Socialrådgivere: Børnefattigdom er skabt af politikerne – ikke udlændinge

Af Mads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Der bliver vendt op og ned på virkeligheden, når modstanderne af at hjælpe fattige børnefamilier fremfører deres argumenter.

Seneste eksempel er De Konservatives børne- og socialordførers Brigitte Klintskov Jerkels indlæg i Altinget den 12. november, hvor hun beskylder regeringen for at "svigte børnene" ved at give fattige familier et lille, men tiltrængt, løft i økonomien.

Jeg blander mig uden om Christiansborg-polemikken, men at lidt flere penge til fattige familier skulle være et svigt af børnene, er en voldsom påstand. Den har hverken belæg i forskningen eller den konkrete virkelighed, som vi socialrådgivere og andre fagfolk befinder os i, når vi arbejder med fattige eller udsatte familier. Det vender jeg tilbage til.

Argumentet om, at børnetilskuddet er udlændingepolitik, bruges som et skjult angreb på vores velfærdssamfund.

Mads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Først vil jeg gerne gøre op med en central forudsætning for kritikken af børnetilskuddet, nemlig at det handler om udlændingepolitik. Logikken bag argumentet er, at flere med indvandrerbaggrund end dansk baggrund får gavn af børnetilskuddet, og det gør Danmark mere attraktivt for udlændinge.

Men hvis vi lader bekymringen for antallet af asylansøgere – begrundet eller ubegrundet – styre vores socialpolitik, går det ud over både samfundets udsatte og samfundet som helhed.

Jo dårligere vilkår, de fattigste lever under, desto sværere får de ved at komme ovenpå, og det er hverken godt for det enkelte menneske eller for samfundet som sådan.

Skjult angreb på velfærdssamfundet
Argumentet om, at børnetilskuddet er udlændingepolitik, bruges som et skjult angreb på vores velfærdssamfund.

Følger man logikken, kan man med samme ret hævde, at politikerne bedriver udlændingepolitik, når de for eksempel foreslår at sætte penge af til skoler i udsatte boligområder. Eller når de vil løfte daginstitutioner med mange tosprogede børn.

Eller når de kræver bedre behandling af udsatte ældre. På den måde kan logikken bag kritikken af børnetilskuddet bruges på en lang række velfærdsområder. Men det holder altså ikke.

Udlændingepolitikken fylder meget for en lang række af Folketingets partier, som gennem årtier har indført stramning på stramning, fordi de gerne vil begrænse antallet af udlændinge, der kommer til Danmark.

Den politiske debat er naturligvis legitim – uanset hvad man mener. Men det er hverken sagligt eller fair at forringe vilkårene for samfundets dårligst stillede under dække af udlændingepolitik.

I stedet bør de, der vil fastholde eller øge fattigdommen i Danmark, kæmpe med åben pande og sige, at det er det, som de ønsker, fremfor at bruge udlændinge som rambuk mod vores velfærdsmodel.

Så kan vi tage debatten om fattigdom på et ærligt grundlag.