Signe Bøgevald: Konkurrencestaten er socialdemokratisk ensretning

Undertiden hører vi en del om den pressede og stressede ungdom. En ungdom, der lider under konkurrencestatens, og dermed må man forstå kapitalismens, forventninger til os unge.

Konkurrencestaten er blevet skældt ud for meget. Særligt for at være manifestationen på et såkaldt "nyliberalistisk" menneskesyn. Et menneskesyn, der repræsenterer et overrationalt menneske, der kun har øje for måloptimering og økonomisk nytteværdi.

Men konkurrencestaten er ikke et resultat af for meget marked, men derimod for meget stat.

Den grundlæggende forskel mellem statens og markedets løsninger er, at staten som oftest præsenterer én løsning målrettet gennemsnitsborgeren. Markedet præsenterer derimod et hav af løsninger målrettet de mange forskellige slags mennesker, vi nu engang er.

Det gør sig også gældende i debatten om den pressede og stressede ungdom.

Se bare på hele debatten om sociale mediers påvirkning af unge mennesker samt de urealistiske idealer, som de sociale medier og de kommercielle virksomheder eftersigende skulle presse ned over os unge.

I modsætningen til staten præsenterer markedet ikke blot en enkelt løsning, som gælder hele befolkningen. Nej, markedet leverer derimod et hav af forskellige løsninger målrettet forskellige mennesker.

Ja, her præsenteres et usundt ideal fra visse kanter – vi skal være slanke, få gode karakterer, og så skal billederne på Instagram helst være redigeret, så taljen er smal, numsen stor og huden fri for bumser. Men virksomhederne og de sociale medier præsenterer også et andet ideal.

På billedmediet Instagram kan man også finde adskillige fællesskaber, hvor kropsdiversiteten hyldes med hashtags som #BoPo, som står for body positivism, eller Libresses nyeste kampagne med hashtagget #BloodNormal, der ifølge firmaet selv skal være med til at støtte kvinder og normalisere forholdet til menstruation.

Markedet er alsidigt og præsenterer de løsninger, som forbrugerne efterspørger. For det er der nemlig penge i.

I modsætningen til staten præsenterer markedet ikke blot en enkelt løsning, som gælder hele befolkningen. Nej, markedet leverer derimod et hav af forskellige løsninger målrettet forskellige mennesker. Når løsninger i stedet er kollektivt finansieret og besluttet, får man kun den løsning eller tilgang, som et flertal, ligegyldigt hvor snævert det er, har besluttet.

Denne logik gør sig også gældende i forhold til de krav, forventninger og politiske initiativer, konkurrencestaten tager for at optimere på os borgere. I stedet for at blive behandlet som enkelte individer med hver vores sæt af præferencer og behov, så bliver vi behandlet som en kollektiv masse.

For selv om konkurrencestaten ifølge diverse kritikere som eksempelvis lektor i filosofi på Aalborg Universitet David Budtz Pedersen skulle bygge på et grundlæggende nyliberalistisk menneskesyn, så repræsenterer den i virkeligheden en dybt kollektivistisk logik.

Udgangspunktet er i konkurrencestaten ikke den enkelte borger. Den borger, der adskiller sig fra flertallet. Og den borger, hvor flertallets løsninger ikke fungerer. Nej, for i konkurrencestaten bliver vi ikke behandlet som enkelte individer.

Vi bliver behandlet som tal i et Excel-ark, der gerne skulle gå hen og give overskud på samtlige ledder og kanter.