Tidl. ambassadør: Hvorfor var Aki-Matilda Høegh-Dam rigsfælleskabets eneste hornblæser?

Danmark er en klientstat 
Der kan argumenteres for, at rigsfællesskabets har udviklet sig til en semiføderation. Og måske vil det udvikle sig endnu mere.

En sådan udvikling er også en konsekvens af opbrud i det internationale politiske system, potentielle konflikter i Arktis samt den bekymrende klimaudvikling, der skaber behov for et koordineret rigsfællesskab med analysekapacitet og handle- og påvirkningsmuligheder i bestræbelserne på at fastholde Arktis som et lavspændingsområde. Folkeretten og FN's Havretskonvention er bydende nødvendige instrumenter i det internationale samarbejde i Arktis. 

Ønsker man fra dansk side ikke at sætte ressourcer af hertil, som udenrigsministeren dog indirekte lægger op til, vil andre udfylde tomrummet. Allerede under første verdenskrig lod USA os forstå, at Grønland lå i USA's interessesfære, omend dansk suverænitet anerkendtes.

I 1946 tilbød USA at købe Grønland. Selvom Danmark har suveræniteten, tror ingen ved sine fulde fem vel, at Danmark har ressourcer til håndhævelse uden USA?

I det perspektiv er Danmark snarere en klientstat end en egentlig alliancepartner til USA. Også derfor er NATO-fællesskabet, uanset revner heri, af afgørende betydning for rigsfællesskabet.

Som bekendt blev forslaget om køb på ny fremsat sidste år af international politiks suveræne apprentice, USA's præsident Donald Trump.

Få bemærkninger og beskeden substans
Men udenrigsministerens ovenfor nævnte påtagne forpligtelse over for rigsfællesskabet synes at være gået helt hen over hovedet på danske politikere. Hvorfor?

Statsministerens åbningstale drejede sig stort set alene om indenrigspolitiske forhold. Om det udenrigske fremhævedes at "det er stærke fællesskaber, der bærer os længst. Det gælder i Europa, og det gælder i kongeriget."

Statsministeren henviste blandt andet til den øgede globale interesse for Arktis, til Ruslands aggressive adfærd og til USA's øgede interesse for et stadig tættere Arktis-samarbejde.

Der er ifølge Mette Frederiksen brug for et "endnu tættere samarbejde i rigsfællesskabet om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, der knytter sig til den nye virkelighed i Arktis og Nordatlanten."

Hvilken position tillagde folketingspartiernes danske medlemmer så rigsfællesskabets ydre fælles optræden under den mange timer lange åbningsdebat, der blev indledt kl 09.02 den 8. oktober og med pause afsluttet kl 23.46?

Kort besvaret: Få bemærkninger, men beskeden substans. De tre politikområder udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvarspolitik samt dansk diplomatis i et nordisk perspektiv beskedne ressourcer, vil formentlig fortsat være upåagtet af flertallet - erfaringsmæssigt - indtil det er for sent.

Rigsfællesskabets hornblæser
Muligheden var der, men den blev ikke grebet. Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) var den første, der i et engageret indlæg anvendte ordet rigsfællesskab. Hovedbudskabet var, at Grønland og Danmark fortsat ikke kan undvære hinanden.

Aaja Chemnitz Larsen tilkendegav, at hun, uanset samarbejdspotentiale med USA, var "lidt kritisk over for amerikanerne."

Det var det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU), der tog rollen på sig som rigsfællesskabets hornblæser på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

I et ligeledes engageret indlæg tilføjede Aki-Matilda Høegh-Dam den provinsielle debat et udsyn, der bragte rigsfællesskabet og dynamikker, der kan vise sig afgørende for den fælles fremtid, frem i salen: "Indlandsisen smelter, og havisen forsvinder, hvilket åbner op for nye muligheder inden for forskning og friere passage for skibsruter. Europæiske lande, Kina, Rusland og USA udviser... stigende interesse for Grønland, der kommer mere og mere på verdenskortet."

Aki-Matilda Høegh-Dam gjorde uimodsagt gældende, at Danmark "profiterer på Grønland via Grønlands strategiske placering. Den geopolitiske situation sætter Arktis i fokus, og det gør, at stormagterne ser til Danmark på grund af os. Uden Grønland ville Danmark nemlig ikke have en stemme i denne sammenhæng," mente Aki-Matilda Høegh-Damat kunne fastslå.

Hun tilføjede at samarbejdet om udenrigspolitik "aldrig har set så positivt ud, som det gør nu."

Frihandelsaftale mellem Færøerne og EU
Det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen (SP) tilføjede debatten et nyt perspektiv. Han mindede om EU's boykot af færøsk fisk i 2013 og den herefter mangedoblede eksport til Rusland.

Han udtrykte bekymring for at Færøerne kunne blive økonomisk afhængig af Rusland og dermed risikere at blive "et pressionspunkt i geopolitisk sammenhæng."

Edmund Joensen pegede på at  dansk udenrigspolitik er "blevet vigtigere end nogensinde i kraft af Nordatlanten – af Færøerne og Grønland. Stormagterne ligger på lur og vil have indflydelse på vores område (...) Færøerne ligger midt i øjet på en storpolitisk orkan."

Han håbede at 2020 ville blive året, hvor "rigsfællesskabet viste sin styrke og sammen påbegyndte arbejdet mod en frihandelsaftale mellem Færøerne og EU."

Endelig traf det færøske folketingsmedlem Sjúrdur Skaale (JF) hovedet på sømmet, da han argumenterede for at styrke følelsen af fællesskab i riget. Han udtalte "den største respekt for den indsats", som danske soldater yder i Afghanistan og Mali.

Men han slog til lyd for at allokere "en større del af ressourcerne, hvor riget ligger. Så kunne man være en stærk partner for USA på sin egen hjemmebane."

Bliver på Christiansborg 
I sin replik takkede statsministeren blandt andet for de nordatlantiske indlæg. Hun sagde, at det nuværende verdensbillede kræver et "meget, meget... tættere samarbejde på udenrigspolitikken end det, rigsfællesskabet har været vant til tidligere".

Statsministeren tilkendegav, at EU er indstillet på at udvikle forholdet til Færøerne yderligere, og at arbejdet hermed er sat i gang.

Hun udtrykte enighed i øget opmærksomhed mod at kunne overvåge rigsfællesskabets territorium, og "dermed styrke vores tilstedeværelse."

De markante indlæg og budskaber fra Nordatlanten, statsministerens svar og parløbet mellem statsministeren og udenrigsministeren er forblevet indenfor Folketingets vægge. De mange Christiansborg-journalister har i hvert fald ikke rapporteret om det.

Men selv om håbet aldrig bliver til fuldbyrdet virkelighed, så ville meget gå i stå uden. Måske pressen vil interessere sig for at holde offentligheden underrettet om den bebudede styrkelse af rigsfællekskabets ydre politik?

Der er efter Folketingets åbning hidtil stillet tre samrådspørgsmål til udenrigsministeren. Blandt andet er udenrigsministeren blevet spurgt om, "hvilke foranstaltninger regeringen ser som nødvendige for at sikre fraværet af fremmede magters muligheder for at true rigsfællesskabet samt for at opretholde sikkerheden og rigsfællesskabets suverænitet i området." Det spørgsmål skal nok skabe debat, men mon rigsfællesskabets suverænitet har mediernes interesse?

Afslutningsvis er det værd at minde især danske beslutningstagere om følgende iagttagelse, der fremgår af den såkaldte Taksøe-rapport fra 2016: "Kongeriget Danmark er på én og samme tid et mindre europæisk land og i kraft af Rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland en arktisk stormagt og verdens 12. største territorium, som har særlige interesser og forpligtelser i Nordatlanten og i Arktis."

Vis det!