Tarek Hussein: DF’s udlændingepolitik er et stort bluffnummer

Vi var ikke særlig mange, som havde hørt udtrykket ”paradigmeskifte”, inden det for alvor blev introduceret af landets statsminister i december 2017.

I dag er det nærmest blevet et synonym med Dansk Folkeparti, og man kan muligvis vække partiets ledelse midt om natten og være sikker på at høre ”paradigmeskifte” inden et ”godmorgen”.

Partiets raison d'être har hele efteråret være baseret på et krav om et såkaldt paradigmeskifte, mod at de til gengæld leverede en ny finanslov til regeringen.

Det var derfor ikke nogen voldsom overraskelse, at partiet i forbindelse med præsentationen af finansloven fik sagt paradigmeskifte så mange gange, at ingen kunne være i tvivl om, at man var kommet i mål med de politiske visioner.

Og skulle man alligevel være i tvivl, kunne man zappe ind på billederne af partiets ledelse, som fejrede finansloven med øl - og som fremhævet af Kristian Thulesen Dahl – ikke champagne, bare lige for at understrege, at her er man skam ikke elitær (svirp til Liberal Alliance).

Den efterfølgende dækning må have efterladt partiets ledelse i en tilstand af lige dele ekstase og eufori. Medierne hoppede i med begge ben og videregav partiets spin til punkt og prikke, mens oppositionen ligeledes udfyldte rollen som forarget med et snært af vrede - og fik dermed DF’s paradigmeskifte til at fremstå endnu mere som et, ja, paradigmeskifte.

Det kan godt være, at man scorede en stor symbolsk sejr med placeringen af et nyt udrejsecenter på Lindholm – men det er netop kun en symbolsk sejr

Tarek Ziad Hussein

Men hvad betyder det magiske ord egentligt?

Det er der i virkeligheden ingen, der kan svare entydigt på. Når jeg hører udtrykket, forbinder jeg det med en markant ændring i status quo og præsentationen af en helt ny virkelighed inden for et bestemt politikområde.

Så hvis man spørger DF, vil de selvfølgelig mene, at det netop var, hvad de formåede at gøre ved introduktionen af en ø for kriminelle på tålt ophold, større adgang til hjemsendelser og et større fokus på midlertidighed for de flygtninge, som kommer til Danmark.

Men er det virkelig et paradigmeskifte? Det afhænger af, hvem du spørger - og netop den usikkerhed illustrerer på fremragende vis genistregen fra DF. Udtrykket er tilpas uforståeligt og uklart til, at politiske venner og fjender hver især kan læse det ind i det, som de ønsker, - og samtidig så relativt, at partiet ikke for alvor kan stå til ansvar over for deres vælgere.

Men Dansk Folkeparti skal også passe på med ikke at blive overivrige i deres sejrsrus. For det kan godt være, at man scorede en stor symbolsk sejr med placeringen af et nyt udrejsecenter på Lindholm – men det er netop kun en symbolsk sejr, som vil ramme 75-100 personer, og som kommer med et prisskilt på 759 millioner over de næste fire år.

Lad mig i den forbindelse benytte lejligheden til at rette skytset mod ”mine egne” på venstrefløjen. Den seneste uge har forargelsen på Facebook ingen ende ville tage, og dagligt kan man finde indlæg om humanismen og menneskerettighedernes død - alt sammen på grund af paradigmeskiftet. Selvom Dansk Folkeparti har eksisteret i mere end to årtier, har venstrefløjen endnu ikke forstået partiets logik og strategiske tænkning. Så lad mig skære det helt ud i pap.

Hver gang der bliver skrevet et harmdirrende indlæg i aviserne eller på de sociale medier, som omhandler et eller andet med Dansk Folkepart, så sidder man på gruppeværelset på Christiansborg og gnider sig i hænderne over, hvor let man har det.

Lad mig bare tage eksemplet med paradigmeskiftet. Skulle man fortsat være i tvivl, om det faktisk har fundet sted, så skal man bare lytte til store dele af venstrefløjen, som er så tilstrækkeligt forarget over, at Dansk Folkeparti går så langt, at de ubevidst ender med at bekræfte partiets narrativ om det store (paradigme)skifte.

På den måde lever DF og venstrefløjen i en art symbiose, hvor man bruger modpartens reaktion til at tale til sine egne, men undervejs ender man faktisk med at bekræfte modpartens fortælling.

Dansk Folkepartis største frygt er i virkeligheden, hvis det blev afsløret, at deres paradigmeskifte og udlændingepolitik de sidste 17 år har været et stort bluffnummer. Javel. Man har pokalskabet fyldt med symbolske sejre, men på substansen har man i realiteten ikke rykket særlig meget.

Vi taler om landets andet største parti, som med 21,1 procent af stemmerne ved seneste valg har ageret parlamentarisk grundlag i 13 ud af de sidste 17 år. Alligevel er deres største sejr en ø til 759 millioner for 75 mennesker og et par millioner til nye vinger på Dybbøl Mølle.

Så selvom det måtte virke uvant, så ville det bedste svar til Dansk Folkeparti være; var det virkelig bare det?

-----------------

Tarek Ziad Hussein (født 1992) er forfatter og debattør og har igennem en årrække været en stærk stemme i debatten om danske muslimers plads i det danske samfund. Han har derudover en lang fortid i foreningslivet og er aktiv i en række internationale fora for unge entreprenører.