Sundhedsprofessor i kras kritik: Der er tegn på, at regeringen skubber sine rådgivere foran sig på bekymrende vis

KRITIK: Seruminstituttets faglige direktør, Kåre Mølbak, optræder som en del af et politisk spil i forbindelse med forhandlinger om genåbningen af Danmark, skriver to professorer i en kras kritik. Usædvanligt hårde anklager fra respekterede fagfolk, vurderer Altingets sundhedspolitiske analytiker.

Seruminstituttets faglige direktør, Kåre Mølbak, har fået tildelt en stadig større rolle under coronakrisen.
Seruminstituttets faglige direktør, Kåre Mølbak, har fået tildelt en stadig større rolle under coronakrisen.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Faglig direktør ved Statens Seruminstitut Kåre Mølbak leverede op til afgørende forhandlinger om genåbningen af Danmark et notat til politikerne, som der ikke kan findes dækning for i den rapport, notatet bygger på. 

Det skriver en af landets mest erfarne sundhedseksperter, professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, og professor i statskundskab Poul Erik Mouritzen i en kronik i Politiken:

"Det er højst usædvanligt, at en faglig styrelse udarbejder en matematisk model, som man derefter trækker tæppet væk under samtidig med fremsendelsen til de politiske beslutningstagere. Hvorfor det sker, kan man indtil videre kun gisne om, men vi tør ikke tænke den tanke til ende, at det kunne være et notat, der er bestilt af regeringen for at understøtte en beslutning, som allerede var truffet," skriver de to professorer i kronikken.

Notatet blev sendt til partilederne lige inden forhandlinger om første del af genåbningen i dagene op til påske og advarede mod at åbne restauranter og efterskoler. 

Under coronakrisen er der stadig flere indikationer på, at regeringen er gået et par skridt videre og i stadig højere grad forsøger at vride armen om på især Statens Serum Institut.

Ole Toft
Sundhedspolitisk analytiker

Mere medgørlig end Brostrøm?
Kritikken fra de to professorer er meget usædvanlig, vurderer Altingets sundhedspolitiske analytiker, Ole Toft:

"På sundhedsområdet kan jeg ikke huske før at have set så hårde anklager mod en navngiven topembedsmand fra to så respekterede fagfolk," siger han.

Det er til gengæld helt klassisk, at der er spændinger mellem den siddende regering og deres sundhedsfaglige rådgivere i form af Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, forklarer Ole Toft.

"En regerings politik og myndighedernes anbefalinger bliver nogle gange bøjet lidt ind mod hinanden for at skjule uenighed. Men her under coronakrisen er der stadig flere indikationer på, at regeringen er gået et par skridt videre og i stadig højere grad forsøger at vride armen om på især Statens Serum Institut," vurderer han.

Ole Toft hæfter sig ligesom kronikkens forfattere ved, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ser ud til at fylde mindre i kommunikationen omkring epidemien end tidligere:

"Der gisnes blandt iagttagere om, at Sundhedsstyrelsen i forhold til den videre strategi omkring testning og genåbning er blevet skubbet ud på et sidespor, fordi Seruminstituttet har vist sig mere medgørlig," siger Ole Toft.

Han tilføjer, at der naturligvis også kan være tale om en faglig uenighed mellem Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen om, hvilken kurs man skal vælge i forhold til genåbning og teststrategi.  

Skubber rådgivere foran sig
Altinget har bedt Kjeld Møller Pedersen uddybe kritikken. Han siger blandt andet:

"Der er tegn på, at regeringen skubber sine rådgivere foran sig på en måde, jeg finder bekymrende. Jeg har også været rådgiver, så jeg ved godt, hvor problemerne kan ligge i forhold til at skelne mellem, hvornår man udtaler sig fagligt, og hvornår man udtaler sig politisk. Sagen er bare, at lige nu har det langt større konsekvenser, end faglig rådgivning normalt har." 

Læs mere i den fulde version af artiklen på Altinget Sundhed.

Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen har endnu ikke kommenteret kritikken.

Læs også
 

Dokumentation

Afgørende beregninger

Folketingets partier er i øjeblikket i gang med forhandlinger om, hvilke dele af Danmark der skal åbne efter 10. maj.

En ekspertgruppe under Statens Serum Institut står for at beregne, hvad forskellige scenarier vil betyde for smittetrykket i Danmark. Beregningerne hviler på en række skøn, der er sat på matematisk formel. 

Ekspertgruppen leverede sin første rapport 2. april. Samtidig fremsendte faglig direktør i Seruminstituttet Kåre Mølbak et notat, der advarede mod at genåbne blandt andet efterskoler, højskoler og restauranter på grund af risiko for "overoptimisme".

Sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) har siden 2. april bedt om at se de data, der lå bag rapportens og notatets konklusioner, men har endnu ikke fået adgang til kildekoden bag de matematiske modeller, der benyttes til at lave risikovurderingerne.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kjeld Møller Pedersen

Professor emeritus, Økonomisk Institut, Syddansk Universitet
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1974)

Kåre Mølbak

Professor og fhv. faglig direktør, Statens Serum Institut
læge (1985), dr. med. (2001)

Poul Erik Mouritzen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
Cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977), dr.scient.pol. (Aarhus Uni. 1991)









0:000:00