Tarek Hussein: Politikernes åbenlyse hykleri truer vores demokrati

Jeg vil gerne komme med en bekendelse.

Jeg er en af de der typer, som læser, lytter og ser alt, hvad der er om dansk politik. Det er uanset, om det er Tirsdagsanalysen og Besserwizzerne på TV 2 News, Slotsholmen på P1 eller det politiske kommentariats analyser af dansk politik. For ikke at forglemme de daglige og løbende opdateringer af de fleste danske mediers hjemmesider. Jeg kan med andre ord ikke få nok af dansk politik. Ikke indtil nu.

Jeg er ganske enkelt blevet træt. Træt af skuespillet, træt af de tomme skåltaler og træt af hykleriet. Jeg har svært ved at definere, hvornår den her følelse er indtruffet. Det er nok sket over længere tid, men jeg kan mærke, at den seneste tids minkgate har givet mig det sidste skub eller den nok så famøse sidste dråbe, som får glasset til at flyde over.

Misforstå mig ikke. Jeg forstår fuldt ud forargelsen, som er helt på sin plads. Regeringens opførsel de seneste uger har været et langt studie i amatørisme, forfejlet krisehåndtering og magtarrogance – og så har jeg ikke en gang berørt forholdet mellem regeringen og dens embedsmænd, som er et kapitel for sig.

Af alle de ovenstående grunde er jeg fuldstændig med på, at hele minksagen selvfølgelig skal undersøges til bunds, uanset om det bliver i form af en reel undersøgelseskommission, parlamentarisk undersøgelse eller advokatundersøgelse - om end det sidste bliver en anelse fesent, situationens alvor taget i betragtning. Summa summarum; der er tale om en alvorlig skandale, som skal undersøges, og som både politikere og embedsmænd forhåbentlig kan blive klogere af på et tidspunkt, når vi ved, hvad der er op og ned. Så det er med andre ord ikke her, at min træthed udgår fra.

Den stammer derimod fra blå blok og i særdeleshed det store oppositionsparti, Venstre. Venstre og resten af oppositionen spiller det politiske spil efter alle bogens regler og forudsigelighed; indignation og forargelse efterfulgt af krav om undersøgelseskommission og ministerafgange krydret med mistillid til regeringen. Voila.

Det politiske teater bliver simpelthen for tykt, når blå blok nu forsøger at give den som retsstaten og grundlovens riddere og beskyttere. Tror I seriøst, at vi er komplet idioter?

Tarek Hussein

Mit problem er bare, at det bliver ufattelig tykt, når det selvsamme parti de seneste år har slået ring rundt om partiets næstformand, Inger Støjberg, som fortsat er i centrum for den såkaldte Instrukskommission, hvor hun undersøges for en ulovlig ordre til myndighederne, som førte til adskillelsen af mindreårige asylpar. Ulovlig ordre. Hmm, ringer der en klokke?

Nej, det gør der tydeligvis ikke. For Venstre og resten af blå blok har været igennem hele bogen af dårlige undskyldninger i forsvaret af Inger Støjberg. Alt lige fra at målet helliger midlet til den store spinkrig om barnebrude, som gav indtrykket af, at der var tale om 60-årige mænd, som blev gift med 12-årige piger, selvom sandheden viste sig at være noget mere nuanceret.

Alt det er i øvrigt fuldkommen ligegyldigt, for Inger Støjberg gav bevidst en ulovlig instruks. Punktum. Velviljen til at undersøge den instruks har ikke bare ligget et meget lille sted, men er sågar blevet modarbejdet med kampagner fra Nye Borgerlige, hvor der støttes op om Inger Støjberg. Af alle de grunde bliver det politiske teater simpelthen for tykt, når blå blok nu forsøger at give den som retsstaten og grundlovens riddere og beskyttere. Tror I seriøst, at vi er komplet idioter?

Rød blok er i øvrigt ikke meget bedre, og deres ønske om at tysse den nuværende minkskandale ned taler sit eget tydelige sprog. Ingen er i tvivl om, at hvis det havde været en blå minister, så havde de alle stået og skreget på den størst mulige undersøgelse, mistillid til regeringen og så videre. Kan du, kære læser, forstå, hvor trætheden og frustrationerne kommer fra?

Jeg er muligvis naiv udover alle grænser, og jeg er helt med på, at alle spiller deres rolle i det politiske teater, men jeg vil have lov til at være naiv og til at være en idealist, som stiller meget høje krav til de folkevalgte politikere, som skal forestille at være retsstaten, grundloven og demokratiets ypperste beskyttere.

Den her form for åbenlyst hykleri kendetegner ikke bare den verserende minkskandale, men dansk politik over en bred kam. I den her uge har den fremtrædende demokratiforkæmper og Hongkong-aktivist Ted Hui været i Danmark, hvor han har talt med gud og hver mand - bare ikke nogen fra den danske regering, som har gjort alt i sin magt for at slippe uden om. Bedst eksemplificeret ved Magnus Heunicke, som sprang et trin over og skyndte sig væk, da han passerede Ted Hui på Christiansborg. Hvorfor berøringsangsten?

Fordi vi selvfølgelig ikke ønsker at fornærme Kina og risikere et økonomisk rap over nallerne. Lige pludselig bliver prisen for demokrati og ytringsfrihed for dyr. Det er den selvfølgelig aldrig, når det handler om for eksempel islamkritiske stemmer i ind- og udland, som altid kan forvente støtte og opbakning fra regeringen og dens ministre både officielt som uofficielt. Tal om en alternativ form for social kontrol. Eksemplerne er mange, men jeg tror, at pointen er sivet ind.

Landets folkevalgte kan være pænt ligeglade med både min træthed og anklager om hykleri. De skal ikke desto mindre være ekstremt påpasselige med ikke uforvarende at sætte den grundlæggende tillid til vores demokrati og dets institutioner på spil, når de selv udviser en så eklatant mangel på respekt og ryggrad for de mest grundlæggende værdier, som de forsvarer, alt efter hvad der er politisk opportunt. For lige nu tror jeg ikke, at jeg er alene om at være træt af dem.

-----

Tarek Ziad Hussein (født 1992) er jurist, forfatter og debattør. Han har derudover en lang fortid i foreningslivet og er aktiv i en række internationale fora for unge entreprenører. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.