Spændende som en spionroman: Ny bog fortæller historien om Informations dramatiske fødsel

Da de tyske tropper krydsede ind over Danmarks grænse 9. april 1940, ændrede det vilkårene for den danske presse.

Godt nok havde man allerede i nogen tid været underlagt en delvis censur. Af hensyn til forholdet til Tyskland havde Stauning-Munch-regeringen skredet ind over for pressens skriverier om den store nabo mod syd. Men efterhånden kom censuren også til at omfatte nyheder om landets indre forhold.

Det gjaldt særligt for nyheder, der belyste de forskellige udtryk – store som små – for den folkelige utilfredshed med samarbejdspolitikken og den tyske tilstedeværelse. Derfor opstod en illegal presse, der levede side om side med den legale i et ofte uoverskueligt og fascinerende samspil.

Nazisterne havde rømmet bygningen og blot efterladt en besked: ”Husk at vande blomsterne; de har i det mindste ikke gjort noget.”

Af det mylder af publikationer, der opstod, findes kun et endnu, nemlig den unge journalist Børge Outzes nyhedsbrev Information, oprindeligt en slags illegalt Ritzaus Bureau.

Dagbladet, som vi kender det i dag, opstod først i 1945, da bevæbnede frihedskæmpere stormede Store Kongensgade 40 natten mellem 4. og 5. maj 1945. Her har Information stadig til huse. Bygningen havde tilhørt det nazistiske dagblad med det misvisende navn, Fædrelandet. Og der lå en stærk symbolik i, at et organ for modstandsbevægelsen nu fik sæde her.

Nazisterne havde rømmet bygningen og blot efterladt en besked: ”Husk at vande blomsterne; de har i det mindste ikke gjort noget.”

Først da Dansk Samlings formand, forfatteren Arne Sørensen, som havde udset sig lokaliteten til sit eget blad Morgenbladet, forsøgte at tiltvinge sig adgang, kom det til blodsudgydelser. Han havde forsøgt at slå en glasdør ind og skåret sig. Nazisterne var væk, men modstandsfolkene var tæt på at indlede en anden halvleg den nat. Det var en dramatisk fødsel.

I maskinrummet hos den illegale presse
Information har 75-års jubilæum i år, og i den forbindelse har Informations Forlag udgivet bogen 'I Krig for Information'.

Bogen, der oprindelig udkom i 2008 under titlen 'Outze i krig', er forfattet af Jakob Nielsen, der er chefredaktør for Altinget, og historiker og journalist Erik Lund, som i mange år arbejdede ved Journalisthøjskolen. Og for mange år tilbage lavede Erik Lund en serie meget grundige interviews med Outze. Lund afgik ved døden i 2016, men det er i høj grad hans materiale, der udgør grundstoffet i bogen.

'I Krig for Information' fortæller en historie, der på en gang er elementært spændende og meget oplysende, fordi vi kommer helt ind i maskinrummet hos den illegale presse.

En uhyre fascinerende skikkelse
Det første først. Børge Outze er en uhyre fascinerende skikkelse. Han kom fra et radikalt miljø, men fik ansættelse ved den konservative avis Nationaltidende, der af forskellige årsager blev en rugekasse for journalistiske talenter. Outze havde det held, at en delegation af ungkonservative – og dem lyttede man til på Nationaltidende – havde forlangt, at Outze ikke måtte beskæftige sig med politisk stof på grund af sin baggrund. Derfor blev han en meget succesfuld kriminalreporter med et stort netværk i politiet.

Det var netop i kraft af det netværk, at han omkring 1943 erfarede, hvor meget stof han brændte inde med. Og det var ifølge Nielsen og Lund netop en ”journalistisk rygmarvsreaktion”, der kastede Outze ud i det illegale arbejde. Det drejede sig simpelthen om at levere nyheder.

Da Information begyndte at udkomme i august 1943, havde det mest karakter af en rundskrivelse til en lukket kreds, næsten et internt nyhedsbrev på Nationaltidende, som i kraft af sin ideologiske orientering var blevet et kraftcenter for den ikkekommunistiske del af modstandsbevægelsen. Når man nogle gange sukker lidt over indholdet i Information anno 2020, er det ganske morsomt at tænke på, at avisen i den grad havde sit udspring i et konservativt orienteret modstandsmiljø. Det med det radikale fik Outze hurtigt lagt af sig.

Som en spionroman
At producere et illegalt blad var en vanskelig og til tider voldsom proces, og arbejdsvilkårene blev kun værre. Bogen topper i sin skildring af livet i den illegale presse: Hvordan man levede med frygten for at blive taget, hvordan man stod i relation til andre modstandsgrupper, og hvordan man levede et liv på madrasserne i diverse forladte københavnske lejligheder, hvor man hele tiden forsøgte at være et skridt foran tyskerne og deres håndlangere.

Det bliver til tider en ren spionroman – bortset fra at det ikke er fiktion.

I forordet undskylder Jakob Nielsen næsten, at bogen dermed kommer til at skrive sig ind i en heroisk genre. Det er der nu ingen grund til. For det første fordi bogen aldrig henfalder til sværmerier, men holder sig til den nøgterne og berettende stil, der også var Outzes egen – og som adskilte Information fra andre modstandsorganer, hvor bragesnak altid var en fristelse. For det andet fordi fortællingen om enkeltpersoners, ja, heroiske indsats er en del af besættelsens historie.

Et stykke meget fin pressehistorie 
Men værket bliver som nævnt ikke ved det personalhistoriske eller de dramatiske begivenheder. Det giver faktisk også en rigtig god indføring i de løse netværk, der udgjorde den illegale presse.

Det bliver i kraft af Outzes baggrund i miljøet omkring Nationaltidende særligt med fokus på den nationale og konservative del af modstandsbevægelsen, skikkelser som Peter de Hemmer Gudme og Aage Schoch.

Man får kort sagt et langt bedre greb om, hvordan disse halvt mytologiske skikkelser gik til det konkrete pressearbejde, hvilken værdi informationer havde, og hvor vanskeligt det var at indhente troværdige informationer. Her er således tale om et stykke meget fin pressehistorie, der bygger på et grundigt historisk og journalistisk arbejde.

Skal man rette en enkelt kritik må det være, at man trods fokusset på Outze faktisk ikke rigtig når ind til ham – eller i hvert fald kun i glimt. Han går op i sin funktion som journalist. Men måske var det netop Outze? I hvert fald er det bogens vilkår, at den væsentligste kilde til Outzes liv er Outze selv, sådan som han har villet fortælle den mange år efter krigen.