Skandale om gruppesex i Bruxelles ryster Orbans homo-fjendske regering

SEXPARTY: Netop som den ungarske regerings strid med EU spidser til, bliver landets mest prominente medlem af Europa-Parlamentet – en af Viktor Orbans nærmeste ideologer i partiet Fidesz – fældet efter et orgie på en belgisk bøssebar midt under lockdown.

EU-parlamentarikeren József Szájer trådte tilbage søndag.
EU-parlamentarikeren József Szájer trådte tilbage søndag.Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: På trods af de relativt pikante omstændigheder så kunne sexfesten i lejligheden over en bøssebar nær Grand Place være endt som bare en af de mere farverige politiaktioner sidste fredag aften.

Men for det første var festen ulovlig, fordi Bruxelles på grund af covid-19 i disse uger er underlagt stramme lockdownregler, herunder et delvist udgangsforbud efter klokken 22.00. For det andet så var det ikke hvem som helst, der tumlede ned ad bygningens nedløbsrør med blod på hænderne og ecstasy i rygsækken.

Manden, der kort efter blev pågrebet af politiet, var et mangeårigt og indflydelsesrigt medlem af Europa-Parlamentet for det ungarske regeringsparti, Fidesz. Han var en af chefideologerne bag Ungarns nationalkonservative og LGBTQ+-fjendske politik. Og nu var han lige hoppet ud ad vinduet, efter hvad de belgiske medier beskriver som en ordentlig omgang homoseksuel gruppesex.

Manden hedder József Szájer. Han har hørt til Viktor Orbans inderkreds, lige siden Orban efter kommunismens fald indledte sin rejse mod magten og opbygningen af sit eget autokrati i Ungarn. Med Szájer mister Ungarns leder sit stærkeste politiske kort i den europæiske folkeforsamling, netop som Orbans største og mest bitre strid med EU spidser til.

Tak til József Szájer for at demonstrere, hvordan det er, Fidesz mener, at en traditionel ægtemand og familiefar skal opføre sig.

Balázs Barkóczi
Ordfører for det ungarske oppositionsparti Demokratisk Koalition

Den officielle version hos Fidesz og de regeringstro ungarske medier lyder stadig, at den prominente parlamentariker József Szájer valgte at træde tilbage i søndags ”efter længere tids overvejelser” og ”stigende mentalt pres”, så han i stedet kan hellige sig ”bredere og mere intellektuelle” interesser.

Men skal man tro de seneste dages dækning i belgiske medier, så kan der ikke være megen tvivl om, at Szájer blev tvunget til at forlade den politiske scene i hast som en direkte følge af det homoseksuelle party i hjertet af Bruxelles.

Narko, diplomatpas og benene i vejret
Det var sidst på aftenen fredag, at forargede naboer til baren i den brolagte Rue des Pierres tilkaldte politiet, fordi larmen fra huset tydede på en heftig festivitas i strid med myndighedernes forbud.

Den belgiske tabloidavis La Dernière Heure, som var blandt de første til at afsløre historien i tirsdags, betegner festen som ”en gang benene i vejret” – ”une partie de jambes en l’air” – eller ”une partie fine”, som er et populært udtryk for gruppesex.

Ifølge den erklæring, som anklagemyndigheden for Bruxelles senere sendte ud, så fandt politiet over 20 mænd på adressen – de fleste af dem uden tøj på. Der blev udskrevet bøder til hele flokken for brud på forsamlingsreglerne.

To af mændene påberåbte sig diplomatisk immunitet. Deres nationalitet er ikke offentliggjort.

En tredje mand blev pågrebet nede på gaden, fordi en forbipasserende havde set ham forsøge at flygte ved at kravle hen langs tagrenden og ned ad bygningens nedløbsrør. Manden havde øjensynlig slået sine hænder under flugten. Han havde ikke noget ID på sig, men bar på en rygsæk, hvori politifolkene fandt en ecstasypille. Nu risikerede han pludselig en kriminel anklage for narkobesiddelse oven i resten af den pinlige affære.

Det var tilsyneladende den erkendelse, som nu fik den skæggede tagrendeklatrer til at præsentere sig som József Szájer og bede politiet følge med ham hjem, så han kunne fremvise sit diplomatiske pas og bevise sin status som medlem af Europa-Parlamentet.

Undskyldning for den ”uansvarlige” fest
Ungareren blev således den tredje gæst fra aftenens møde mellem nøgne mænd nær Grand Place til at påberåbe sig diplomatisk immunitet. Ifølge den statslige belgiske tv- og radiokanal RTBF betød det, at også Belgiens udenrigsministerium måtte involveres i affæren midt om natten mellem fredag og lørdag.

De to andre mænd med diplomatisk pas er foreløbig kun identificeret med deres initialer og alder, henholdsvis 33 år og 43 år.

Navnet på 59-årige József Szájer kom først ud til offentligheden tirsdag, da han selv udsendte en erklæring, hvor han indrømmede sin deltagelse i den famøse fest. Han afviser anklagen om narkobesiddelse (siger at ecstasypillen må være blevet placeret i hans rygsæk af en anden person), men undskylder for sin ”uansvarlige” deltagelse i den ”private fest” i lejligheden over baren.

”Jeg undskylder over for min familie, mine kolleger, mine vælgere. Jeg beder dem se mit fejltrin på en baggrund af 30 års dedikeret og hårdt arbejde. Det fejltrin er rent personligt, jeg er den eneste ansvarlige for det,” skrev han i en erklæring.

Men det var først om tirsdagen, da mange af detaljerne om sexfesten allerede var kommet frem i belgiske medier – og det må have stået klart for Szájer, at hans navn ikke kunne holdes hemmeligt meget længere.

I hvert fald nævnte ungareren ikke noget om festlighederne på bøssebaren og sammenstødet med politiet i Bruxelles, da han allerede i søndags meddelte sin politiske gruppe og formanden for Europa-Parlamentet, at han ville træde tilbage af ”personlige grunde” og ”efter længere tids overvejelser”.

Viktor Orbans gamle ven
Forløbet efterlader billedet af en mand, der desperat forsøgte at stikke af fra politiet, tale uden om og siden gemme sig bag sin diplomatiske immunitet. Derefter prøvede han at trække sig så ubemærket som muligt fra sit politiske virke. Først da det heller ikke lykkedes, gik han delvist til bekendelse.

De risikable forsøg på at undgå opdagelse giver først rigtig mening, når man ser på, hvem József Szájer egentlig er.

Han har tre årtiers politisk karriere bag sig. Szájer var side om side med Viktor Orban en af dem, der stiftede det nuværende regeringsparti, Fidesz, tilbage i 1988. Sammen med Orban arbejdede han på landets selvstændighed efter Murens fald, og han blev medlem af Ungarns nye parlament fra begyndelsen af 1990.

Szájer var i mange år en ledende figur i det ungarske parlament, blandt andet som gruppeformand for Fidesz, medlem af partiledelsen og fra 2002 formand for det parlamentsudvalg, der forberedte Ungarns integration i EU. Han var også observatør i Det Europæiske Konvent om det, der skulle blive til EU’s kuldsejlede forfatningstraktat og senere Lissabontraktaten.

József Szájer blev valgt til Europa-Parlamentet straks fra Ungarns indtrædelse i 2004, og han har siddet der lige siden – blandt andet i mange år som en indflydelsesrig næstformand i Parlamentets største gruppe, de konservative kristdemokrater (EPP).

Szájer var Orbans talerør i Europa-Parlamentet, og den der sikrede en magtbase for Fidesz trods voksende kritik også internt i det store EPP.

Denne nye skandale om Orbans gamle ven kommer nok ikke til at gøre stemningen bedre i Europas konservative partifamilie, hvor debatten om en mulig eksklusion af Fidesz har stået på længe.

Forfatning afviser homoseksuelle ægteskaber
Det åbenlyse brud på covid-19-restriktionerne er i sig selv alvorligt for en politiker efter mange måneder, hvor Europas borgere har måttet begrænse deres liv – og med udsigt til en meget ensom og deprimerende jul for millioner af mennesker.

Men for József Szájer og hans parti Fidesz, ledet af kampfællen Viktor Orban, kan anklagerne om politisk hykleri komme til at nå meget større højder.

For Fidesz er jo netop partiet, der ud over gentagne indgreb i de offentlige frihedsrettigheder i de senere år også har gjort det klart, at homoseksualitet er meget ilde set i Ungarn.

Med total dominans af det ungarske parlament har Orbans parti siden skabelsen af en ny forfatning i 2010 og gennem efterfølgende stramninger år for år begrænset homoseksuelles rettigheder, friheder og juridiske muligheder for beskyttelse mod chikane.

Forfatningen fra 2010 gør det klart, at ægteskab kun kan eksistere mellem en mand og en kvinde, samt at den traditionelle familie er ”grundlaget for nationens overlevelse”. Den bestemmelse udelukker homoægteskaber. Den er senere blevet fulgt op med forbud mod adoption for homoseksuelle par, forbud mod juridisk kønsskifte og afvisning af rettigheder for transkønnede.

Det forbløffende er, at denne ærkekonservative, traditionelt kernefamilieforherligende og homofobiske forfatningstekst i vidt omfang blev forfattet af en bestemt mand: Orbans betroede ven, juristen, ideologen og parlamentarikeren József Szájer.

Den største selvmodsigelse
”Tak til József Szájer for at demonstrere, hvordan det er, Fidesz mener, at en traditionel ægtemand og familiefar skal opføre sig,” lød det forleden ætsende sarkastisk fra Balázs Barkóczi, som er ordfører for det ungarske oppositionsparti Demokratisk Koalition (DK).

For første gang i lang tid lugter Viktor Orbans politiske modstandere hjemme i Ungarn blod. Han risikerer også at miste vigtige allierede i Europas dominerende partifamilie – og det netop som regeringerne i Ungarn og Polen har kastet sig ud i en meget upopulær blokade af EU’s fremtidsbudget og økonomiske genopretningsplan.

I mange andre medlemslandes hovedstæder og i EU’s institutioner er man ved at få nok af de to lande, der gladelig slubrer milliardstøtte i sig, men som ikke vil høre tale om krav til demokratiet og retsstaten. Spørgsmålet er, om Orban har kastet sig ud i en selvmodsigelse, der trods alt er for stor denne gang.

Ganske som hans gamle ven i Bruxelles, der i grunden bare kunne være blevet siddende stille og roligt i Rue des Pierres for at modtage en lille bøde og en venlig reprimande fredag aften.

Det var først, da parlamentarikeren prøvede at stikke af via nedløbsrøret og siden påberåbte sig diplomatisk immunitet i sin egenskab af Europa-parlamentariker, at hele korthuset ramlede for ham.

Hvis ikke det belgiske udenrigsministerium var blevet vækket midt om natten for at identificere ham, så var der næppe nogen, der havde skænket navnet József Szájer en ekstra tanke.

Så kunne han have fortsat med at tordne mod homoseksualitet hjemme i Budapest, mens han gik på bøssebar i Bruxelles.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

0:000:00