Stor genopretningsplan er faldet på plads: Her er hovedpunkterne

AFTALE: Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er natten til mandag blevet enige om at udfase hjælpepakkerne og erstatte dem med en økonomisk genopretningsplan. 

Regeringen og alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance er enige om en økonomisk genopretningsplan.
Regeringen og alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance er enige om en økonomisk genopretningsplan.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jeppe Maagaard Holm

Senest til oktober vil danskerne få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge, og personer på overførselsindkomster vil få udbetalt en skattefri check på 1.000 kroner. 

Regeringen og alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance er natten til mandag blevet enige om at udfase hjælpepakkerne og erstatte dem med en økonomisk genopretningsplan.

Hjælpepakkerne skal udfases, i takt med at samfundet genåbnes.  

"Med aftalen i dag tager vi et vigtigt skridt fremad og videre ud af krisen. Vi sætter en ansvarlig slutdato på de midlertidige hjælpepakker. Og samtidig giver vi en markant saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi og iværksætter flere tiltag for at hjælpe danske eksportvirksomheder gennem krisen på de globale markeder," udtaler finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Du kan se hele aftalen her.

Herunder er nogle af hovedpunkterne:  

Fremrykning af udbetaling af feriepenge
Der udbetales indefrosne feriemidler svarende til tre ugers ferie. Feriemidlerne vil kunne komme til udbetaling senest oktober 2020. Udbetalingen af feriemidlerne vil ikke blive modregnet i indkomstoverførsler.

Engangstilskud til overførselsmodtagere
Der gives et skattefrit engangstilskud på 1.000 kroner til personer på overførselsindkomster. Det gælder blandt andet pensionister og førtidspensionister. Tilskuddet modregnes ikke i borgerens offentlige ydelser. Engangstilskuddet vil kunne udbetales senest oktober 2020.

Dagpengeperioden forlænges
Partierne er enige om at forlænge dagpengeperioden med yderligere to måneder. Det skal give jobsøgende bedre tid til jobsøgning, mens virksomhederne er ved at komme i gang med at slå stillinger op efter coronakrisen.

Rekapitalisering af store danske virksomheder
Der oprettes en statslig fond, der som investor of last resort kan bidrage til at rekapitalisere danske virksomheder. Fonden skal bidrage til at styrke kapitalgrundlaget i større, samfundsbærende danske virksomheder, der har udtømt andre normale finansieringsmuligheder. Der afsættes 10 milliarder kroner til at stifte fonden.

Eksportpakke
Der afsættes 500 millioner kroner i 2020 til en eksportpakke, herunder til opfølgning på genstartsteams.

Genstartsfond i regi af Vækstfonden
Der oprettes en genstartsfond i regi af Vækstfonden på 3 milliarder kroner. Fonden skal sikre solvens i ellers sunde virksomheder, der har brug for tålmodig kapital.

Sommerpakke
Der afsættes 700 millioner kroner i 2020 til en sommerpakke, der skal skabe gode rammer for en sommer på landet og på øerne, kultur- og naturoplevelser i den danske sommer og sommeraktiviteter for ældre. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil indkalde aftalepartierne til yderligere forhandlinger om en sommerpakke. Derudover vil regeringen præsentere et oplæg til en luftfartspakke. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00