Sommerserie med Morten Messerschmidt: "En af de fineste roser, jeg har fået, kom fra Svend Auken"

SOMMERSERIE: Morten Messerschmidt (DF) har fået EU-modstanden ind med modermælken og fandt som ung sin politiske hylde, da Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti.

"Jeg håber da, at man på tværs af politiske skel kan anerkende, hvordan Pia har ofret meget for det, som hun tror på," siger Morten Messerschmidt (DF).
"Jeg håber da, at man på tværs af politiske skel kan anerkende, hvordan Pia har ofret meget for det, som hun tror på," siger Morten Messerschmidt (DF).Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Martine Seedorff Perregaard

Kan du fortælle om din første gang på talerstolen?  
Det var lidt en mavepuster, for jeg blev bedt om at læse en tale op, som ikke var min, og hvor jeg ikke var helt enig med vores daværende ordfører. Men det er længe siden nu. Jeg blev jo valgt første gang i 2005. 

Hvad var din første shitstorm?
Det var et interview, hvor jeg havde sagt, at alle muslimske lande er tabersamfund, og det blev udlagt på forsiden, som om jeg havde sagt, at alle muslimer er tabere. Det er jo to meget forskellige ting.

Kan du fortælle om første gang, du indså, at du tog fejl, og en politisk modstander havde ret?
Der er masser af gange, hvor man ændrer position. I min første periode sad jeg som it-ordfører, hvor jeg oplevede at ændre standpunkt: Jeg var som udgangspunkt positivt stemt overfor de store it-firmaer som for eksempel Microsoft, men blev hurtigt optaget af det, der hedder Open Source. Jeg gik ind i det med en tanke om, at det var de store virksomheder som Microsoft, der havde drevet udviklingen. Men da jeg dykkede ned i det, begyndte jeg at se, hvordan de store virksomheder faktisk forsøger at lave monopoler og begrænse udviklingen. Det er et eksempel på, at nogle gange, når man dykker ned i et stof, så får man anledning til at revidere sine tanker.   

Hvad var din første betydningsfulde læseoplevelse? 
Måske 'Junglebogen'. Jeg kan vældig godt lide forfatteren Rudyard Kipling. Hvis jeg skulle nævne noget politisk, ville jeg nævne Winston Churchills selvbiografi 'De unge år' – den burde være pligtlæsning for enhver ung mand. 

En af de fineste roser jeg har fået, var da jeg skulle til Europa-Parlamentet, og Svend oprigtigt ærgrede sig over det, fordi han syntes, at vores samarbejde fungerede så godt. 

Morten Messerschmidt (DF)

Vil du fortælle om din første bommert på borgen? 
Efter et af mine første møder i Europaudvalget blev jeg passet op af en journalist, der spurgte til afstemningen. Jeg var ikke klar over, at der var referatforbud i Europaudvalget, og at jeg derfor ikke måtte dele, hvad andre havde stemt – kun hvad jeg selv havde stemt. Så jeg måtte gå canossagang overfor mine kollegaer. Der var jeg meget brødbetynget. Men de var kun glade, for det gav jo anledning til, at journalisten kom hen og spurgte dem, hvorfor de havde stemt, som de havde, og det ville de gerne svare på, for så kom de jo også i avisen.

Hvad handlede din første politiske diskussion om? 
Det var med mine skolelærere tilbage i 1992 op til Maastricht-afstemningen. Jeg var 12. Mange af mine skolelærere var venstreorienterede og syntes, at det var sjovt, men også lidt underligt, at denne her unge knægt ville diskutere en EU-traktat.

Hvad var din første politiske aktivitet? 
EU-modstanden havde jeg fra starten, for min mor var modstander, og vi talte meget om det i mit barndomshjem. På det tidspunkt fandtes Dansk Folkeparti slet ikke, og Fremskridtspartiet fremstod noget kaotisk. Fem år efter stiftede Pia Kjærsgaard Dansk Folkeparti, og jeg vidste med det samme, at det var noget for mig, så jeg meldte mig ind i DFU, da jeg var en 16-17 år.

Hvem var dit første forbillede? 
Pia. Både politisk, men også som person. Og jeg håber da, at man på tværs af politiske skel kan anerkende, hvordan Pia har ofret meget for det, som hun tror på. Det, synes jeg, kalder på respekt. Udenfor politik har jeg været meget optaget af klassisk musik, så jeg havde idolplakater af De Tre Tenorer hængende derhjemme.  

Kan du fortælle om første gang, du fik ros af en kollega? 
Det var Svend Auken. Vi var begge EU-ordførere, og jeg lærte utroligt meget af Auken. Vi så forskelligt på mange ting, men det var en sjov tid under Fogh-regeringen, hvor Socialdemokratiet var opposition, og i Dansk Folkeparti var vi imod regeringen på EU-spørgsmålet, så vi kunne finde hinanden på nogle områder og lave bagholdsangreb på Per Stig Møller, som nogle gange kan have svært ved at styre sit temperament, og det gjaldt også, når Svend og jeg kunne pålægge regeringen en linje, som ikke var deres. En af de fineste roser, jeg har fået, var da jeg skulle til Europa-Parlamentet, og Svend oprigtigt ærgrede sig over det, fordi han syntes, at vores samarbejde fungerede så godt.

Hvad var din første forhandling i denne valgperiode? 
Det var klimaloven. Den var sjov at forhandle, fordi Dan Jørgensen og jeg faktisk er gode venner og kender hinanden vældig godt fra EU. I forhold til udspillet er jeg også tilfreds med, hvor den landede. Jeg kan stadig være bekymret for økonomien i det. Vi syntes, at Socialdemokratiets oprindelige udspil var bedre med en målsætning på 60 procent, men venstrefløjen trumfede de 70 procent igennem. Der er ikke meget sjov ved at være de mest ambitiøse, hvis det slår hul i kassen. Så er der ikke nogen, der vil kigge på os tænke, at de vil gøre det samme. 

Dokumentation

Sommerserie med politikerne
I Altingets sommerserie taler vi med nogle af de politikere, som sidste år blev valgt ind i Folketinget for allerførste gang eller efter at have været ude i en periode, om alt fra det første politiske forbillede til deres første sommerferieminde.

Du kan blandt andet læse om hverdagen på Christiansborg, og hvordan det er at være ny i Folketinget

Blå bog
Morten Messerschmidt er født i Frederikssund i 1980. Han er student fra Sankt Annæ Gymnasium i 1999 og har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet i 2009.

Messerschmidt kom første gang i Folketinget i 2005. Fra 2009 til 2019 repræsenterede han Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet. 5. juni 2019 opnåede han igen valg til Folketinget i Nordsjælland.

Privat er han samlevende med Dot Wessman.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00