Tal fra Finansmisteriet: Trods flere ældre har kommuner færre penge til velfærd

VELFÆRD: Kommunerne har ifølge regeringen fået flere penge. Men nye tal viser, at de får færre penge til lokal velfærd end i 2010. Kristian Jensen (V) afviser, at det nødvendigvis rammer tilbud til borgere.

Nye opgørelser fra Finansministeriet peger på, at kommunernes årlige bevilling skulle være vokset med op mod ni milliarder kroner siden 2010 for at følge med det stigende antal ældre. I stedet er bevillingen faldet.
Nye opgørelser fra Finansministeriet peger på, at kommunernes årlige bevilling skulle være vokset med op mod ni milliarder kroner siden 2010 for at følge med det stigende antal ældre. I stedet er bevillingen faldet.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Landets kommuner skal sikre støtte og pleje til hundredtusindvis flere ældre for færre penge.

Det er bundlinjen i en opgørelse fra Finansministeriet over udviklingen i de samlede bevillinger til kommunerne de seneste godt ti år.

Her fremgår det, at trods et løft af kommunernes ramme til velfærd i 2019, så har de stadig en to* milliarder kroner mindre til rådighed næste år, end de havde, inden store lokale besparelser for alvor slog igennem i 2010.

I samme periode er der ifølge Danmarks Statistik kommet mere end 200.000 ældre over 65 år, som kan have ret til offentlig pleje og omsorg.

Det til trods forventer finansminister Kristian Jensen (V), at kommunerne fint kan levere samme velfærd næste år som for ti år siden. Det handler om både forbedret produktivitet og effektiviseringer i det offentlige, men også det, finansministeren kalder ’sund aldring’.

”Der er måske nok kommet flere ældre. Men de ældre er også sundere og dermed bedre i stand til at kunne klare sig uden hjælp fra det offentlige. Derfor mener jeg, at det helt klart er muligt at kunne levere en tilsvarende god service i dag, som man kunne i 2010,” siger Kristian Jensen.

Mangler milliarder
Hvis de lokale udgifter direkte skulle modsvare det stigende antal ældre, ville det have krævet en årlig vækst i størrelsesordenen 0,5 og 1,5 milliarder kroner i kommunernes andel af det samlede offentlige forbrug. I alt skulle det kommunale forbrug i 2019 så være noget, der ligner små ni milliarder kroner højere end i 2010.

Det fremgår af en anden opgørelse fra Finansministeriet.

I de kommende år er Kristian Jensen da også klar til at løfte kommunernes serviceramme. Men ikke i en grad, så de automatisk følger med udviklingen i befolkningens sammensætning.

”Nu kommer der et markant løft i, hvor mange flere ældre der er. Og der vil der være fremadrettet være behov for en moderat vækst i det offentlige. Og det er også det, regeringen har lagt op til,” siger Kristian Jensen.

Der er fortsat mulighed for, at kommunernes reelle bevilling for 2019 ender med at blive højere end niveauet i 2010 og dermed det højeste niveau i hvert fald siden kommunesammenlægningen.

Finansministeriets opgørelse tager nemlig ikke højde for, at regeringens forslag til næste års finanslov indeholder et løft til blandt andet ældrepleje og daginstitutioner på lige knap en halv milliard.

Hertil kommer, hvad Dansk Folkeparti yderligere får forhandlet på plads som betingelse for at skrive under på en finanslovsaftale. Hvor meget der er på bordet til de verserende forhandlinger, vil Kristian Jensen dog endnu ikke løfte sløret for.

”Det har jeg ikke nogen kommentarer til,” siger Kristian Jensen.

*Tal er rettet fra 0,5 til 2 på grund af fejl i oprindelig sammenregning.

Tallene over udviklingen i kommunernes økonomi var bestilt af Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, og partiets kommunalordfører, Magnus Heunicke. Du kan læse, hvad de siger til sagen i den fulde version af artiklen, som du finder på Altinget: kommunal.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00