Debat

Teaterdirektør: Vi fodres med kulturel fastfood, men går glip af intellektuel næring

KRONIK: Når vi lægger mere vægt på at drive forretning end på at kuratere stor kunst, går der utvivlsomt noget tabt. I Danmark bør vi overlade det kommercielle til de kommercielle aktører og gøre staten til en mæcen, der altid sætter kunsten øverst, skriver Hans Henriksen.

Vi er blevet afhængige af kulturel fastfood, som ikke giver os intellektuel næring, skriver Hans Henriksen.
Vi er blevet afhængige af kulturel fastfood, som ikke giver os intellektuel næring, skriver Hans Henriksen.Foto: Aalborg Teater
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Henriksen
Direktør, Aalborg Teater

I juni skrev jeg et debatindlæg til Altinget, som vakte en del furore – ikke mindst blandt mine kolleger fra scenekunstverdenen.

Det skyldtes først og fremmest, at jeg påpegede, at den deciderede skuespilkunst – scenekunstens uden-hvilket-intet – taber terræn til musikforestillinger, standup og revy, når staten reducerer midlerne til scenekunsten og samtidig øger kravene til teatrenes egenindtjening.

For mig er logikken stadig helt klar: Når et teater presses på økonomien, ryger risikovilligheden – og så ligger det naturligvis lige for at ty til de kommercielt orienterede og publikumsmæssigt mere træfsikre forestillinger.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Angreb på bundlinjefokus
Dette kom for nogle til at lyde som et angreb på de mere folkelige genrer. Det var det imidlertid ikke. Kunstnerisk set er alle scenekunstens genrer ligeværdige. Men deres økonomiske potentiale er vidt forskelligt.

Indlægget var således et angreb på det bundlinjefokus, der tvinger et stort antal teatre til at opsætte forestillinger, de givetvis ikke ville have opsat, hvis kravene til teatrenes økonomi og egenindtægt havde set anderledes ud.

Vi er [...] blevet gjort afhængige af kulturel fastfood. Vel smager det godt, og vel bibringer det en umiddelbar tilfredsstillelse. Men den intellektuelle næring er begrænset.

Hans Henriksen
Teaterdirektør, Aalborg Teater

Fra statens side kan man hævde, at man ikke blander sig i, hvilke forestillinger teatrene spiller. Men netop fordi det økonomiske potentiale i de folkelige og de mere krævende genrer er vidt forskelligt, kommer staten i praksis til at kontrollere, hvilke forestillinger det er muligt at spille. Eksistensen af denne problematik synes mange politikere helt at fornægte, og det er et centralt element i problematikken.

Marginaliseringen af det krævende
Mit ærinde i denne omgang er imidlertid ikke blot at forsvare mit tidligere indlæg. Det er derimod at konstatere, at problematikken inden for scenekunstens verden blot er ét blandt mange symptomer på et langt mere omfattende fænomen i den vestlige verden: marginaliseringen af det krævende.

De værker og forestillinger, der er intellektuelt krævende, må i stigende grad vige pladsen til fordel for dem, vi uden videre forstår, og som dermed frembringer en umiddelbar tilfredsstillelse.

En af de allertydeligste manifestationer af dette fænomen ser vi inden for filmens verden, hvor fortsættelser og genindspilninger dominerer i højere og højere grad.

I 2008 udsendte de store Hollywood-studier 16 sequels – det vil sige fortsættelser til film, der allerede har bevist deres popularitet og dermed kommercielle potentiale. I 2016 var tallet mere end fordoblet til 36, og verden blev præsenteret for film som Bad Santa 2, Zoolander 2 og Kung Fu Panda 3.

En anden tydelig manifestation ser vi inden for litteraturens verden, hvor der udsendes et utal af lettilgængelige kriminalromaner, og hvor Gyldendal – af alle hæderkronede, økonomisk potente forlag i hele verden – har kastet sig over den norske udgivelse af Fifty Shades-serien.

Et tredje eksempel finder vi i musikkens verden, som særligt på koncertfronten domineres af gendannede navne og bands, der ikke har haft et regulært nyt hit i utallige år: U2, Guns N’ Roses, Roger Waters, AC/DC, Paul McCartney, Bon Jovi, The Eagles – og så videre.

Forretning frem for stor kunst
Der er naturligvis en række kvaliteter at hente i Fifty Shades og Kung Fu Panda eller en koncert med AC/DC. Hvis ikke, ville publikum blive væk. Men i den kollektive og ofte underbevidste forherligelse af det velkendte og, ikke mindst, det nostalgiske finder marginaliseringen af det krævende netop sted.

Når forlæggere, filmproducenter og fordelere af offentlige midler bliver enige om at lægge mere vægt på at drive forretning end på at kuratere stor kunst, går der utvivlsomt noget tabt.

Vi er – som samlet hele i den vestlige verden – blevet gjort afhængige af kulturel fastfood. Vel smager det godt, og vel bibringer det en umiddelbar tilfredsstillelse. Men den intellektuelle næring er begrænset, og vi snyder gang på gang os selv for de oplevelser, der udfordrer, fornyer og udvider vores smag.

Det er ikke uden videre muligt at kontrollere, hvad kommercielle aktører vælger at præsentere publikum for. I et forretningsmæssigt perspektiv er det svært at anklage dem for at vælge det, der sikrer dem den størst mulige indtjening. Forhåbningen er dog, at netop det stringent forretningsmæssige med tiden vil vige pladsen for det, der er kunstnerisk interessant og nyskabende.

Skub i udviklingen
I Danmark har vi dog i kraft af Kulturministeriet og de dertil hørende midler en håndgribelig mulighed for at sætte skub i en udvikling, hvor marginaliseringen af det krævende reduceres. Hvor vi accepterer, at det kommercielle udbytte er lidt mindre end før, men hvor vi til gengæld får frembragt værker, forestillinger og fortællinger, der ikke blot gentager, hvad der er blev sagt før, men i stedet insisterer på at sætte verden i nye og berigende perspektiver.

Det giver sig selv, at der skal være en række parametre, hvorpå enhver offentligt subsidieret institution skal måles. Midlerne bør ikke gives ud uden forventning om at få noget igen.

Så her er en idé, der ikke burde være skelsættende: Hvad nu hvis vi reducerer fokus på den enkelte institutions bundlinje og supplerer med et parameter, hvor vi måler på evnen til at øge publikumsinteressen for de mere krævende, ikke-kommercielt orienterede og, naturligvis, originale værker?

Det lyder måske som en overfladisk ændring, hvis man sætter lighedstegn mellem bundlinje og antallet af solgte billetter. Men det er ikke det samme.

Det kunstneriske udbytte
Kan man få udsolgt til et kunstnerisk sublimt teaterstykke, hvor billetpriserne koster en tredjedel af, hvad de kunne være ved en kommercielt orienteret forestilling, så er der meget, der er vundet. Ganske vist resulterer det på papiret i en dårligere økonomi, men det kunstneriske og demokratiske udbytte har potentiale til at være langt større – og det er dét, vi bør fokusere på i den fortløbende debat om, hvad de offentlige kulturmidler skal bruges på.

Man kunne med fordel differentiere mellem forskellige genrer. Dermed kunne den konkrete målsætning på scenekunstområdet blive at få så mange som muligt ind at se forestillinger inden for de genrer, der ikke har de samme økonomiske forudsætninger, som andre har. Det ville være en spændende og positiv udfordring, som markant ville ændre dynamikken i det danske teaterlandskab.

Staten skal sætte kunsten øverst
Hvordan man end griber problematikken an, bør man overlade det kommercielle til de kommercielle aktører og gøre staten til en mæcen, der altid sætter kunsten og den demokratiske udvikling øverst.

Hvem ved, måske der kunne startes en kunstnerisk trend, som ville inspirere de kommercielle aktører og dermed bidrage til at reducere marginaliseringen af det krævende? Det er forsøget værd.

Uanset hvad er det en bedre strategi end den anden vej rundt, hvor offentligt subsidierede institutioner i højere og højere grad presses til at gå de kommercielle aktører i bedene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Henriksen

Teaterdirektør, Aalborg Teater
grundfag i idéhistorie og russisk (Oslo Uni. 1991), master i teaterregi (St. Petersborg Statslige Teaterakademi 1997)

0:000:00