Kommentar af 
Tarek Ziad Hussein

Tarek Hussein: Kravet om samfundssind gælder åbenbart kun muslimer

KOMMENTAR: Pernille Vermund og de øvrige nationalkonservative er hyklere, når de forarges over coronasmitte i de muslimske miljøer, mens de uanfægtet tager til traktordemonstration og nægter at lade julen dikteres af corona.

Forargelsen hos Pernille Vermund over coronasmittetal blandt muslimer har været stor. Det er hykleri, skriver Tarek Hussein.
Forargelsen hos Pernille Vermund over coronasmittetal blandt muslimer har været stor. Det er hykleri, skriver Tarek Hussein.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ordsprogene er mange: Kast ikke med sten, når du selv bor i et glashus; fej for egen dør; og ingen er hykler i egne øjne. Alle disse udtryk og flere til kunne bruges til at beskrive det monumentale hykleri, som vi har oplevet i forbindelse med bekæmpelsen af corona siden marts måned.

Man skulle være en novice i dansk politik for ikke at kunne forudse, at det selvfølgelig var et spørgsmål om tid, før man fandt en anledning til at trække udlændingekortet i en coronakontekst. Det startede med en række politikere, som i løbet af foråret harcelerede over det stigende smittetryk i områder med danskere med ikke-vestlig baggrund. Det kulminerede så i løbet af sommeren, hvor forargelsen eksploderede som følge af en række begravelser i det muslimske miljø, som måske/måske ikke havde bidraget til en øget smitte i blandt andet Aarhus.

Forargelsen var stor og særligt de nationalkonservative politikere i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik rigtig travlt med at overbyde hinanden i ren og skær indignation. Særlig stor var forargelsen hos Nye Borgerliges Pernille Vermund, som under overskriften ”De skal ikke berøve os vores frihed” harcelerede mod danske muslimer, som angiveligt havde ødelagt kampen mod corona.

Alt imens satte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tessfaye en kampagne i gang, som skulle sikre, at smitten ikke spredte sig i muslimske kredse i forbindelse med fejringen af eid-helligdagene. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at langt de fleste danske moskeer iværksatte en række initiativer for at bekæmpe smitten lang tid inden, at myndighederne gik ud med anbefalinger til hele landet.

Fakta
Tarek Ziad Hussein (født 1992) er jurist, forfatter og debattør. Han har derudover en lang fortid i foreningslivet og er aktiv i en række internationale fora for unge entrepenører.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men lige pludselig forsvandt forargelsen ud af det blå.

I løbet af hele sommeren kunne man ellers opleve unge feste rundt omkring i landet, herunder på Islands Brygge, hvor der blev set højt og helligt på alskens coronarestriktioner og anbefalinger. Det var også tilfældet, da politiet 5. december måtte bryde ind og stoppe en fest med over 100 unge på Rådhuspladsen i København, som festede uden den mindste hensynstagen til den globale pandemi.

Man skulle være en novice i dansk politik for ikke at kunne forudse, at det selvfølgelig var et spørgsmål om tid, før man fandt en anledning til at trække udlændingekortet i en coronakontekst.

Tarek Hussein

Eller hvad med da Pernille Vermund fik taget billeder med et hav af demonstranter i forbindelse med traktordemonstrationen i november måned, hvor hun og resten af deltagerne hverken bar mundbind eller overholdt myndighedernes anbefalinger. Som tv-vært Abdel Aziz Mahmod tørt konstaterede: ”Hvor er det heldigt, at corona kun smitter ved muslimske begravelser og Black Lives Matter-demoer”.

Og så er der selvfølgelig prikken over i’et eller kirsebærret på toppen, om man vil. Endnu engang Pernille Vermund, som 10. august 2020 mente, at muslimer ikke havde nogen respekt for det danske fællesskab, men som fire måneder senere, 5. december, havde det ”stramt med, at Mette Frederiksen i ramme alvor tror, at hun skal blande sig i, hvem vi fejrer jul med, og hvordan vi danser om juletræet”. Argh Pernille, nu bliver det vidst en anelse for tykt. 

Vi har de seneste uger og måneder set en regulær eksplosion i andelen af folketingsmedlemmer, som er blevet smittet med corona. Jeg ønsker dem selvfølgelig alle god bedring. Men med deres egen logik in mente, så er der jo tale om en overrepræsentation, som kræver italesættelse, forargelse og indignation.

Det kunne derfor overvejes, om sundhedsmyndighederne med Søren Brostrøm i front burde udarbejde en særlig kampagne henvendt Folketingets politikere. For at sikre, at det sker på et sprog, som de forstår, så kunne man hyre et konsulenthus og overbetale dem for at udarbejde en række anbefalinger på djøf’sk. Måske det kunne få politikerne til at udvise en tand mere samfundssind – også selvom de ikke er muslimer.

Og til de nationalkonservative politikere, som ikke ser sig selv som en del af eliten, som vil dræne sumpen, og som vil have et opgør med djøfiseringen af vores samfund, så vil jeg i stedet henvise til en bog, som I – ifølge jeres egen selvforståelse - forstår, værdsætter og hylder, nemlig Biblen. Her burde I alle tage et nærmere kig på de vise ord i Lukasevangeliet (6:41-42):

”Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. Hvordan kan du sige til din ven: Kom, lad mig tage splinten ud af dit øje, når du ikke ser bjælken i dit eget? Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje.” 

Måske det kan vække en tanke eller to selvom, at I ikke ser muslimen som jeres ven?

-----

Tarek Ziad Hussein (født 1992) er jurist, forfatter og debattør. Han har derudover en lang fortid i foreningslivet og er aktiv i en række internationale fora for unge entreprenører. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Tarek Ziad Hussein

Direktør, Dfunk, debattør og forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 2019)

0:000:00