Totalteater i Slagelse: Mogensen og Kristiansen opførte Slagelsesagen for det lokale erhvervsliv

REPORTAGE: Uroen ulmer i Slagelses erhvervsliv. På det lokale erhvervsråds generalforsamling udtrykte rådet utilfredshed med rød blok i en sag om fremtidens forankring af erhvervslivet. Mogensen og Kristiansen var hentet ind til at gengive den politiske situation i kommunen, som tilhørerne selv spiller en rolle i.

De to politiske kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen var hyret ind til Slagelse Erhvervsråds generalforsamling for at give deres syn på det politiske klima i Slagelse.
De to politiske kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen var hyret ind til Slagelse Erhvervsråds generalforsamling for at give deres syn på det politiske klima i Slagelse.Foto: Simon Lessel / Altinget
Simon Lessel

Når stemningen generelt er frisk og løssluppen, får det ofte de mere alvorlige ord til at fremstå endnu stærkere. Det var også tilfældet mandag aften i Slagelse Musikhus, hvor det lokale erhvervsråd havde inviteret til generalforsamling med de politiske kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen som ekstra forstærkning. Som et uafhængigt og bramfrit talerør, der skulle udlægge rigets tilstand i Slagelse og sige de ting, som de mange tilhørere ganske givet godt vidste, men alligevel lod til at have behov for at høre.

Jeg vil mene, at alle involverede bør vide, at den megen ufred skader kommunen. På den baggrund er det sørgeligt, at fokus stadig er på politikernes egne interesser og ikke på kommunens ve og vel.

Helge Poulsen
Formand, Slagelse Erhvervsråd

Og ikke mindst grine lidt af.

“Hvad kan man sige om det nuværende styres udelukkelse af erhvervslivet?” lød det spørgende til de to politiske kommentatorer fra et af de mange jakkesæt i salen. Selvom erhvervsrådets egen formand en time forinden i sin beretning havde tordnet mod “rød stues” beslutning om at afskære erhvervsrådet fra indflydelse på det kommunale erhvervscenters fremtid. Helt kort er erhvervsrådet sure over, at de ikke længere skal være med til at udpege medlemmer af bestyrelsen til blandt andet det lokale forsyningsselskab samt det kommunalt ejede erhvervscenter. Og derfor føler de sig sat uden for indflydelse.

“Det er en stor skam, og det vil være til skade for erhvervsserviceindsatsen,” lød det på scenekanten fra formanden for Slagelse Erhvervsråd, Helge Poulsen, der ikke lod der herske nogen tvivl om, at “den elendighed, der pt. råder på rådhuset” skader investeringslysten i kommunen.

Svaret fra de to politiske kommentatorer på det noget ledende spørgsmål vender vi tilbage til.

På overfladen lignede alt ellers en helt almindelig generalforsamling i det lokale erhvervsråd. Der blev klappet planmæssigt ved fremlæggelsen af årsregnskabet. Bestyrelsen præsenterede forventningerne til næste års regnskaber. Og der blev fremlagt idéer til netværksløb og andre medlemsfremmende tiltag, mens der blev nikket anerkendende fra de mange jakkesæt i salen.

Men det var ikke kun på scenen, at generalforsamlingen med efterfølgende politisk salonsamtale udspillede sig. Skuespillet foregik også i det usynlige rum, der adskiller publikum og scene. Det rum, der i teaterverdenens terminologi betegnes som ‘den fjerde væg’.

Slagelse på vrangen
Udsmykkelsen af Slagelse Musikhus udmærker sig ved, at det ser ud, som om at bygningen er vendt på vrangen. Det føles, som om at man er udenfor indenfor. Når blikket panorerer rundt i det aflange rum, får man følelsen af både at betragte en provinsiel stationsbygning og samtidig sidde i en aula fra en grundtvigiansk højskole.

Følelsen af at betragte en facade indefra gjorde sig også gældende, når man hævede blikket fra generalforsamlingens deltagerliste og kiggede ud over salen. Nogle af de indbyrdes forhold blottedes, som når en skoleklasse på lejrtur træder ind i en bus, hvor placeringen afslører de indbyrdes relationer. Hvis man altså kender dem.

Tilmed spillede flere af de tilstedeværende også selv på sin vis en rolle i genopførelsen af Slagelsesagen. En af dem var advokat Louise Lecanda fra advokatfirmaet ADVODAN, som planmæssigt ledede generalforsamlingen som dirigent. Til daglig er hun kollega til erhvervsrådets formand, Helge Poulsen. Men hun er også en del af den samlede fortælling med sin fortid som bestyrelsesmedlem i det skandaleombruste og nu krakkede firma EUE ApS, der blev ledet af en forretningsmand og bekendt til viceborgmester Villum Christensen (LA). Et firma, der har kostet kommunen millioner i forbindelse med et brintbusprojekt, der aldrig så dagens lys.

Til stede var også flere kommunalbestyrelsesmedlemmer, heriblandt den tidligere borgmester i Korsør Kommune, Flemming Erichsen (S). En mand, der har fulgt hele forløbet med udviklingen af energiparken, som brintbussagen var en del af, fra sin plads i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget og som en del af den socialdemokratiske gruppe, der i projektets tidlige levetid forholdt sig kritisk til realismen i projektet.

Derudover var blandt andet en tidligere kommunaldirektør fra før kommunesammenlægningen i 2007 og andre topfolk i byens erhvervsliv også på plads i salen.

Sagt på en anden måde var der mange af tilhørerne, der kendte handlingen i det skuespil, der blev fremført på scenen eller som minimum havde læst anmeldelserne af det, men som - åbenbart i hvert fald - havde behov for at se det igen. Med hjælp fra Mogensen og Kristiansens analytiske blik. Og noget kunne tyde på, at de fik den genopførelse, de kom efter.

“Tindrende ubegavet”
Svaret på det spørgsmål, som en af salens tilhørere stillede Peter Mogensen og Michael Kristiansen, var i øvrigt: “Uklogt”. Det er ganske enkelt uklogt af flertallet bag borgmesteren at udelukke dele af erhvervslivet i Slagelse fra indflydelse i kommunens erhvervscenter.

Sådan lød vurderingen samstemmigt fra de to kommentatorer, indtil Peter Mogensen fulgte endnu mere klart op, efter salen havde moret sig over den klare udmelding.

“Selvfølgelig er der et stort erhvervsliv i Slagelse, men bevar mig vel, man kender vel hinanden på et eller andet niveau i kommunen. Og at lægge sig ud med hele bundtet er jo tindrende ubegavet,” lød det fra Peter Mogensen.

Forud for det omtalte spørgsmål fra salen var fulgt 45 minutters analyse af situationen i Slagelse med de i forvejen velkendte punkter: Det forliste brintbusprojekt, borgmesterdelingsaftalen, betydningen af Villum Christensens 390 personlige stemmer ved kommunalvalget og John Dyrby Paulsens nylige opsigelse af den brede samarbejdsaftale, der blev indgået efter konstitueringen. Ligesom de åbenlyse ubesvarede spørgsmål også blev fremlagt på scenen.

“Ingen har stadig kunnet forklare mig, hvad Stén Knuth og Villum Christensen er blevet uvenner over,” som Peter Mogensen udtrykte det. Hans kompagnon supplerede med det todelte og fortsat ubesvarede spørgsmål: “Hvad er det for en deal, Dyrby og Villum har indgået?” og “Hvad får Villum for ikke at blive borgmester?”.

Spørgsmålene forblev ubesvarede på en aften, hvor tilhørerne fik et par gode grin og genfortællingen af den historie, mange af tilhørerne både kender til og lever i til daglig. Som en af de fremtrædende personer i den vestsjællandske kommunes erhvervsliv efterfølgende udtrykte det til Altinget: “Det føles, som om historien gentager sig selv.”

Skeler man igen til talen fra erhvervsrådets formand, er det sidste kapitel i fortællingen om Slagelsesagen ikke skrevet endnu.

“Vi må se, hvad fremtiden bringer,” lød den kortvarige optimistiske bemærkning fra formandens beretning, inden den blev afløst af mismod igen og en bredside mod kommunens fremtrædende politikere: “Jeg vil mene, at alle involverede bør vide, at den megen ufred skader kommunen. På den baggrund er det sørgeligt, at fokus stadig er på politikernes egne interesser og ikke på kommunens ve og vel.”

Dyrby tager kritikken med ro
Kritikken fra erhvervsrådet tager borgmester John Dyrby Paulsen (S) med ophøjet ro.

“Det er ikke noget nyt. Hver gang jeg har været sammen med Slagelse Erhvervsråd til et arrangement, så bliver jeg skældt hæder og ære fra og får at vide, at jeg er ansvarlig for stort set samtlige ulykker i den her verden,” lyder det fra borgmesteren.

Han mener ikke, at Slagelse Erhvervsråd har fortjent den “fortrinsstilling”, de ifølge ham har haft under den tidligere Venstre-borgmester, Stén Knuth (V). “I min optik har der været meget tætte bånd mellem partiet Venstre og Slagelse Erhvervsråd. Det er fair nok, det må der også gerne være. Men det betyder jo ikke, at jeg skal favorisere Slagelse Erhvervsråd i alle leder og kanter,” siger borgmesteren og fortsætter:

“At Slagelse Erhvervsråd mister en fortrinsstilling, som jeg ikke synes, de nødvendigvis burde have, kan jeg godt forstå, de er kede af og ærgerlige over, men jeg vil holde fast i, at de har fået en fortrinsstilling under den tidligere Venstre-borgmester, som jeg ikke synes, man kan argumentere for.”

Hvordan kan det være, at I nu selv vil udvælge de folk, som erhvervsrådet tidligere har udpeget - ville det ikke være bedre med noget bredde?

“Nu siger du tidligere. Det gjorde de sidste gang. Altså for fire år siden. Tidligere har vi selv udpeget dem. Så det, der var anderledes, var for fire år siden, at Venstre bad dem om at udpege nogle bestemte poster. Det er kritisabelt, synes jeg. Jeg synes ikke, at man på den måde kan sige, at det er erhvervslivet, der har udpeget nogen, hvis det er ens egne venner i erhvervslivet, der har gjort det og har fået en fortrinsstilling. Det synes jeg, det er kritisabelt, og det vil jeg gerne gøre op med.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Dyrby Paulsen

Direktør, Dansk e-Mobilitet, fhv. MF og borgmester i Slagelse (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 1990), hd i udenrigshandel (Handelshøjskolen i København 1992)

0:000:00