Tidslinje: Her er forløbet op til Mortens Østergaards afgang

KRISE: En sag om seksuelle krænkelser internt i Det Radikale Venstre kulminerede onsdag under et hemmeligt gruppemøde, der endte med, at Morten Østergaard trak sig som politisk leder. Se tidslinjen her.

Radikale var onsdag samlet til et (ikke så) hemmeligt gruppemøde i Den Sorte Diamant i København.

Partiet drøftede de krænkelser, som folketingsmedlem Lotte Rod (R) har været ude for internt i partiet, og som endte med at koste Morten Østergaard posten som politisk leder. Du kan få et overblik over hele sagen her.

26. august: Sofie Linde smider blowjob-bombe
Tre år efter #MeToo-bevægelsens fødsel stiller den kendte tv-vært Sofie Linde sig frem på scenen til Zulu Comedy Galla og leverer en monolog, der for alvor sætter skub i opgøret med sexisme og krænkelser herhjemme.

"Jeg var 18 år gammel og lige startet i Danmarks Radio. Vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig. Den her store tv-kanon kommer op til mig, tager fat i min arm og siger til mig: ”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig," siger hun blandt andet.

25. september: Én blandt os indtager debatten
En måneds tid efter Sofie Lindes optræden, breder debatten sig til dansk politik med 322 underskrifter og 79 vidnesbyrd om sexisme og overgreb på kvinder i dansk politik under overskriften "Én blandt os". Blandt andet kan man i Politiken læse:

"Én blandt os har oplevet at få en finger stukket op i skridtet af et folketingsmedlem til et landsmøde under festen, hvor hun dansede med en anden partifælle. De fandt det begge vældigt morsomt."

16. september: Lotte Rod står frem
I en facebookopdatering skriver den radikale folketingspolitiker:

"Jeg er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre."

 

 

DR Syd har spurgt mig, og jeg sagt det ligeud: jeg er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre. Lige...

Posted by Lotte Rod on Wednesday, September 16, 2020

 

5. oktober: R vil til bunds i sexisme i partiet – og partiprofil blander sig offentligt
Partiets politiske leder, Morten Østergaard, skriver på Facebook, at partiet iværksætter en ekstern undersøgelse af "omfanget og karakteren af sexisme i vores parti".

"En af grundene til, at vi endelig er kommet i gang, er dem, som konkret har stillet sig frem med deres beretninger. Nogle som led i den store fælles appel i Politiken. Tilsvarende med min gode gruppefælle Lotte Rod, som åbent har fortalt om hændelser, som aldrig må gentage sig i vores fællesskab," lyder det blandt andet.

 

Problemet med sexisme går på tværs af brancher og samfundslag. Og omfanget bør lige nu stå skræmmende tydeligt for os...

Posted by Morten Østergaard on Monday, October 5, 2020

 

Samme dag giver tidligere udenrigsminister og nuværende udenrigsordfører, Martin Lidegaard (R), et interview til Jyllands-Posten, hvori han siger, at der er behov for en hurtig afklaring af sagen.

"Nu handler det også mere principielt om, hvordan partiet er i stand til at håndtere det. Og det kan blive et problem, hvis ikke vi håndterer det rigtigt, når vi selv står så stærkt på den dagsorden udadtil," siger han blandt andet til avisen.

6. oktober: En påtale og et spørgsmål: Kan en krænker blive radikal minister?
Lotte Rods krænker har fået en påtale, fortæller Morten Østergaard til BT.

"Der er gennemført en samtale med den påtale, som jeg mener er den rigtige i den konkrete sag," siger han til avisen.

Men vedkommende kan godt blive minister igen, siger den politiske leder i et interview med Ekstra Bladet. For mens De Radikale klart har meldt ud, at man ikke mener, udenrigsminister Jeppe Kofod (S) – der som 34-årig havde sex med en 15-årig DSU'er – ikke burde være udnævnt, bør partiets egen sexismesag ikke stå i vejen for en fremtidig plads i regeringen til krænkeren.

Udvekslingen mellem Ekstra Bladets journalist og Morten Østergaard lyder sådan her:

"Kan en person med Lotte Rods sag blive minister," spørger journalisten.

"Det er ... har jeg ... altså, den sag håndterer vi, som vi ... øh ... har haft praksis for ... der er ikke nogen basis for konsekvenser af den karakter, som du taler om der," svarer Østergaard.

"Så det var et nej – det kan personen godt," følger journalisten op.

"Ja," lyder det fra den politiske leder.

7. oktober: Hemmeligt krisemøde og tvivl om Østergaards fremtid

Et ellers hemmeligt gruppemøde i Den Sorte Diamant om den verserende krænkelsessag i partiet bliver opsnuset af en Christiansborg-journalist fra Ritzau, og der går rygter om, at selve Morten Østergaards fremtid i partiet kan være på spil.

Kort efter klokken 18 kommer Morten Østergaard ud til de mange fremmødte journalister og fortæller, at han trækker sig som politisk leder. Det var ham, der i sin tid havde lagt sin hånd på Lotte Rods lår, men det er selve håndteringen af sagen, der kommer til at koste ham posten som politisk leder. 

Ny politisk leder er Sofie Carsten Nielsen, der vil fortsætte kampen mod sexisme:

"Denne her debat er ikke slut med Morten Østergaard. Nu baner han vejen med det, han tager på sig af ansvar, for, at vi kan fortsætte i Radikale Venstre og forhåbentlig også alle andre steder, hvor sexisme foregår," siger Sofie Carsten Nielsen.

---
*Opdateret klokken 20.00 med Morten Østergaards farvel som politisk leder

Forrige artikel Konservative overtager statsrevisorpost fra Liberal Alliance Konservative overtager statsrevisorpost fra Liberal Alliance Næste artikel Mette Frederiksen vinder Ting-prisen for corona-taler: ”Den suverænt sværeste opgave, jeg nogensinde kommer til at møde” Mette Frederiksen vinder Ting-prisen for corona-taler: ”Den suverænt sværeste opgave, jeg nogensinde kommer til at møde”
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.