Debat

Stine Bosse: Messerschmidts EU-udregning ville dumpe ham i matematik

DEBAT: Danmark tjener stort på at være med i EU, selv om Morten Messerschmidt (DF) ikke kan regne det ud. De glemmer fuldstændig at medregne, hvad vi tjener på medlemskabet, skriver Stine Bosse.

Ikke kun økonomien bliver bedre, når Danmark er med i EU. Også beskyttelsen af mindretal og menneskerettigheder generelt drager fordel, skriver Stine Bosse.
Ikke kun økonomien bliver bedre, når Danmark er med i EU. Også beskyttelsen af mindretal og menneskerettigheder generelt drager fordel, skriver Stine Bosse.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Vi oplever for tiden en vildledning fra højrefløjen i EU-debatten, som er tåkrummende - og heldigvis nem at tilbagevise.

Den er anført af Morten Messerschmidt, som, måske udover en genlæsning af Biblen, allermest trænger til et regnekursus.

Messerschmidt vildleder på to punkter: 1) det økonomiske og 2) EU's grundlæggende værdier.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

En femmer om dagen
Lad os starte med det første, det økonomiske.

Den mest hyppige kritik går lige nu på, at Danmarks EU-bidrag steg med 4,5 milliarder kroner med seneste budget. "4,5 milliarder. Nej, hvor vanvittigt. Punktum" råber højrefløjen. Men beløbet må sættes i sammenhæng.

Jeg tager den lige igen: Hver eneste dag, vi lægger omkring 5 kroner, får vi godt 34 kroner tilbage. Det løber naturligvis op på den lange bane. Men alligevel mener Messerschmidt, at EU er for DYRT for Danmark. Han havde dumpet matematik på basisniveau.

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

I 2018 lå Danmarks bruttobidrag på 21,5 milliarder kroner per år. Dengang var det vores årlige bidrag (for at give et indtryk af størrelsesordenen), og vores årlige bidrag stiger nu med 4,5 milliarder kroner med den nye budgetperiode, ifølge finansministeriet.

Beløbet tager slet ikke højde for, hvad vi får igen. Se igen på år 2018.

I 2018 var nettobidraget per dansker til EU-budgettet på 1.536 kroner, ifølge tal fra EU-Kommissionen. Det beløb tager højde for, at vi får midler igen via især landbrugsstøtten og forskningskroner.

Og hvis man gør Danmarks bidrag til EU-budgettet og tilskud til Danmark fra EU-budgettet op, ender vi ud med, at hver dansker har lagt en flad femmer om dagen til EU-budgettet.

EU gør alle rigere
Men regnestykket er slet ikke færdigt. For hvad får vi så yderligere igen for vores medlemskab af EU's indre marked?

I maj 2019 kom Dansk Erhverv med en klar analyse. Den konkluderer, at 323.000 fuldtidsjob er knyttet til EU's indre marked. 180.000 af de jobs er direkte knyttet til eksport af varer og tjenester til lande i det indre marked.

Og 143.000 jobs er indirekte knyttet til eksport til det indre marked. Det kan eksempelvis være en dansk rengøringsvirksomhed, der gør rent hos en medicinalvirksomhed, der eksporterer.

Hvor meget rigere gør det os? En analyse fra den anerkendte tænketank Bertelsmann Stiftung viste - også i maj 2019 - at vi bliver 12.500 kroner rigere per indbygger som følge af vores medlemskab af det indre marked.

Det svarer til godt 34 kroner per dag. Konsulentbureauet Højbjerre Brauer Schultz når frem til en lignende konklusion, det vil sige et lignende beløb.

Overskudsforretning for danskerne
Her kommer altså årsresultatet, som man ville sige i en virksomhed, der gjorde regnskabet op efter lovens rammer (og det gør Messerschmidt ikke): Hver eneste dag, vi lægger omkring 5 kroner, får vi godt 34 kroner tilbage.

Jeg tager den lige igen: Hver eneste dag, vi lægger omkring 5 kroner, får vi godt 34 kroner tilbage. Det løber naturligvis op på den lange bane. Men alligevel mener Messerschmidt, at EU er for DYRT for Danmark. Han havde dumpet matematik på basisniveau.

Bertelsmann Stiftung lægger vægt på, at Danmark er et lille land, og derfor tjener særligt godt på EU's indre marked. Over 60 % af Danmarks eksport går til andre EU-lande.

Nødvendig genopretningspakke
Af samme grund var genopretningspakken også tvingende nødvendig for Danmark. Vi husker alle, hvordan finanskrisen og EU's langsomme opstart førte til et tab på 200.000 danske arbejdspladser. Det tal får igen de 4,5 milliarder kroner til at blegne.

En række organisationer og langt de fleste politiske partier er derfor klar til at forsvare genopretningspakken.

Det gælder Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Metal. Både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden. Og naturligvis Europabevægelsen. For når højrefløjen ikke vil forsvare vores rigdom og velfærd, så vil vi.

Og nu til det andet punkt hvor Messerschmidt vildleder: EU's grundlæggende værdier.

Beskytter grundlæggende værdier
Man er tilsyneladende bedøvende ligeglad med de grundlæggende rettigheder, som EU giver os alle sammen og mindretal i særdeleshed og i tillæg; historien bag. 

I Europa har vi menneskerettigheder. Og vi har demokrati. Messerschmidt og DF's venner er ikke bange for at lade sig dupere af Putin, Orban og PiS-partiet i Polen.

Både Ungarns og Polens regeringer er under kraftig kritik fra EU for at forbryde sig imod de grundlæggende værdier, som beskytter os borgere, og det kan undre, at der er partier i Danmark, der henter inspiration fra disse styreformer. 

Det, at Messerschmidt føler sig kaldet til at mistænkeliggøre, at LGBT+ miljøet slutter op om Europabevægelsens forsvar for menneske- og mindretalsrettigheder, viser tilbage på manden selv og hans flirt med særdeles LGBT+-fjendtlige ytringer. 

Grundloven har ikke mindretalsbeskyttelse
Messerschmidt skal således både lære at regne og vænne sig til at folk er ved at få øjnene op for, hvad vi har i EU. Hvad mange gennem tiden har misundt os, og hvad hviderusserne netop nu kæmper for at få.

Nemlig de værdier, som EU bygger på, og som kan genfindes i EU-traktatens artikel 2, som jeg vil gengive i sin fulde længde for Messerschmidts - og andre interesseredes - skyld.

"Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd".

Man skal være opmærksom på, at blandt andet de værdier, der drejer sig om mindretalsbeskyttelse ikke genfindes i den danske grundlov. 

Europæisk standard er verdensklasse
Det er i forlængelse ganske problematisk, at Messerschmidt og DF ikke vil knytte retsstatsmekanismen - overholdelse af retsstatsværdierne, som kan genfindes i EU-traktatens artikel 2 - op til udbetaling af tilskud, men sådan er det. 

For nylig så vi, at EU-Kommissionen afviste at give tilskud fra venskabsby-fonden til seks polske byer, placeret i såkaldt LGBT-frie zoner. Stod det til Messerschmidt, skulle vi betale danske skattekroner til "regimer", der ikke lever op til helt simple fordringer for menneskers frihed.

I Europabevægelsen mener vi det modsatte. Med investeringer (også de nyeste, hvor Messerschmidts regneevner ikke rækker) følger krav om at leve op til europæisk standard! Og den er verdensklasse, også når det gælder vores rettigheder som borgere i frie samfund. 

Messerschmidt nøjes med at vildlede, fordreje sandheden og forholde sig aldeles ligegyldigt over for borgernes rettigheder, vores økonomi, velstand og velfærd.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00