun er et tyndt dække for den underliggende fremmedangst; ghettopakke, bandepakke, burkaforbud, udlændingestramninger.

Når vi først har siddet med rundt om bordet – og det synes jeg, vi skal – så ender vi i den paradoksale situation, at i forsøget på at forsvare vores egen politik deltager vi i benægtelsen af den underliggende og irrationelle angst for det fremmede. Dermed legitimerer vi racismen og fremmedhadet.

Det unormale er blevet normalt
Med Nye Borgerlige er vi havnet i en situation, hvor der ikke længere findes legitim modstand mod den underliggende ideologi om kulturel overlegenhed og dermed en forkvaklet moral, hvor det at udstøde, undertrykke, udgrænse pludseligt kan retfærdiggøres som værende i de udsattes egen bedste interesse. Senest Marie Krarups forslag i TV-showet Clement om at oprette lejre til flygtninge, ligesom Oksbøl-lejren i sin tid husede tyske flygtninge. En formulering, hun dog senere har trukket tilbage.

Det unormale – her tænker jeg på Poul Nyrups dom over DF i åbningstalen, 1999: "Set med mine øjne: Stuerene, det bliver I aldrig" – er blevet det normale. Nyrups ord faldt på baggrund af et forslag fra Pia Kjærsgaard: ”I tilfælde af, at en anden- eller måske tredje-generationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, så hjemsendes ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.”

Missionen er lykkedes. Frygten for islam og de fremmede er blevet total. Banen er fri til at komme med mere og mere kreative og detaljerede regler, der udgrænser de fremmede. Og programmeringen har virket – stykke for stykke er grænserne blevet forrykket for, hvad der er tilladt at sige om de fremmede, for der er mange, der mere eller mindre bevidst er blevet en del af det.

Centrum-venstre har svigtet
Jeg mener, at centrum-venstre har svigtet. Vores udgangspunkt er nogle absolutte værdier om, at alle mennesker er selvstændige, unikke og ligeværdige, og som dikterer os at tage de svageste parti, fordi deres udgangspunkt er ufordelagtigt. Vi har ikke fået sagt fra i tide og går i stigende omfang på kompromis med vores egne værdier.

En brændende platform bunder i en følelse af frygt. Den følelse er virkelig. Det er en følelse af, at ens eksistens er truet. For Kotters virksomhedsstrateger handler det om at få folk til at frygte, at de mister deres job til konkurrenter, ny teknologi, med videre – disruption. For Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og enkeltstående politikere på tværs af det politiske spektrum handler det om at få folk til at frygte, at de mister deres kultur og levevis.

De svageste bliver overset
Derfor kan DF slippe afsted med at lave borgerlig politik, selvom de påstår, at de er de svages parti. De svage er her ikke arbejderne, de syge eller de arbejdsløse, men dem, hvis kulturelle eksistens er truet af globalister, halal-hippier og i særdeleshed islamister.

At DF fører blå politik, er i den sammenhæng kun en lille pris at betale for partiets vælgere, hvis resultatet bliver den danske kulturs frelse. Men virkeligheden er, at DF dermed kommer til at svigte deres kernevælgere: pensionisterne og arbejderne.

Pensionisterne bliver bare fattigere, og sikkerhedsnettet forsvinder under arbejderne gennem en blå politik. Og problemerne tårner sig op blandt etniske danskere. Se det parallelsamfund, som Lisbeth Zornig Andersen beskriver med omsorgssvigt, seksuelle overgreb, mennesker med behov for hjælp. De bliver svigtet, fordi vi ser kun de ”farlige indvandrere”.

Klimaforandringer er den brændende platform
Hvad skal vi så gøre ved det? Mit svar på det er at møde det med to sideløbende strategier:

* Yd modstand. Nævn elefanten i rummet. Sig fra. Vi skal ikke finde os i de racistiske undertoner, der ligger i mange af de forslag, der går under betegnelsen udlændingestramninger, zoneforbud, ghettopakke med videre. Vi skal være langt mere direkte i den politiske analyse og retorik, og så skal vi undgå hykleriet. Vi skal vise befolkningen, at den fortid, de drømmer om, ikke var bedre, men langt værre end vores samtid. Vi er en del af en globaliseret verden, om vi kan lide det eller ej, og Danmark må tage sin del af ansvaret.

* Skab en alternativ brændende platform. Reelt set er der meget større trusler for danskerne end indvandring og islam. Uligheden er ved at få fat og polariserer og splitter vort samfund. Klimaforandringerne vil sætte Danmark under vand og sende hundredvis af millioner på flugt over hele verden. Her skal vi lykkes med en langt mere konfronterende politik. Vi skal definere nye præmisser for den politiske diskurs, og vi skal sætte langt stærkere ind.

Der er snart valgkamp, og DF og Nye Borgerlige vil i den kommende tid flokkes om at overbyde hinanden med de mest fremmedfjendske politikker. Det er mit inderlige håb, at centrum-venstre vil lykkes med at vise en anden vej mod en fremtid, hvor vi tror på, at vi kan løse problemerne i både de nationale og internationale fællesskaber.