Her er Pernille Skippers "skrækscenarie" for regeringens Arne-model

INTERVIEW: Pointen med tidlig tilbagetrækning er netop at sende ”raske mennesker” på pension, siger Pernille Skipper (EL), inden regeringen fremlægger storstilet pensionsplan. Hun afviser en aftale, som imødekommer DF's krav om udlændingestramninger, og frygter forslag om lav ydelse.

Men Enhedslisten går ikke med i en aftale om tidlig tilbagetrækning, hvis det indebærer udlændingestramninger, siger Pernille Skipper.
Men Enhedslisten går ikke med i en aftale om tidlig tilbagetrækning, hvis det indebærer udlændingestramninger, siger Pernille Skipper.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Både Venstre og fremtrædende økonomer rammer forbi skiven, når de kritiserer Arne-pension for at sende raske mennesker væk fra arbejdsmarkedet.

Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Inden regeringen tirsdag vil fremlægge sit længe ventede pensionsudspil slår hun fast, at det netop bør være hensigten med den nye pensionsordning.

”Det bliver ofte sagt, at ordningen vil sende raske mennesker på pension. Og det er sandt. For hele pointen bør være, at mennesker skal kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før de bliver syge,” siger Pernille Skipper.

Derfor går Enhedslisten ind i forhandlingslokalet med en ambition om at lande en aftale om ret til tidligere pension for de mennesker, der har været på arbejdsmarkedet i mindst 40 år. Og perioder på barsel skal tælle med, så kvinder ikke udelukkes, ligesom mennesker på dagpenge heller ikke skal sættes længere tilbage i køen, uddyber Pernille Skipper.

Under valgkampen sidste år gjorde Socialdemokratiet det til sin helt store mærkesag at sikre ret til tidlig tilbagetrækning for nedslidte.

Lige siden har planerne været genstand for iltre diskussioner. Venstre har kritiseret regeringen for at ville gennemføre ordningen, efter corona-krisen har gjort kraftigt indhug i statskassen, og mandag påpegede flere fremtrædende økonomer i Jyllands-Posten, at ordningen vil betyde, at raske danskere vil trække sig fra arbejdsmarkedet.

Rammer socialt skævt
Opgøret med den stigende pensionsalder er nødvendigt, fordi ordningen rammer socialt skævt, forklarer Pernille Skipper.

”Når man laver en gennemsnitlig ordning for, hvordan pensionsalderen stiger sammen med levealderen, så rammer det socialt skævt. Det er jo generelt alle de mennesker, som har de lavest lønnede job og har de korteste uddannelser, som bliver mest nedslidte,” siger hun og tilføjer:

”Den generelle stigning i levealder er ikke ensbetydende med, at vi har flere år, hvor vi kan levere 100 procent på arbejdsmarkedet. Det er vi nødt til at indrette fremtidens pensionssystem efter.”

Pensionsydelsens størrelse bliver et springende punkt for Enhedslisten i forhandlingerne, fortæller Pernille Skipper.

Er ydelsen for lav, vil mange nemlig ikke have råd til at gøre brug af ordningen, som derfor risikerer at miste sin berettigelse, mener hun.

”Vores skrækscenarie er, at regeringen foreslår en ydelse på niveau med folkepensionen. Det vil nærmest udhule ordningen, før den overhovedet er sat i søen,” siger Pernille Skipper.

Vil fastfryse pensionsalder
Mens Radikale, SF og Dansk Folkeparti har luftet tanker om at fastfryse pensionsalderen på 70 år, går Enhedslisten nemlig skridtet videre og foreslår at holde pensionsalderen på 68 år.

”Vi bliver nødt til at diskutere, om den generelle pensionsalder skal have lov at stige derudad. For hvis den gør det, så kan en ny pensionsordning blive overflødig,” siger Pernille Skipper og stiller spørgsmålet:

”Hvis den generelle pensionsalder på et tidspunkt når langt op i 70’erne, hvad nytter det så for en murerarbejdsmand at kunne trække sig tilbage tre år tidligere?”

Det vil ifølge den liberale tænketank Cepos koste statskassen 59 milliarder kroner, og flere økonomer påpeger, at den stigende pensionsalder er et vigtigt fundament under dansk økonomi. Men beregningerne holder ikke i virkelighedens verden, mener Pernille Skipper.

”Virkeligheden vil ramme med 117 kilometer i timen, hvis man baserer Danmarks økonomiske stabilitet på en tese om, at mennesker bliver ved med at arbejde, indtil de er langt oppe i 70’erne,” siger Pernille Skipper.

Hun påpeger, at Seks ud af ti ufaglærte og hver anden faglærte i dag trækker sig fra arbejdsmarkedet, før de er fyldt 62 år, og at antallet af gode år på arbejdsmarkedet dermed ikke nødvendigvis følger den gennemsnitlige stigning i levealderen.  

Hælder DF-krav af brættet
DF-formand Kristian Thulesen Dahl kræver, at der skal findes finansiering til pensionsordningen gennem udlændingestramninger, hvis partiet skal stemme for. 

DF kræver blandt andet flere flygtninge hjemsendt til Syrien, hvor forholdene ifølge Flygtningenævnet i visse områder gør det muligt. Og partiet vil også skære i ydelserne til udlændinge i Danmark, indføre et årligt loft over antallet af ikkevestlige indvandrere samt have optjeningsprincipper på flere offentlige ydelser.

”Men Enhedslisten går ikke med i en aftale om tidlig tilbagetrækning, hvis det indebærer udlændingestramninger,” siger Pernille Skipper.

Det gælder også, hvis regeringen imødekommer Dansk Folkepartis krav i en parallelaftale med de borgerlige partier, som i realiteten kan kobles direkte til forhandlingerne om ret til tidlig pension, fastslår Pernille Skipper.  

”Så ville man lade som om, der er tale om to forhandlingsborde, selvom der i realiteten er tale om ét. Det kan vi ikke acceptere. Vi stiller heller ikke krav, som går Dansk Folkeparti stik imod. Ingen af os har 90 mandater. Vi skal bruge hinanden for at få det her løst,” siger hun og fortsætter:

”Stiller Dansk Folkeparti ultimative krav, så bliver det tydeligt, hvem der ofrer lønmodtagerne, de ældre og de nedslidte på et udlændingepolitisk korstog.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Sandemann Rasmussen

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
MSc (London School of Economics, 1985), ph.d. i økonomi (Aarhus Uni. 1990)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00