Steen Gade: Vi kommer ikke uden om flere og bedre grønne afgifter

KOMMENTAR: Den nye regering må fortælle den ubekvemme sandhed. Nemlig at grønne afgifter, klogt udformet og dynamiske, så de løbende kan ændres, er helt afgørende for at lykkes med en reel grøn omstilling, skriver Steen Gade.

"I almindelige omkostningskalkulationer er omkostninger ved miljøforringelser ikke inkluderet, fordi miljø hidtil har været opfattet som et "frit gode", men det er noget, der ikke kan fortsætte."

Vi lader lige sætningen stå lidt – og lyse op – for det er jo nøglen til at forstå, hvordan vi kan opnå bæredygtighed – eller måske vigtigere: hvorfor vi er så langt væk fra at være bæredygtige.

Under alle omstændigheder er det næsten dramatisk alarmerende, at forståelsen af denne grundlæggende svaghed ved traditionel økonomisk tænkning og dermed politisk stillingtagen stadig i dag er så ringe, at ovenstående citat kan opleves som en del af den helt aktuelle grønne fornyelse. Især når jeg løfter sløret for, hvor lang tid siden det er, at det er skrevet. Og af hvem.

Det er nemlig officiel dansk politik. Skrevet af den danske regering i den nationale rapport til verdens første globale miljømøde, FN-konferencen i Stockholm, helt tilbage i 1972. Altså for snart 50 år siden og næsten 20 år før Brundtland-rapporten i 1987 og Rio-topmødet i 1992.

Jeg har lyst til at fortsætte med at citere: "Vi må rationere disse frie goder, sætte en pris på dem og i princippet forlange, at producenter inkluderer dem i deres kalkulationer af omkostninger og lade forbrugerne betale – som de allerede gør for lønninger, indpakning og transport. Det vil desuden betyde, at producenterne ville blive stimuleret til at introducere metoder, der forurener mindre end andre."

En af metoderne, hvormed vi kan modvirke tankegange om frie goder og reparere på den fundamentale ubalance, er at indføre grønne afgifter. En politik, der til en vis grad blev fulgt i 1990'erne, men som sluttede brat med systemskiftet i 2001.

Anders Fogh Rasmussen lagde et stærkt miljøministerium for had, kaldte til kamp mod alle eksperter, støttede Bjørn Lomborg og lancerede samtidig begrebet skattestop. Grønne afgifter er røde indeni, hed det!

Et skattestop, der også i senere fortolkninger har lagt voldsomme begrænsninger på evnen til at ændre politiske prioriteringer. I stedet for at videreudvikle afgifter, kvoter og avanceret producentansvar for at modvirke tankegangen om de fri goder blev næsten alt låst fast – desværre i årtier.

Ingen har turdet åbne ballet og fortælle den ubekvemme sandhed. Nemlig at grønne afgifter, klogt udformet og dynamiske, så de løbende kan ændres, er helt afgørende for at lykkes med en reel grøn omstilling.

Men nu må tiden være inde. Det er helt nødvendigt, og jeg tror også, at det nye i den folkelige opinion er, at mange, mange flere godt kan se det.

Ingen, der gider tænke lidt over det, kan da forsvare, at vi reelt giver tilskud til stærkt forurenende flyrejser, at vores landbrug lever af støtte, der stadig alt for meget prioriterer et landbrug, der forurener voldsomt.

At vi slet ikke er kommet i gang med at beskatte trængsel, at vi som forbrugere ikke ved noget særligt om, hvordan de ting, vi køber, forurener, at plastikproducenterne stadig ikke skal betale hele oprydningen efter plastik forurening.

At de, der bygger fabrikker, byer, veje stadig ikke skal kompensere ved at udlægge andre arealer til øget biodiversitet, at kemikalieproducenterne stadig ikke skal betale for oprydning af fortidens kemikaliedepoter, at oliefirmaerne ikke tvinges til at betale tilbage til samfundet.

Vi har brug for, at den nye regering tør åbne ballet. Flyafgifter ligger lige for og derefter et omhyggeligt udredningsarbejde om, hvordan vi i praksis kan begynde at tage konsekvenserne af, at der ikke findes frie goder her på kloden.

Flere og bedre grønne afgifter. Kemikalieafgift til at betale for oprydning af de giftforureningerne, roadpricing som delvis erstatning for bilafgifter, grønne finanslove med en helt ny måde at prioritere vores investeringer på, så grønne investeringer får langt bedre muligheder. Bare for at nævne noget af alt det, en reel grøn omstilling kræver.

Næsten lige så vigtigt som nye afgifter er det at ændre de afgifter og tilskud, vi har i dag, så de hjælper og fremmer den grønne omstilling. Allerede i den forrige energiaftale var man enig om det på energiområdet, men systemerne og de fleste politikere er hunderædde for at tage diskussionen om at lægge dem helt om.

Når vores el bliver grøn, skal afgiften jo i stedet lægges på det, der er sort eller er problematisk. Når landbruget i hele EU reguleres via tilskud, bør vi da også have fælles minimumsafgifter på kvælstof, fosfor, pesticider og klimaforurening. Skat i EU er jo nu heldigvis ikke længere tabu, så hvorfor ikke?

Det samme gælder afgifter og kvoter på erhvervslivet. EU bør blive den helt afgørende kampplads – også for grønne afgifter. Og hvorfor ikke gå forrest i Danmark med en reel grøn skattereform, der beskatter ressourceforbrug og forurening og nedsætter personbeskatningen?

Omfattende ændringer? Jo, men kun en af de tankegange, som vi skal følge, hvis vi for alvor vil leve op til al miljøpolitiks grundregler: Nemlig at det er forureneren, der skal betale, og at vi skal følge forsigtighedsprincippet.

-----

Steen Gade (f. 1945) er miljøklummeskribent, tidligere mangeårig SF–miljøpolitiker og tidligere direktør i Miljøstyrelsen.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Klimaloven bliver stilhed før vinterstorm Benny Damsgaard: Klimaloven bliver stilhed før vinterstorm Næste artikel Martin Lidegaard: EU er løsningen og ikke problemet, Mette Frederiksen Martin Lidegaard: EU er løsningen og ikke problemet, Mette Frederiksen
Fem nedslag fra Venstres landsmøde

Fem nedslag fra Venstres landsmøde

VENSTRES LANDSMØDE: Løkkes og Jensens farvel var blandt de spændende ting på Venstres landsmøde i Herning. Og så var der markeringer i forhold til Venstres værdipolitik.