Tidligere departementschefer efter minkskandalen: Hvem har egentlig ansvaret i ministerierne?

Af Jørgen Rosted og Peter Loft
Fhv. departementschef i Erhvervsministeriet og fhv. departementschef i Skatteministeriet

Minkskandalen og regeringens redegørelser om forløbet op til og lige efter beslutningen om at aflive alle mink i Danmark trods manglende lovhjemmel har afstedkommet flere ønsker om en nøjere, uvildig undersøgelse af forløbet. En advokatundersøgelse eller en egentlig undersøgelseskommission kan muligvis kaste mere lys over, hvad der er passeret.

Det er oppositionens opgave at presse på for yderligere undersøgelser, men spørgsmålet er, om der ikke også er behov for at få undersøgt, hvorfor ministerierne igen og igen hjemsøges af skandaler. Om der er en sammenhæng mellem de talrige tilfælde, hvor der enten er begået overtrædelser af retsregler, givet forkert besked til Folketinget, eller hvor der er begået store administrative fejl, som har kostet det offentlige uretmæssige tab.

Med en overhængende risiko for at gentage os selv er det vores opfattelse, at de mange møgsager i staten skyldes de sædvaner og retsregler, ministeren og ministerierne i dag fungerer på grundlag af. Er de stadig tidssvarende, eller skal de tilpasses den tid, vi lever i nu?

Det er derfor vores opfordring, at man nu indleder et grundigt undersøgelsesarbejde med henblik på at afklare, om der er uhensigtsmæssigheder og uklarheder i den måde, ministerierne ledes på, og med hensyn til de regler der gælder om, hvem der har det overordnede ansvar for fejl i et ministerium.

Aflast departementscheferne
Over årene er der løbende sket en forskydning i de opgaver, som en offentlig topchef – i særdeleshed en departementschef – forventes at løse. Den øverste chef var tidligere den faglige garant for, at tingene gik rigtigt for sig. At lovgivning var korrekt udformet, at Folketinget fik fyldestgørende oplysninger, at grundlæggende forvaltningsmæssige regler blev fulgt, og at der var orden i administrative og økonomiske forhold.

Med en overhængende risiko for at gentage os selv er det vores opfattelse, at de mange møgsager i staten skyldes de sædvaner og retsregler, ministeren og ministerierne i dag fungerer på grundlag af.

Jørgen Rosted og Peter Loft
Fhv. departementschef i Erhvervsministeriet og fhv. departementschef i Skatteministeriet

I dag synes der i højere grad at blive lagt vægt på departementschefens opgaver som rådgiver for ministeren. Departementschefen er ministerens nærmeste rådgiver, når det gælder udarbejdelse af politiske initiativer, taktiske overvejelser og spørgsmål om kommunikation med videre – både i forbindelse med den løbende drift og i forhold til at håndtere møgsager. Der synes ikke længere at være tid til at sikre, at disse møgsager undgås.

Det, tror vi, skyldes, at opmærksomheden i ministeriernes beslutningsproces i for høj grad er rettet imod de politiske forhold og de hertil knyttede beslutninger, hvorimod de faglige eller tekniske forhold, som skal være på plads, for at initiativet bliver rigtigt udformet, ikke får tilstrækkelig opmærksomhed.

Vi har derfor blandt andet i vores bog 'Hvem har ansvaret' foreslået, at departementscheferne og de øvrige topchefer aflastes i deres funktion som politisk rådgiver for ministeren, således at disse i højere grad kan kere sig om tekniske, lovmæssige, forvaltningsmæssige og administrative forhold.

Som bekendt har statsministeren allerede oprustet den politisk udnævnte rådgivning ved blandt andet at udpege en stabschef. Vi ser dette som begyndelsen på en hensigtsmæssig udvikling, hvor der i højere grad sker en adskillelse af den politiske og den teknisk/faglige rådgivning. En udvikling, som måske kan give bedre plads til, at de traditionelle embedsmænd kan koncentrere sig om den faglige kvalitet i arbejdet og om sammenhængen mellem de politiske beslutninger og den lovmæssige udformning.